Knud Aarup: Man kan ikke "tilsyne" sig til kvalitet

Af Knud Aarup
Tidligere direktør i Socialstyrelsen

I 2013 var forventningerne store, da lovforslaget om den nye forvaltningsenhed, socialtilsynet, blev behandlet i Folketinget. 

Alle folketingets partier fremhævede, at socialtilsynet ville forhindre de kedelige enkeltsager om fejlagtige og fornedrende behandling af borgere. 

Og socialtilsynet ville løfte den generelle kvalitet på de sociale tilbud til børn, unge og voksne. I det mindste ville bundniveauet blive forbedret.

Det er imidlertid ikke sket. Der er hverken sket et generelt løft af tilbudskvaliteten på det sociale område, og vi har i de forløbne godt seks år siden lovens ikrafttræden haft lige så mange og graverede enkeltstående sociale skandalesager. 

Så hvad gik galt med socialtilsynet?

Vi har generelt ikke fået et løft i de sociale indsatser over for børn, unge og voksne med særlige behov. Man kan vel knap nok sige, at "bunden af institutionerne" er løftet.

Knud Aarup
Tidligere direktør i Socialstyrelsen

Det er der mange svar på. Det blev dimensioneret med for få midler og for få muskler. Det overtog mange medarbejdere fra kommunerne, som ikke havde tilstrækkelige socialfaglige kompetencer. 

En god kvalitetsmodel gør det ikke alene
Indsatserne på tværs af landet blev for forskellige, fordi Socialstyrelsen ikke havde magt til at lave en ordentlig ensretning mellem de fem tilsyn.

Der var også de sædvanlige mangler, som ofte er ved ny lovgivning, for eksempel, at institutioner, som er del af koncerner, kan flytte tilsyn ved at skifte adresse og lignende.

Alle disse eksempler er del af forklaringen på, hvorfor socialtilsynet ikke er lykkes. 

Jeg vil imidlertid trække nogle mere principielle problemer fra, som hænger sammen med de generelle udfordringer på det sociale område.

For at støtte godkendelse af og tilsyn med alle sociale tilbud fra 2014 blev der udarbejdet en ny lovbestemt kvalitetsmodel. 

Den repræsenterer på mange måder en positiv nytænkning, blandt andet fordi den er lavet ud fra en socialfaglig viden om, hvad der betyder noget for personer i sociale tilbud. 

Der er derfor fokus på, at tilbuddet støtter borgerne i at udnytte deres fulde potentiale i forhold til skolegang, uddannelse og beskæftigelse samt, at tilbuddet understøtter borgernes evne til at udvikle relationer til andre mennesker og leve et selvstændigt liv i overensstemmelse med egne ønsker og behov. 

Begge disse forhold bidrager til, at børn, unge og voksne med særlige behov har dårlig uddannelse, og at de derfor ofte ender på overførselsindkomst. 

Stil konkrete kompetencekrav
Videre er der fokus på faglig viden om målgrupper, fokus på ledelse, drift og tilbuddets fysiske rammer med videre.

Det er opfølgning på de syv temaer, som er grundlaget for selve godkendelses- og tilsynsarbejdet.

Ideen med en fælles kvalitetsmodel blev imidlertid i forbindelse med lovens implementering langsom, men sikkert udvandet. Der er fokus på viden om målgruppen, men der bliver ikke stillet konkrete krav om, hvilket niveau denne viden skal være på, og kun i enkelte tilfælde har tilsynet sendt personalet på efteruddannelse. 

Resultatet er, at tilsynet har godkendt institutioner både på børn, unge og voksenområdet, hvor der er plads til 26 borgere, men hvor de kan være fordelt på 15-20 målgrupper. 

Man kan for eksempel i samme tilbud rumme både borgere med AHDH, autisme, infantil autisme, indadvendte psykiske problemer og udadreagerende og så videre. Og så kan de samtidig være domsanbragte, altså have en meget grænseoverskridende adfærd. 

Alt dette uden at der er et konkret formuleret krav om en dokumenteret erfaring og viden om nogen af målgrupperne.

Det eneste rigtige vil være at stille konkrete kompetencekrav for at en institution kan godkendes. Det næstbedste er at stille krav om at ledelsen besidder formelle kompetencer i forhold til de konkrete målgrupper, som institutionen er godkendt til.

Her vil KL og finansministeriet sandsynligvis "slå op i banen" og sige at det bliver for dyrt. Men kvaliteten af det sociale arbejde på tilbuddene øges ikke, før kravet om kompetencer bliver gennemført.

Mangler det personrettede tilsyn
Med socialtilsynet flyttede man den overordnede institutions-godkendelse og tilsyn fra kommunerne til de fem tilsynsenheder. 

Men Folketinget flyttede desværre ikke samtidig det personrettede tilsyn. Det ligger derfor fortsat hos kommunerne. Det var en klar fejl, at man på den måde skilte de to former for tilsyn.

For det første, fordi de er sider af samme sag. De hænger uløseligt sammen, fordi det centrale i vurderingen af et socialt tilbud først og sidst er knyttet til, hvordan barnet, den unge eller voksne har det og udvikler sig.

For det andet fordi mange kommuner ikke fagligt magter store dele af det socialfaglige udviklingsarbejde. Allerede før lovens vedtagelse påviste Ankestyrelsen i 2012, at mange kommuner havde problemer med det personrettede tilsyn. 

De mangler faglig viden og evne til at vurdere den enkelte anbragtes udvikling. Og udviklingen siden 2014 har vist, at kommunerne under et i bedste fald varetager det personrettede tilsyn i meget forskelligt omfang og med forskellig kvalitet. 

Nogle varetager det ikke eller kun telefonisk, og det har givet store problemer på for eksempel handicapområdet og på psykiatri-institutionerne. Andre kommuner gør det personrettede tilsyn til en forhandling om taksten for det kommende år. Det er især på børne- og ungeområdet.

Grund til skuffelse
Meget tyder således på, at situationen i mange kommuner er den, at heller ikke kommunens myndighedsafdeling med de mange socialrådgivere besidder den nødvendige socialfaglige og socialpædagogiske kompetence til at kunne varetage et redeligt personrettet tilsyn forsvarligt

En ændring af lov om socialtilsyn skal sikre, at det personrettede og det institutionelle tilsyn samles, og at læring for de enkelte tilbud får et klart fokus på de enkelte børn, unge og voksne.

Så, hvor stiller det lov om socialtilsyn?

Hvis vi først ser på intentionen med loven, således som lovgiver formulerede det ved førstebehandlingen i Folketinget, så må vi konstatere, at lovgiver og alle os andre har grund til at være skuffet. 

Vi har generelt ikke fået et løft i de sociale indsatser over for børn, unge og voksne med særlige behov. Man kan vel knap nok sige, at "bunden af institutionerne" er løftet. Alle de institutioner og tilbud, som er nedlagt i de seneste år, er ikke nødvendigvis de dårligste.

Så det er fortsat et meget stort lotteri, hvilken institution borgere med særlige behov havner på. Det hænger ikke mindst sammen med det elendige styringssystem på det sociale område, hvor store grupper af socialrådgivere sidder og bestemmer over borgerne og deres fremtid. 

Og det vel at mærke uden at kende borgernes konkrete situation, fordi de er alt for langt væk fra borgerne, deres pårørende og de livssituationer borgerne befinder sig i.