Havne er ikke bare infrastruktur. Der er brug for en national strategisk vision

Vigtige prioriteringer omfatter modernisering og udvidelse af havnearealer og -infrastruktur (for eksempel uddybning af sejlrender og investeringer i kajer og havnefaciliteter), øget sikkerhed (kontrol såvel som beredskab), miljø og bæredygtighed og digitalisering af havnelogistik. En grøn mobilitetsplan bør i øvrigt omfatte havnenes rolle som udskibningssteder og servicecentre for offshore vind og som geografisk afgrænsede industriklynger for vedvarende energi og grønne brændstoffer.

Flere af disse prioriteringer ligger inden for den enkelte havnemyndigheds område, men der er også områder, der kræver politisk involvering på nationalt eller endda overnationalt plan.

Havnene bør have et klart defineret formål om at facilitere den grønne omstilling.

Henrik Sornn-Friese

Nationalt bør der for eksempel udformes en strategisk vision for landets samlede havneinfrastruktur og havnenes rolle i den nationale økonomi. Dette inkluderer bedre koordination havnene imellem for at undgå væsentlige overlap og optimere ressourceanvendelsen. Store infrastrukturprojekter kræver betydelige investeringer, som ofte overstiger, hvad den enkelte havn kan præstere. National finansiering eller offentlig-private partnerskaber kan være nødvendige.

Politisk bør også prioriteres hurtigere sagsbehandling og effektiv borgerinddragelse i forbindelse med opsætning af vindmølleparker og investeringer i power-to-x og andre grønne teknologier.

På EU-plan handler det mere om, hvordan havnene indtænkes i det indre marked i EU og i handelsaftaler med tredjelande, som har stor betydning for den enkelte havns forretninger. Men det handler også om udvikling af transnationale transportkorridorer i det såkaldte TEN-T (Trans-European Transport Network), som både er med til at sikre havnene adgang til større markeder og til at fremme mere miljømæssigt bæredygtig transport.

Havnene bør dog ses som andet og mere end blot fysiske steder og kritisk infrastruktur. Havnene er værdiskabende aktører med en vigtig rolle både i skibsfartens globale værdi- og forsyningskæder og i bredere nationale såvel som transnationale innovationssystemer. De indgår i stigende grad i integrerede kædesystemer, hvor de arbejder sammen med andre aktører for at skabe værdi, og dette bør afspejles i en værdibaseret forståelse af havnene og den måde, de reguleres.

Havnenes ejerskab har været et centralt spørgsmål i miseren omkring Frederikshavns Havn. I den sammenhæng har det været påpeget, at de større havne bør omlægges til aktieselskaber og operere som selvstændige virksomheder på kommercielle vilkår.

I et bredere perspektiv på havnenes rolle i den grønne omstilling er det generelt en god ide at omdanne de kommunale havne til aktieselskaber, som typisk både har større kommercielle frihedsgrader end kommunale havne og lettere kan rejse kapital og tiltrække private investeringer.

Det er dog ikke givet, at en sådan omlægning alene er tilstrækkelig til at understøtte havnenes strategiske rolle i den grønne omstilling. Man bør også kigge på, hvordan Havneloven, som fastlægger rammerne for brugen af havnearealer, kan give den enkelte havnemyndighed større kompetence til selv at træffe beslutninger om arealanvendelse, for eksempel til produktion af grønne brændstoffer. I den sammenhæng er spørgsmålene om, hvad en havns primære formål er, og hvad der bør henregnes som havnerelateret aktivitet, interessante.

Ligeledes bør man kigge kritisk på de bestemmelser i for eksempel Havneloven og Miljøbeskyttelsesloven, der regulerer havnemyndighedens muligheder for at afvise (bestemte typer af) private virksomheder adgang til brug af havnens arealer.

Sådanne omlægninger må dog ikke skabe unfair konkurrence mellem havnemyndigheden og de private virksomheder, der virker på havnen. En stærk tilstedeværelse af private virksomheder på havnene er en forudsætning for en dynamisk, effektiv og innovativ havneinfrastruktur – også når det handler om at understøtte fremtidens løsninger inden for vedvarende energi og grønne brændstoffer.

Havnene bør derfor have et klart defineret formål om at facilitere den grønne omstilling, men bør ikke konkurrere direkte med private aktører på andre områder. Prissætningen på havnens ydelser relateret til den grønne omstilling skal desuden være gennemsigtig og ikke-diskriminerende.

Overordnet set handler det om at finde den rette balance, hvor havnene kan fremme den grønne omstilling, men uden at forvride konkurrencen unødigt. Klare rammer og gennemsigtighed er essentielt.