RUC-forsker: En grøn genstart er først rigtig grøn, hvis den er strukturel

Af Jesper Holm
Lektor, TekSam, RUC

Mulighederne for at genstarte samfundene efter coronatiden mod en grønnere fremtid er til debat i medierne, på Altingets Sommermøde og selv blandt erhvervslivets tunge aktører, og aftalen om den bindende klimalov og klimapartnerskabernes indspil til regeringens klimahandlingsplan har lagt fundamentet.

Derudover er Concitos ”Grøn genstart” og flere iagttageres udspil har trukket på EU’s ”New Green Deal” og ”From Farm to Fork”. Her er fokus på at tænke i strategiske overblik for nylig bakket op af forslaget om en genopretningsfond med grøn omstilling.

Jeg vil ovenpå Altingets Sommermøde under temaet ”Hvad skal vi som samfund lære af coronakrisen?” gerne stille skarpt på en vigtig side heraf: statens opbygning, myndighederne og deres måde at virke på som et anliggende for en længerevarende omstilling.

Tabuiserede spørgsmål burde stilles oftere
Er det sådan, at erfaringen og sansningen af nedlukning af krydstogtskibe, biler og fly, der står stille, giver en ny åbning for en reel omstilling? Giver tiden, vi har været igennem og stadig er i, reelt håb om mulighederne for mindsket luftforurening, håndtering af klimakrisen og en roligere hverdag?

Det er måske det, vi ser tegn på, når så mange diskuterer muligheder for omstillinger af, hvad der før var tabu at formulere: Behøver vi så stor en fossil transport- eller finanssektor? Skal permanent arbejde være livets grundlag? Skal man rejse kloden rundt for at realisere sig, ung som gammel? Er alle jobs virkelig nyttige? Kunne meget mindre af alt gøre det?

Med gamechangers som coronavirussen kommer friske forhåbninger til grønne investeringer, effektive klima- og naturpolitikker og neddrosling af visse godt lønnedes merforbrug. 

Jesper Holm
Lektor, TekSam, RUC

Den slags spørgsmål går bag om det selvfølgelige og burde i et liberalt demokrati være meget oftere stillet. Men først med nødvendighedens epidemipolitik sker der en affortryllelse, og hov – politik og planer kan faktisk gøre en forskel.

Med gamechangers som coronavirussen kommer friske forhåbninger til grønne investeringer, effektive klima- og naturpolitikker og neddrosling af visse godt lønnedes merforbrug. Men hvis vi skal tænke i varige tiltag ud over coronakrisetider, vil det være oplagt at se på selve statsapparatet og forvaltningen neden under politikken i Folketinget og i kommunalbestyrelserne.

Et grundlæggende vækstparadigme
Kunne der i selve statsformen og dens institutioner indbygges kim til en struktur, der understøtter en vedholdende forbedring i klima-, biodiversitets- og energi/ressourcepolitik?

Det diskuteres inden for politologien og sociologien i termer som den grønne stat, miljøstaten, den bæredygtige stat. Atter andre vil kalde det ”den økologiske stat”. Nogle tænker endda, at de vil tildele naturen rettigheder og indbygge global klimaretfærdighed i konventionerne eller grundloven.

Vi behøver blot at tænke på opkomsten af velfærdsstaten i 50’erne eller tilblivelsen af konkurrencestaten op gennem 80’erne og 90’erne for at fange idéen. Med opbygningen af politisk-økonomiske strategier, der sigtede mod en evig økonomisk vækst, og dens fordeling blev arbejde, virksomheder og uddannelse rettet ind mod vækstens opretholdelse. Det er ideologisk og kontant sikret gennem mangfoldige politikker og opretholdt gennem skiftende politiske alliancer.

Men neden under disse er informationsapparatet, de finanspolitiske budgetmodeller og planværktøjerne underlagt den markeds- og socialliberale styringsmodel. Der har i denne ånd længe været diskussioner af nødvendigheden af at afløse finanspolitikkens styringsmodeller for den samlede samfundsøkonomi med noget andet.

Der er med andre ord bias og favorisering i hele statsapparatet i en bestemt retning, der hæmmer nok så lystne politikeres ønsker om at genstarte samfundet i en grønnere retning. En indbygget bias, der per automatik prioriterer vækst frem for ressourcegrundlag, gør socialpolitik til arbejdsmarkedspolitik eller ser konkurrencestrategier i it- og uddannelsespolitikken.

At det forholder sig sådan, så vi tydeligt i tidligere regeringer, der ønskede en afvikling af, hvad der var blevet stablet på benene i hele samfundet til kontinuerlige forbedringer kaldet økologisk modernisering. Her skete en decimering af Miljøstyrelsen, fjernelse af amternes natur- og miljøekspertise og senest tvangsforflytningen af Miljøstyrelsen til Odense med overgangens tab af viden og kompetence. Eller da man indforskrev markedsliberale styringsparametre i miljø-, energi og klimapolitikken dikteret fra Finansministeriet. Altså politiske tiltag rettet mod institutionerne for at manøvrere politikken et bestemt sted hen.

Vi skal flytte ind i den økologiske stat
Denne viden bør komme kræfter, der vil en bæredygtig omstilling, til gode. Så hvordan vil vi kunne flytte ud af konkurrencestaten og danne et nyt institutionelt grundlag, der flytter os ind i den økologiske stat? En stat med et data-, prioriterings- og moniteringsapparat, der registrerer og informerer om økologiske balancer i ressourcelagre, biodiversitet og kulstofkredsløb som overordnet retningslinje koblet på de øvrige styringsparametre?

Men også en stat med et vidtforgrenet administrativt prioriteringsgrundlag, der som et andet socialt økosystem tilskynder at justere statslige inputs til kontinuerlige miljø- og klimaoptimeringer i offentlig som privat husholdning og produktion? Og hvordan vil vi opbygge et system, der inddrager Kate Raworth's ”doughnut-økonomi” og hendes vision om at skabe en økonomi, der tilfredsstiller de basale menneskelige behov uden at overskride jordens planetære grænser (en strategi, som Amsterdam er ved at indoptage)?

Og hvordan indbygges overvågningsenheder, vurderingskriterier og målemetoder, der grundlæggende favoriserer programmer og politikker udi cirkulær økonomi, i bæredygtigt forbrug og arealdisponering og i koblet materiale- og energiudnyttelse i erhverv og lokalområder?

Den økologiske stat som fremtidens stat, skal gerne skal give billeder af en sværm af enheder, der i sit eget politisk-økonomiske økosystem søger at stille skarpt på naturens samme og interagere i respekt heroverfor.

Klimaloven bør have en økologisk kerne
Det er her, Connie Hedegaards fromme ønske om en dansk regerings strategiske klimapolitiske overblik kunne få en udmøntning. Ikke kun i ambitionerne om sektoroverskridende koordineret indsats, men i indbygning af mekanismer i institutionerne, der vil kunne balancere det rådende markedsliberale vækstregime mod et ressourcebalancerende klima- og biodiversitetsregime.

Det er selvfølgelig politik, så lad os tage udgangspunkt i den klimalov, som Folketinget har vedtaget med stort flertal. Her kaldes på klimapartnerskaber, handlingsplan, årlige klimaprogrammer og redegørelse med handlepligt. Det bør være med en kerne af institutionel opbygning i den ny økologiske stat.

Men omvendt skal vi også se på, hvilke succesrige pionértiltag og omstillinger der er realiseret af virksomheder, brancher, hverdagsmagere, regulering og planlægning gennem de sidste 40 år på miljøområdet. Hvad kan vi lære deraf i opbygningen af den økologiske stats data- og informationsskabende institutioners virkemåde?

Det kræver mange bidrag fra forskere og forvaltere med erfaringer i politisk magt og identitet, systembygning eller effektiv økosystemisk holdbarhed.