Dødsfald: Forhenværende chef for DR-Bornholm Leo Rix (80)
Den mangeårige programchef for Bornholms Radio, i dag DR Bornholm, Leo Rix, Rønne, er død, 80 år gammel. Han begraves onsdag 30. oktober på sin hjemø.
![Rasmus Nielsen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/6-rasmus-nielsen-2-48.jpg)
Rasmus Nielsen
UdgiverLeo Rix er et navn, der, så længe nogen kan huske, er knyttet til Bornholm; men faktisk er han født i Viborg. Navnet er også lænket til journalistik – men det begyndte til søs: For efter realeksamen kom han som 18-årig på Statens Søfartsskole i Frederikshavn. Året efter blev han skibsdreng i Østasiatisk Kompagni og senere jungmand i Det Forenede Dampskibs-Selskab.
Værnepligten foregik i Flyvevåbnet, inden han i 1961 – og nu går han i land – blev journalistelev ved den socialdemokratiske avis Bornholmeren i Rønne og samtidig udlært fra Danmarks Journalisthøjskole.
Fra 1965 til 1973 var han journalist ved Ritzaus Bureau. Først i København og senere i Aarhus, hvor han sideløbende tog scient.pol.-deleksaminer i sociologi og politisk historie ved Aarhus Universitet.
I 1973 flyttede han tilbage til Bornholm og blev journalist på Bornholms Radio, der dengang hørte under den nyetablerede Provinsafdelingen i Aarhus, hvor han altså kom fra.
Her gjorde den venlige, lune og stilfærdige mand smuk karriere og var fra 1987 til 1994 programchef, inden han blev seniorproducer frem til sin pension i 2006.
I en kort årrække var han formand for Rønne Sejlklub – dér var havet igen – samt chairman for Four Corners Journalist Club 2001-2002.
Leo Rix var far, svigerfar og bedstefar.
Leo Rix begraves fra Sankt Ibs Kirke på Bornholm onsdag 30. oktober klokken 13.
Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
![](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/person/18404/leo-rix.png)