Analyse: Ændret satspuljelogik varsler nyt årligt rivegilde
ANALYSE: En millionstor pulje til en handlingsplan for det gode ældreliv måtte lade livet for at sikre den demenshandlingsplan, regeringen havde lagt op til at droppe. Annullering af tidligere aftalte satspuljeprojekter kan blive en standardmanøvre fremover.
Simon Lessel
RedaktørI udgangspunktet lignede sidste måneds præsentation af erstatningen for satspuljen – reserven – alle andre tidligere præsentationer.
Selvom der denne gang var langt færre penge at fordele, og aftalen blot blev præsenteret med en pressemeddelelse uden det vanlige pressemøde, var det alligevel muligt at udpege de forskellige lunser på aftalen, som hvert parti kunne frame som deres sejr i forhandlingerne. Regeringen kunne fejre en exitpakke til prostituerede, DF og Venstre fik kæmpet store dele af demenshandlingsplanen tilbage i puljen og så fremdeles.
Men zoomer man yderligere ind på dette års kampplads for reserven, nemlig ældreområdet, var noget alligevel fuldstændig anderledes.