Kommentar af 
Kasper Jensen

Som tidligere hjemløs ved jeg, at hverdagens kamp er den vigtigste. Men det er regeringen blind for

Regeringen svigter i sin nye sundhedsreform mennesker med mentale lidelser. Jeg savner en plan for, hvordan man skaber sammenhæng mellem behandling i psykiatrien, opfølgning i socialpsykiatrien og den videre vej til uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og civilsamfund, skriver Kasper Jensen.  

Når man fra centralt hold ikke er bedre til at indse, hvor kommuner og regioner supplerer hinandens arbejde, i den daglige behandling, frygter jeg, at vi ender med en endnu større silo, skriver Kasper Jensen. 
Når man fra centralt hold ikke er bedre til at indse, hvor kommuner og regioner supplerer hinandens arbejde, i den daglige behandling, frygter jeg, at vi ender med en endnu større silo, skriver Kasper Jensen. Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Kasper Jensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

 

I 2016, da jeg var hjemløs og uden for uddannelse og arbejde, var den person, jeg havde mest hyppig kontakt med, en kommunal kontaktperson.

Jeg så denne person tre til fem gange så meget, som jeg fik behandling i psykiatrien. Det er støtten i hverdagen, der hjælper mennesker med at komme på benene. Det er her, det store arbejde bliver gjort.

Det er enormt skuffende at se regeringens oplæg til en ny sundhedsreform, hvor psykiatrien nærmest glimrer ved sit fravær.  

Kasper Jensen

Jeg mangler ærligt en passende metafor for ovenstående, men det der kommer tættest på, er, at behandlingen i psykiatrien er som taktisk træning. Her aftaler man, hvad der skal arbejdes på.

Det er i hverdagen, at "kampen" spilles. Det er her, at de ting, der aftales i behandlingen, skal afprøves. Det helt centrale problem opstår, når patienten ikke har ressourcerne eller kompetencerne til at følge den aftalte plan. 

For mig var den ugentlige gåtur og kaffe med cheesecake på Marias Kaffebar på Nørrebro afgørende for, at jeg kunne (gen)opbygge mig selv.

Jeg gik fra at have dødsangst over at handle i Netto om eftermiddagen til at være i fuldtidsarbejde. Det tog tid, men investeringen var det hele værd. Kontakten med kommunen gjorde også, at jeg oplevede, at nogen turde stille krav til mig og forvente noget af mig.  

For cirka to år siden fik vi, hvad der skulle have været et historisk løft af psykiatrien med ti-års planen, som skulle gøre op med den udsultning, patienter, pårørende og personale har mærket gennem årtier.

Konsekvensen var tydelig i sommeren 2022, hvor den tragiske episode i Fields fandt sted. En tragedie, hvor konsekvensen af en psykiatri, der ikke kan give den nødvendige behandling i tide, blev tydelig for alle.  

Læs også

 
Her to år efter venter vi stadig på løftet af psykiatrien.

Jeg tror desværre, der er meget lange udsigter til, at patienter oplever en bedre behandling. Samt at pårørende får en tryghed i, at deres kære bliver taget hånd om, og at personalet oplever mere rimelige arbejdsforhold. Udmøntningen i konkrete initiativer her to år efter er nemlig ikke eksisterende.  

Det er enormt skuffende at se regeringens oplæg til en ny sundhedsreform, hvor psykiatrien nærmest glimrer ved dens fravær. For mig virker det som om, at man simpelthen ikke har mod på at løfte opgaven.

Imens er ventetiden på at komme til en psykiater i dag cirka 1,5 år i gennemsnit. Hvor mange andre patientgrupper ville acceptere det?  

Når ikke man formår at bygge bro mellem indsatsen, der laves i kommunen, med behandlingen i psykiatrien, når vi ikke rigtig ud af startblokken med en bedre psykiatrisk behandling.

En af mange udfordringer med gruppen, der har mentale lidelser, er, at de i øjeblikket ikke har kapaciteten til at blive på en uddannelse eller i arbejde, fordi de har det dårligt.

Hvis ikke socialpsykiatrien følger med, frygter jeg, at det blot vil skabe endnu større frustrationer for patienter, pårørende og personale.

Kasper Jensen

Den behandling, man modtager i regionsregi, har dårlige forudsætninger for at virke, hvis ikke man får indtænkt den kommunale støtteindsats, der supplerer arbejdet og hjælper med at vinde i dagligdagens ”kamp”.  

Desværre er der ikke tegn på fornyelse fra centraladministrationen. Tværtimod føles det mere som gammel vin på nye flasker.

Der er ikke lagt op til meget andet end at samle psykiatrien under somatikken. Men hvis ikke socialpsykiatrien følger med, frygter jeg, at det blot vil skabe endnu større frustrationer for patienter, pårørende og personale.

For hvor ender man som borger, og hvor lidt kan vi tillade os at forvente? 

At få tænkt nogle konkrete initiativer ind i sundhedsreformen burde ellers være som at sparke en åben dør ind.

Når regeringen vil lave kronikerpakker, kunne det være oplagt at indtænke en minimumsbehandling, man som borger modtager, når der sker en udredning og en psykisk diagnose.

Det kunne eksempelvis være et tilbud om et forløb, hvor man lærer hvilke kendetegn, der er ved egen diagnose, og hvordan det kan skabe forhindringer - og ting man skal være opmærksom på. Det ville være simpelt, men ekstremt gavnligt.

I dag er der mennesker, der går og bruger mange år på ikke at kunne forstå, hvorfor de har så svært ved at få deres liv til at hænge sammen.  

Når man fra centralt hold ikke er bedre til at indse, hvor kommuner og regioner supplerer hinandens arbejde, i den daglige behandling, frygter jeg, at vi ender med en endnu større silo. Og hvis vi insisterer på at have de siloer, er spørgsmålet egentlig, om vi skal flytte socialindsatsen over i regionerne, eller psykoedukationen (den daglige behandling der ikke handler om medicin) over i kommunerne 

Læs også

For to år siden skrev jeg, hvordan behandlingen af mennesker med psykiske diagnoser i grunden er et brud på vores samfundskontrakt. Bruddet fortsætter, og det sker med åbne øjne.

Jeg savner en gennemarbejdet plan inden for psykiske lidelser, hvor man binder et bånd mellem behandling i psykiatrien og opfølgning i socialpsykiatrien og klare initiativer, der bygger bro til uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og civilsamfund.

Det sidste betyder forskellen mellem passiv forsørgelse på overførelsesindkomst og ensomhed, og et liv med højere livskvalitet, fællesskaber og selvforsørgelse.

Jeg taler af erfaring. Stoltheden ved egen løn, efter år på støtten, kan ikke undervurderes. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Jensen

Rådgiver og projektleder, Nextstep
MSc in Business Administration and Philosophy, CBS

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024