Aftale om havvind sikrer en halv milliard til havnatur
Ny aftale om havvind betyder, at der sendes 500 millioner kroner til en havnaturfond frem mod 2030. ”Et rigtigt vigtigt skridt i den rigtige retning,” lyder det fra tænketank.
Hjalte T. H. Kragesteen
Journalist og redaktørRammerne for det største udbud af havvind i danmarkshistorien er netop faldet på plads.
Aftalen betyder, at der også afsættes en halv milliard frem mod 2030 til en havnaturfond.
”Vi indfører nogle nye krav til bæredygtighed og etablerer en havnaturfond, så naturen også tænkes med,” lyder det fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) i en pressemeddelelse.
Aftalen er indgået mellem regeringen og syv partier fra begge sider af Folketinget. Og foruden den massive udbygning på 9 MW – der kan give strøm til ni millioner husstande – så er partierne også enige om en række elementer, der kommer havnaturen til gavn.
Partierne er således enige om at afsætte 500 millioner kroner til en havnaturfond. Pengene kommer fra den grønne fond, hvor der tidligere er afsat omkring 53 milliarder til den grønne omstilling frem mod 2040.
Det er også aftalt, at hvis det viser sig, at staten får flere indtægter fra udbuddet af havvind end forudsat i aftalen, vil der blive afsat op til 350 millioner kroner yderligere.
Krav til naturdesign
Derudover er partierne enige om at stille krav om såkaldt natur-inkluderende design ved to af de i alt seks nye havmølleparker. Kravet betyder, at vindmøllerne skal stilles op på en måde, der gavner havnaturen, og forventes at koste 50 millioner kroner ekstra per park.
Derudover stilles der også krav til overvågning af havmiljøet og dataindsamling i forbindelse med opstilling af vindmøllerne.
Sikringen af havmiljøet har været et centralt krav fra flere af partierne uden for regeringen. Og herfra lyder der tilfredshed med aftalen.
”Nu sætter vi gang i en udbygning af havvindmøller, der skal sikre massevis af grøn strøm, og samtidig giver vi en stor pose penge til at genoprette havnaturen og skabe levesteder for dyr og planter i havet,” siger Signe Munk, klima- og energiordfører for SF i pressemeddelelsen.
Konservatives klima- og energiordfører Mona Juul er på samme linje.
”For Det Konservative Folkeparti har det været helt afgørende, at det er vores dygtige virksomheder, der driver den grønne omstilling, og at udbuddene bliver lavet i respekt for naturen. Det sikrer vi bl.a. med en ny havnaturfond og natur-inkluderende design,” siger hun i pressemeddelelsen.
Tænketank glæder sig
Og politikerne står ikke alene med den glæde. For Liselotte Hohwy Stokholm, der er direktør i Tænketanken Hav, er også glad for, at partierne er enige om at sætte 500 millioner kroner af til havnaturfonden.
”Det er et rigtigt vigtig skridt i den rigtige retning. Det er første gang i mange, mange år, at man på den måde tilgodeser havet. Det viser, at politikerne har forstået budskabet om, at havet er i dårlig miljøtilstand,” siger hun.
Hun havde dog gerne set, at der var tale om permanent finansiering til havnaturfonden, ligesom hun også havde håbet, at man stillede krav om naturinkluderende design til alle havvindmølleparker.
”Vi havde helst set, at alle minimumskriterierne eller adgangskravene havde været udbredt til alle vindmølleparkerne,” siger Liselotte Hohwy Stokholm.