Debat

IDA: Sundhedsreform kan amputere kollektiv transport

Regeringens udspil til en ny sundhedsreform kan betyde færre og mindre regioner. Men regionerne løfter mange opgaver inden for den grønne omstilling. Spørger man transportplanlæggere, er der brug for en styrkelse af det regionale lag – ikke en afvikling, skriver Aske Nydam Guldberg. 

Det er afgørende, at man ikke skyller al den vigtige omstilling, regionerne i dag står for på det grønne område, ud med badevandet, når man forandrer sundhedsvæsenet, skriver Aske Nydam Guldberg.
Det er afgørende, at man ikke skyller al den vigtige omstilling, regionerne i dag står for på det grønne område, ud med badevandet, når man forandrer sundhedsvæsenet, skriver Aske Nydam Guldberg.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Aske Nydam Guldberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringen er kommet med sit udspil til en reform af sundhedsvæsenet, og de helt store tabere kan blive regionerne, som både kan blive færre og mindre.

Inden det sker, er der brug for en alvorlig diskussion af, hvordan manøvren kan skade den kollektive mobilitet fatalt og også klodse bremserne på andre vigtige dele af den grønne omstilling.

Uden regionerne ingen supercykelstier. Uden regionerne ingen test af, om flextrafikkens biler og minibusser kan erstatte og supplere den kollektive trafik tilstrækkeligt i landområderne. Uden regionerne ingen EU-klimatilpasningsprojekter med 100 procent finansiering. 

Læs også

Regionernes trafik- og udviklingsprojekter er ofte langt dybere, end de kan se ud på overfladen, for det er her, man får erfaringer med nye teknologier og rent faktisk eksperimenterer.

Alle løsninger, som kan skabe et bedre samfund, har brug for at blive prøvet af, tilpasset og for alvor udviklet, og det er noget regionerne er supergode til, før kommuner eller staten kan høste frugterne. Kommunerne kan ikke selv.

Da der skulle testes førerløse busser ved Køge Sygehus, var det regionen, der viste vejen.

Det samme med den såkaldte grønne Jyllandskorridor, der skal give en mere effektiv og miljøvenlig transportkorridor for både gods og rejsende, også til Norge og Sverige. Hvilken kommune skulle løfte denne opgave alene?

Regionerne har opgaver på tværs af kommuner 

Gevinsterne kommer omvendt mange til gode. Arbejdspladser, klimahensyn og udvikling ned gennem hele Jylland. 

Taler man med transportplanlæggere, er der brug for en styrkelse af det regionale lag, der arbejder med trafik og udvikling – ikke en afvikling, som regeringen kan være undervejs med.

Det er nødvendigt med en god organisation til at omstille samfundet klogt og blandt andet sikre, at man i alle hjørner af landet kan transportere sig uden at forurene tungt.

Aske Nydam Guldberg
Næstformand i Ingeniørforeningen, IDA

I det hele taget løfter regionerne mange opgaver, som går på tværs af kommuner og hospitaler inden for den grønne omstilling.

Regionerne står for 25 procent af de offentlige indkøb, som i 2022 udgjorde 448 milliarder kroner og med en klimabelastning på 14,3 millioner ton CO2.

Grønne offentlige indkøb kan reducere klimabelastningen, og i Region Midtjylland har man derfor udviklet generiske krav, som udrulles på tværs af regionernes hospitaler.

I Region Sjælland er 1.500 nye ladepunkter ved kommunale parkeringspladser blevet etableret på tværs af seks kommuner. Og med hjælp fra Region Midtjylland er syv kommuner gået sammen om at klimasikre Gudenåen.

Regionerne skaber sammenhæng i Danmark

I næsten alle andre lande, vi sammenligner os med, er det regionale niveau på både trafik og udvikling stærkere, end det er i Danmark.

Fordelene er bedre samling af værdifulde kompetencer, regional planlægning og noget så lavpraktisk som tid til at prioritere de her opgaver. Statens ministerier er for langt væk, og kommunerne er for små både økonomisk og mandskabsmæssigt til at løfte. 

Læs også

Det er nødvendigt med en god organisation til at omstille samfundet klogt og blandt andet sikre, at man i alle hjørner af landet kan transportere sig uden at forurene tungt.

Om det er i de nuværende regioner, er ikke afgørende, men det er det til gengæld, at man ikke nu skyller al den vigtige omstilling, regionerne i dag står for på det grønne område, ud med badevandet, når man forandrer sundhedsvæsenet.  

Danmark har brug for mere planlægning og især samtænkning i en fremtid med mange dagsordener som klimasikring, nye transportmuligheder og tilpasning af arbejdspladser, så vi kan skabe robuste og sammenhængende byer og landdistrikter.

Det er regionerne fantastisk dygtige til at hjælpe med i dag.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Aske Nydam Guldberg

Ingeniørkonsulent, Cowi, næstformand, IDA
cand.polyt. i miljøteknologi (DTU 2014)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024