Biolog og professor til Alexander Holm: Vi skal ikke passe på biodiversiteten, fordi det kan betale sig

Som i resten af verden er de store vildtlevende pattedyr som hest, urokse, bjørn med videre stort set udryddet og erstattet af tamme produktionsdyr, som holdes indespærret på et minimum af plads.

I Norge skyder man ulve, jærv, los og kongeørn for at beskytte den værdsatte fåreavl.

I Sverige har man i år planlagt at dræbe 20 procent af bestanden af brun bjørn.

En af de få gode udviklinger i dansk biodiversitet er ulvens genindvandring, men man skal vist have levet under en sten for ikke at have opdaget, at denne udvikling har vakt stor vrede i nogle kredse.

Der findes politikere, der offentligt udtaler, at de ønsker at "regulere" den danske ulvebestand til "så tæt på nul som muligt".

Ulven er en trussel mod fåreavlen og krondyrjagten – og "hvad skal vi bruge den til?" bliver der spurgt.

Livet er bare

De store, vilde dyr er ikke nyttige – de er bare på tværs.

Liv gør ikke godt for noget.

Det er bare.

Hver eneste art bærer en evolutionshistorie med sig, som er flere hundrede millioner år lang, og hvor den langsomt men sikkert har fundet sin niche i verden, der har gjort dens overlevelse mulig.

Hvert eneste individ kan følges i én lige linje tilbage til det allerførste liv, og det er dybt usandsynligt, at det overhovedet findes lige her og nu.

Men vi findes, og dét er langt større end nogen økosystemtjeneste.

Kigger vi tilbage til vore forfædre i år 1800, 1500 eller før vor tidsregning, finder vi i alle tilfælde mere biodiversitet og mindre velstand og sundhed.

Vi skal passe på det unyttige liv, fordi vi selv er en del af det, og fordi vi ikke kan være andet bekendt.

Sofie Graarup Jensen og Rasmus Ejrnæs
Hhv. biolog og professor

Den konstante nytteoptimering i landbrug og skovbrug har medført øget velstand og mindsket biodiversitet.

Hver gang.

Og mønstret gentager sig, hvis vi kigger ud i verden: Generelt finder vi den største biodiversitet i troperne, men den største velstand i Europa og Nordamerika.

I verdens mest enestående naturområder – den tropiske regnskov og savannen – gælder i øvrigt den samme grundregel: Vores egen viden stammer især fra Danmark, men vi har talt med Randers Regnskov, som beskytter regnskoven i Ecuador gennem opkøb.

Biolog Asser Øllgaard forklarede os, at den mest effektive naturbeskyttelse består i strategiske opkøb, som blokerer for udviklingen af vejnettet.

Så snart der er en vej, starter en lavine af skovrydning og opdyrkning og de truede arter kommer til at betale prisen for udviklingen.

En hån

Vi talte også med professor Grant Hopcraft, som leder Serengeti Research Program, og han fortalte, hvordan gnuerne undgår en mange kilometer bred randzone mellem savannen og landdistrikterne, hvor kvægavlere og krybskytter trænger sig ind på savannen og de vilde dyr.

Selvfølgelig kan man komme til at ødelægge naturlige økosystemer ved at forurene dem eller overudnytte dem.

Gode eksempler er det historiske landbrugs udpining af dyrkningsjorderne, nutidens næringsstofforurening af vores akvatiske økosystemer eller overudnyttelsen af fiskebestande og ødelæggelse af havbunden med bundslæbende redskaber.

Men løsningen af den type udfordringer hører til i afdelingen for husholdningsbudgetter.

Man skal udnytte naturen optimalt og undgå at skide i egen rede. Men hvis vi undgår det, får vi hverken vild natur eller biodiversitet.

Så får vi tømmerplantager, havbrug, dambrug, væksthuse, solceller og bølgende kornmarker.

Det er nemlig ikke de truede arter, som løfter funktionerne i økosystemerne – det er de almindelige insekter, som bestøver afgrøderne, almindelige regnorme og bakterier, som recirkulerer næringsstofferne og så videre. 

Vores velstand og overlevelse øges ikke ved at give plads til vild natur med ulve, vildsvin, vildheste eller sommerfugle som hedepletvinge eller mnemosyne.

Vi skal ikke passe på biodiversiteten, fordi det kan betale sig.

Det argument er ikke kun en hån mod de landmænd og skovdyrkere, som har perfektioneret nyttiggørelsen af naturen, men en hån mod livets mirakel.

Vi skal passe på det unyttige liv, fordi vi selv er en del af det, og fordi vi ikke kan være andet bekendt.