Biolog: Grøn trepart blev en fuser og udløser endnu en gaveregn til landbruget

Samlet set vil indsatsen således meget langt fra sikre indfrielse af de naturmål, som Danmark har tilsluttet sig med EU's Biodiversitets Strategi og i FN (Montrealaftalen om Biodiversitet), som fastslår, at landene skal have etableret og beskyttet natur på 30 procent af deres landareal inden udgangen af 2030.

Grøn fødevareproduktion og dyrevelfærd

Aftalen undgår stort set også at forholde sig konkret til centrale politiske emner som "omstilling til plantebaseret fødevareproduktion" og "dyrevelfærd", hvor Danmark jo er særligt udfordret på grund af årtiers satsning på intensiv industriel husdyrproduktion.

Tænk hvis ikke kun Danmarks Naturfredningsforening, men også eksempelvis Dansk Vegetarisk Forening havde været med i trepartsforhandlingerne. Det ville kunne have bidraget til, at mere fremsynede og mere ungdommelige stemmer og holdninger kunne være afspejlet i aftalen.

En ordentlig aftale bør sikre en markant omlægning og målretning af den miljø- og naturødelæggende årlige milliardstøtte til dansk landbrug.

Søren Mark Jensen
Biolog og tidligere embedsmand, Miljøministeriet

Faktisk modarbejder aftalen på nogle punkter direkte sådanne hensyn. For eksempel indeholder aftalen forslag om, at der skal afsættes millioner til danske landmænd i form af "slagtepræmier" for smågrise, som leveres til danske slagterier for at sikre slagteriernes konkurrenceevne og "råvaregrundlag". I dag er situationen som bekendt den, at millioner af danske smågrise hver år transporteres udenlandske slagterier, som er billigere.

Landmændene slipper billigt

Med aftalen foreslås indført en meget tålmodig og meget moderat afgift på landbrugenes CO2-udledninger (selv ved fuld udfasning svarende til under det halve af hvad Klimarådet anbefalede ud fra samfundsøkonomiske beregninger).

Afgiften foreslås desuden først indført i 2030 og med meget langsom indfasning frem til 2035. Landbruget kan således ikke forventes at bidrage mærkbart til indfrielse af den nationale målsætning om at reducere CO2-udslippet med 70 procent inden udgangen 2030.

Ifølge aftaleteksten fremgår det desuden, at danske landmænd, som ligesom resten af samfundet reducerer deres CO2-udslip, kan slippe helt for at betale en afgift for den CO2 de trods reduktionen fortsat vil udlede. Dette sikres ved at indføre et gavmildt "bundfradrag" til landmænd i forbindelse med indførelsen af CO2-afgiften.

Omlægning af landbrugsstøtten

Alt i alt repræsenterer aftalen et sørgeligt og samfundsøkonomisk set dyrt kompromis, som ikke tager ordentlige livtag med de store udfordringer, vi står overfor.

Vi må derfor håbe, at de politiske forhandlinger om aftalen, som nu starter i Folketinget, vil sikre, at der i sidste ende indgås en aftale, som sikrer, at landbruget sidestilles med andre erhverv. Og i en aftale som også reelt tilgodeser økologi og dyrevelfærd, og som kan sikre bedre klima- og natureffekt af de foreslåede 40 milliarder ekstra til landbruget.

Man kan også håbe på, at EU-kommissionen vil sætte hælene i i forhold til den meget voldsomme forøgelse af den offentlige støtte til erhvervet, som jo i stigende grad kommer på kant med EU's målsætninger om fri konkurrence, handel og statsstøtteregler.  

En ordentlig aftale bør derudover også skulle sikre en markant omlægning og målretning af den miljø- og naturødelæggende årlige milliardstøtte til dansk landbrug i form af EU-landbrugsstøtte og fra den brede vifte af allerede eksisterende nationale støtteordninger til erhvervet.

Det vil der med stor sikkerhed være meget bred opbakning til hos langt hovedparten af den danske befolkning.