Trods milliarder til kommunerne sikrer ny økonomiaftale ikke bedre velfærd

Den nye økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne cementerer, at der bliver ændret grundlæggende på de årlige armlægninger mellem stat og kommuner inden for ganske få år.

Forandringerne handler ikke kun om, at aftalen giver det største reelle løft af økonomien, kommunerne har oplevet i ti år. Eller at den sidste rest af den tidligere V-regerings såkaldt omprioriteringsbidrag bliver lagt endegyldigt i graven.

De to ting synes mere at være afledte konsekvenser af den egentlige tektoniske forskydning; nemlig at definitionen af offentlig nulvækst har forskubbet sig i den brede politiske debat.

Siden finanskrisens indtog har kommunerne år efter år kæmpet for blot at bevare status quo i deres bevilling, målt i kroner. Nulvækst i økonomien var at få lige så mange penge, som man gjorde året før, uanset at der igennem årene blev stadig flere ældre.

Med den nu afdøde tidligere KL-formand, Jan Trøjborgs (S), ord var nulvækst derfor "mindre end ingen vækst."

Med aftalen om kommunernes økonomi i 2020 er spørgsmålet om nulvækst imidlertid rykket endnu et skridt væk fra den klassiske økonomiske diskussion om at få lige så mange kroner næste år som i indeværende år.

I stedet er nulvækst i højere grad blevet et spørgsmål om, hvad der skal til for at bevare status quo i den lokale og regionale velfærd.

Nyt nulpunkt for velfærden
Da finansminister Nicolai Wammen (S) og KL's formandskab fredag formiddag præsenterede aftalen, var de nået til enighed om, at en udvidelse af kommunernes økonomiske ramme med 1,7 milliarder kroner kun lige rækker til at bevare det nuværende niveau i den lokale velfærd.

Havde finansministeren selv kunnet bestemme, ville han formentlig ikke kun have talt om et milliardløft af kommunernes økonomi, men også om et reelt løft af velfærden. Skulle han 'kun' finde penge til at dække det stigende antal ældre og børn, ville det nemlig ifølge Finansministeriets nyeste opgørelse blot have kostet ham en milliard.

I stedet lykkedes det KL at knæsætte, at status quo i kommunernes økonomi – i hvert fald i 2020 – ikke kun forudsætter statslig kompensation for den rent demografiske udvikling, men også for vækst i udgifter, der ligger ud over, hvad demografien i sig selv tilsiger.

Det er værd at bemærke.

Også selvom det burde drysse en smule malurt i det kommunale bæger, at en mindre justering af Danmarks Statistisks befolkningsfremskrivning på papiret har gjort det godt 500 millioner kroner billigere for regeringen at dække kommunernes demografisk betingede udgiftsstigninger.

Forbedringer gemt til finanslov
Det økonomiske opsving er utvivlsomt en afgørende del af forklaringen på, at forhandlinger om den offentlige økonomi italesættes inden for en anden ramme end under tidligere års krisetid.

Men man skal heller ikke være blind for, at landets kommuner og KL igennem de seneste år har haft en offensiv og koordineret indsats for at få gjort de demografisk betingede udgiftsstigninger til 'top of mind' på den landspolitiske dagsorden.

Samlet set er den politiske virkelighed nu, at Socialdemokratiets valgløfter om at "lægge en bund" under velfærden på papiret er løst for 2020 med de økonomiaftaler, regeringen den forgange uge har indgået med kommuner og regioner.

Og at bundniveauet ligger ud over, hvad den rene demografiske vækst isoleret fordrer af økonomi.

Med de kommende finanslovsforhandlinger vil Nicolai Wammen og kompagni så kunne lægge an til at indgå aftaler, der vil kunne præsenteres som deciderede velfærdsforbedringer. I første omgang ved blandt andet at styrke normeringerne i landets daginstitutioner.

Det vil give regeringen et klart svar på et spørgsmål, der blev rejst igen og igen på pressemødet ved præsentationen af aftalen om kommunernes økonomi.