Som tidligere hjemløs ved jeg, at hverdagens kamp er den vigtigste. Men det er regeringen blind for

Jeg tror desværre, der er meget lange udsigter til, at patienter oplever en bedre behandling. Samt at pårørende får en tryghed i, at deres kære bliver taget hånd om, og at personalet oplever mere rimelige arbejdsforhold. Udmøntningen i konkrete initiativer her to år efter er nemlig ikke eksisterende.  

Det er enormt skuffende at se regeringens oplæg til en ny sundhedsreform, hvor psykiatrien nærmest glimrer ved dens fravær. For mig virker det som om, at man simpelthen ikke har mod på at løfte opgaven.

Imens er ventetiden på at komme til en psykiater i dag cirka 1,5 år i gennemsnit. Hvor mange andre patientgrupper ville acceptere det?  

Når ikke man formår at bygge bro mellem indsatsen, der laves i kommunen, med behandlingen i psykiatrien, når vi ikke rigtig ud af startblokken med en bedre psykiatrisk behandling.

En af mange udfordringer med gruppen, der har mentale lidelser, er, at de i øjeblikket ikke har kapaciteten til at blive på en uddannelse eller i arbejde, fordi de har det dårligt.

Hvis ikke socialpsykiatrien følger med, frygter jeg, at det blot vil skabe endnu større frustrationer for patienter, pårørende og personale.

Kasper Jensen

Den behandling, man modtager i regionsregi, har dårlige forudsætninger for at virke, hvis ikke man får indtænkt den kommunale støtteindsats, der supplerer arbejdet og hjælper med at vinde i dagligdagens ”kamp”.  

Desværre er der ikke tegn på fornyelse fra centraladministrationen. Tværtimod føles det mere som gammel vin på nye flasker.

Der er ikke lagt op til meget andet end at samle psykiatrien under somatikken. Men hvis ikke socialpsykiatrien følger med, frygter jeg, at det blot vil skabe endnu større frustrationer for patienter, pårørende og personale.

For hvor ender man som borger, og hvor lidt kan vi tillade os at forvente? 

At få tænkt nogle konkrete initiativer ind i sundhedsreformen burde ellers være som at sparke en åben dør ind.

Når regeringen vil lave kronikerpakker, kunne det være oplagt at indtænke en minimumsbehandling, man som borger modtager, når der sker en udredning og en psykisk diagnose.

Det kunne eksempelvis være et tilbud om et forløb, hvor man lærer hvilke kendetegn, der er ved egen diagnose, og hvordan det kan skabe forhindringer - og ting man skal være opmærksom på. Det ville være simpelt, men ekstremt gavnligt.

I dag er der mennesker, der går og bruger mange år på ikke at kunne forstå, hvorfor de har så svært ved at få deres liv til at hænge sammen.  

Når man fra centralt hold ikke er bedre til at indse, hvor kommuner og regioner supplerer hinandens arbejde, i den daglige behandling, frygter jeg, at vi ender med en endnu større silo. Og hvis vi insisterer på at have de siloer, er spørgsmålet egentlig, om vi skal flytte socialindsatsen over i regionerne, eller psykoedukationen (den daglige behandling der ikke handler om medicin) over i kommunerne 

For to år siden skrev jeg, hvordan behandlingen af mennesker med psykiske diagnoser i grunden er et brud på vores samfundskontrakt. Bruddet fortsætter, og det sker med åbne øjne.

Jeg savner en gennemarbejdet plan inden for psykiske lidelser, hvor man binder et bånd mellem behandling i psykiatrien og opfølgning i socialpsykiatrien og klare initiativer, der bygger bro til uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og civilsamfund.

Det sidste betyder forskellen mellem passiv forsørgelse på overførelsesindkomst og ensomhed, og et liv med højere livskvalitet, fællesskaber og selvforsørgelse.

Jeg taler af erfaring. Stoltheden ved egen løn, efter år på støtten, kan ikke undervurderes.