Fiskerne blander sig i striden om landbrugets udledning af kvælstof: Der skal ske noget drastisk nu

Danmarks Fiskeriforening vil have gjort op med landbrugets kvælstofudledning, så der igen bliver fisk at fange.

For fiskerne handler iltsvind i de danske farvande om deres levebrød. Derfor vil de have sat effektivt ind for landbrugets kvælstofudledning.
For fiskerne handler iltsvind i de danske farvande om deres levebrød. Derfor vil de have sat effektivt ind for landbrugets kvælstofudledning.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dorte Ipsen Boddum

De danske fiskere har hidtil tiet stille i de politiske forhandlinger om landbrugets kvælstofudledning, men nu tager formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend Erik Andersen, bladet fra munden.

Der skal ske noget drastisk – nu, lyder opråbet. For fiskerne handler det om deres levebrød.

”Da trepartsaftalen med organisationerne blev præsenteret, var vi ude at rose, at der endelig blev gjort noget ved landbrugets kvælstofudledning. Nu har vi en forventning om, at man kommer i mål med det, og at man endelig får håndteret de alvorlige problemer med havmiljøet. Vi har råbt op om problemerne i de indre danske farvande og langs kysterne i 15 år,” siger Svend Erik Andersen.

Kvælstof presser regeringen

Opråbet lander i de højspændte politiske forhandlinger om en politisk aftale om den grønne trepart, som regeringen gerne have set afsluttet for længst.

Det vil ikke bare være et stort svigt af havnaturen og borgerne i kystkommunerne, men også af dansk fiskeri, hvis regeringen vælger den slappeste og dårligste model for kvælstofreduktion

Maria Reumert Gjerding
Præsident for Danmarks Naturfredningsforening

Kvælstof er blevet den helt store knast, som regeringen og oppositionen indtil videre ikke har fundet et kompromis på.

På bordet ligger tre modeller, som alle i sidste ende forventes at ville resultere i såkaldt ”god økologisk tilstand” for vandmiljøet og dermed leve op til EU’s vandrammedirektiv.

Der er dog forskel på, hvor meget landbrugets kvælstofudledning skal reduceres i modellerne. Mens regeringen har spillet ud med en reduktion på 12.950 ton, svarende til model 3, er oppositionens udgangspunkt model 1 med et indsatsbehov på 14.100 ton kvælstof.

Læs også

Svend Erik Andersen understreger, at han ikke er inde i detaljerne for de enkelte modeller, og at han derfor ikke vil tage stilling til en konkret model. Han ser dog gerne den størst mulige kvælstofreduktion.

”Jeg synes, at man skal gå efter det, der giver den største effekt på kvælstofudledningen og den bedste effekt for havmiljøet, og så må man give en kompensation til landbruget, hvis der er behov for det,” siger han.

Fiskerne vil have fisk at fange

Problemet for fiskerne er, at iltsvind i de danske farvande betyder færre fisk og dermed nedgang for fiskeriet.

”Fiskere vil jo altid gerne levere sunde fødevarer til danskerne også gerne fra de indre danske farvand og fra den østjyske kyst, men desværre er det blevet sådan, at al fiskeri er rykket til Nord- og Vestjylland. Det er en skam, men det er, fordi der ikke er gjort nok tidligere for at imødegå problemerne med havmiljøet,” siger Svend Erik Andersen.

De 40 milliarder kroner, som regeringen lægger op til at bruge på den grønne trepartsaftale, skal bruges, så danskerne får mest havmiljø for pengene, mener han.

”Nu er der så afsat en hel masse penge til at gennemføre den grønne trepart, og der er det vores klare anbefaling, at vi bruger pengene, så vi får mest havmiljø for pengene. Det vil sige, at vi bruger pengene der, hvor de giver den største kvælstofreduktion,” siger Svend Erik Andersen.

Ny allieret glæder naturfredningsforening

Præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, glæder sig over den klare udmelding fra fiskerne.

"Det glæder mig rigtig meget, at flere og flere organisationer kommer på banen og også presser på for den model for kvælstofreduktion, der virker. Så er vi flere, der kan stå sammen om at stoppe regeringens hovedrystende planer om at lempe indsatsen overfor kvælstof i en tid, hvor vores danske hav er ramt af det værste iltsvind i 22 år," siger hun.

Mens landbruget er enig med regeringen i model 3, presser Danmarks Naturfredningsforening ligesom oppositionen på for at vælge model 1 med den højeste kvælstofreduktion.

"Det vil ikke bare være et stort svigt af havnaturen og borgerne i kystkommunerne, men også af dansk fiskeri, hvis regeringen vælger den slappeste og dårligste model for kvælstofreduktion. Hvis fiskene og fiskeriet skal tilbage langs vores kyster, så kræver det, at kvælstofforureningen fra landbruget reduceres markant," siger Marie Reumert Gjerding.

Miljødirektør i Landbrug og Fødevarer, Anders Panum Jensen, understreger, at alle tre modeller leverer "god økologisk tilstand" og dermed opfylder EU's vandrammedirektiv.

"Vi er enige i, at vi skal leve op til vandrammedirektivet og sikre god tilstand i vores vandmiljø. Det kræver blandt andet en stor arealomlægning for at reducere udledning fra Danmark og det kræver et skærpet fokus på udledninger fra vores nabolande. Det sikrer trepartsaftalen," siger han.

I sommer indgik regeringen en grøn trepartsaftale med blandt andre Landbrug og Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening om CO2-afgift på landbruget og udtagning af 390.000 hektar landbrugsjord af hensyn til klima, vandmiljø, natur og biodiversitet.

Det er den aftale, som regeringen nu forsøger at få opbakning fra oppositionen til at gennemføre politisk, hvilket blandt meget andet kræver en politisk fastsættelse af, hvor meget landmændene skal reducere kvælstofudledningen.

Regeringen har indkaldt til nye forhandlinger i dag og i morgen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Svend-Erik Andersen

Formand, Danmarks Fiskeriforening
fiskeskipper (1982)

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

Anders Panum Jensen

Miljødirektør, Landbrug & Fødevarer
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024