Dødsfald: Fhv. formand for Aldrig Mere Krig Geert Magnus Grønnegaard (84)
Civilingeniør, forhenværende formand Geert Magnus Grønnegaard, Ringsted, er død, 84 år gammel.
![Redaktionen](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/4694-redaktionen-2-48.png)
Redaktionen
Geert Magnus Grønnegaard havde selv en militær baggrund, men blev kendt som fredsaktivist – han var en årrække formand for foreningen Aldrig Mere Krig.
Geert Magnus Grønnegaard blev flyverløjtnant i Værløse, derpå civilingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt og reserveofficer.
Officeren blev aktivist i Aldrig Mere Krig, hvor han i 1997 blev formand.
Tilbage i 1964 blev Geert Magnus Grønnegaard opstillet for Fredspolitisk Folkeparti, som dog ikke opnåede valg til Folketinget.
Han var i 1976 konsulent for den daværende radikale landsformand, K. Helveg Petersen, for at rådgive om en ny lov om våbenproduktion, så arbejdsløse kunne sige nej til våbenproduktion – uden at miste dagpenge.
Ved siden af et næsten fuldtidsarbejde som aktivist spillede Geert Magnus Grønnegaard bridge på højt niveau, var ansat i en række ingeniørfirmaer og blandt andet udsendt i udviklingsprojekter.
Privat nåede han at fejre guldbryllup med sin hustru, Loulou, som han fik tre sønner med.