DI: Ministeren skaber usikkerhed på socialområdet

Af Jakob Scharff
Branchedirektør i DI

Debatten om en styrkelse af socialtilsynet har givet indspark fra mange vinkler. Vi er blevet præsenteret for mange løsninger på, hvordan vi kommer enkeltsager om lykkeriddere og børnehjemsbaroner til livs. 

Senest har social- og indenrigsministeren foreslået, at private aktører forbydes på socialområdet og i stedet skal omdannes til selvejende institutioner.

Men de ordentlige og seriøse private tilbud fortjener bedre end at blive udsat for det som mest minder om en form for nationalisering.

Social- og Indenrigsministeriet seneste tal fra i år viser, at private tilbud udgør hver tiende kvindekrisecenter, hver tiende botilbud til voksne og hver femte anbringelsessted til børn og unge. 

Tilsammen står der private aktører bag over 700 sociale tilbud. De mest udsatte af vores medborgere, som er visiteret til private tilbud, har komplekse diagnoser og kræver derfor højt specialiserede tilbud og personale. 

Giver vi borgerne og deres pårørende en stemme, forbedrer information om tilbuddets kvalitet, og gør det tilgængeligt for visitatorer, aktører og pårørende samt styrker tilsynene, kan vi komme rigtig langt i arbejdet med at sikre endnu bedre sociale tilbud til de borgere, som det burde handle om.

Jakob Scharff
Branchedirektør i DI

Og vi er som samfund dårligt tjent med en one-size fits all-tilgang. 

Private aktører er også ildsjæle
Gennem en årrække har vi i Danmark skabt et stærkt offentlig-privat samarbejde, hvor private og offentlige aktører kan tilbyde forskellige tilbud.

Derfor bør debatten også fokusere på, hvordan vi sikrer udvikling og de nødvendige investeringer i de specialiserede tilbud.

Seriøse private aktører bør inviteres til at bidrage mere på området – ikke afskæres fra at bidrage. 

For deres eksistensberettigelse er, at de over en bred kam er ildsjæle, som ønsker at levere de bedst mulige tilbud for de borgere, som de får ansvaret for. Nøjagtig som deres offentligt ansatte kollegaer. Motivationen er ofte den samme, men tilgang og løsning forskellige. 

De private tilbud er ofte tidligere offentlige ansatte, der har arbejdet på offentlige tilbud og tænkt: "Det kan gøres på en anden måde". Og det er kun godt. 

I DI mener vi, at et miks af offentlige, selvejende og private tilbud er den bedste måde at sikre de nødvendige investeringer og specialisering på. Men for at nå dertil kræver det, at vi sætter ind på flere fronter, og løsningen findes ikke i friskolelovgivningen.

Løsningen findes heller ikke i et kategorisk og dogmatisk krav om at private tilbud skal omdannes til selvejende institutioner – uanset tidshorisont.

Uvis fremtid for udsatte borgerne
For vi ender det samme sted uanset længden af overgangsperioden. 

Krav om, at private tilbud skal omdannes til selvejende institutioner betyder, at det fremover bliver, ja, selvejende og dermed ikke længere private. Uanset hvordan ministeren og andre ønsker at italesætte det, så bliver en hel ejerskabsform udelukket fra området. 

Hvorfor? Fordi deres navn slutter med et A/S, ApS, I/S eller lignende. En undersøgelse fra DI viser, at tre ud af fire privat tilbud vil overveje at lukke deres tilbud, hvis et loft mod profit blev gennemført. 

Konsekvenserne af dette kan betyde 2.500 færre pladser på højt specialiserede tilbud. Pladser til vores mest udsatte borgere som i dag modtager tilbud af høj kvalitet, men skal flyttes, fordi private virksomheder ikke længere er velkommen til at bruge deres kompetencer og specialiserede viden på området.

Hvad der skal ske med borgere, hvis tilbud bliver lukket, står hen i det absolut uvisse. Men det er i sidste ende kommunerne, der kommer til at stå med opgaven. 

Den opgave bliver svær at løse, fordi tilbuddene er højt specialiserede. Og som direktør i Høje Taastrup Kommune, Charlotte Markussen, skriver i et debatindlæg, så er der ”ingen direktør ved sine fulde fem, der går til byrådet og beder om 100 millioner kroner til etablering af et nyt specialtilbud”.

En populistisk idé
Ministerens forslag virker i stedet mere som en fiks og populistisk idé, der er båret af ideologiske overbevisninger fremfor et ønske om at gøre tilbuddene bedre for borgerne. 

Vi deler i DI ministerens ambition om at gøre op med brodne kar. Men konsekvensen skal ikke være, at man lukker en hel privat sektor. 

På samme måde som vi ikke lukker alle kommunale plejehjem, fordi der er sket fejl på enkelte kommunalt plejehjem. 

Som statsministeren sagde i sin åbningstale sidste år: ”Og her i Folketinget skal vi blive bedre til at holde fingrene væk. Også når der er begået fejl. Vi skal lade være med at lovgive om enkeltsager”.

I stedet bør fokusset rettes mod tre områder. For det første socialtilsynet styrkes med kompetencer inden for økonomiske forhold. Tilsynet skal kunne gennemgå ikke kun budgetter men også regnskaberne. 

En sådan styrkelse af tilsynets kompetencer vil også betyde, at vi får en større gennemsigtighed i takststrukturen i både offentlige og private tilbud. Det er der brug for.

Fokus på myndighed og kvalitet
For det andet skal vi have fokus på, om kommunerne opfylder deres rolle som myndighed. 

Med det mener jeg, at vi skal have styrket det personrettede tilsyn og sikre, at kommunerne følger op på de borgere, som de har visiteret til forskellige tilbud, som også Danske Handicaporganisationer har argumenteret for i denne fagdebat. 

Det er nødvendigt, at opfølgningen ikke blot bliver på må og få. Eller kun de tilbud, som lige er geografisk i nærheden af visitatorerne. 

For det tredje skal vi have styrket fokus på kvaliteten i tilbuddene. Det er i relation til den kvalitetsmæssige evaluering, som Socialtilsynet foretager, men også tilbuddenes personalesammensætning, de pårørende eller borgerens egen tilfredshed med tilbuddet eller sygefraværet pr. ansat skal være tilgængeligt i enten tilsynsrapporter eller på Tilbudsportalen.