DPU-leder: Lærerne skal vurdere behov for lektiehjælp – ikke forældrene

Af Claus Holm
Leder af DPU, Aarhus Universitet

Arbejds- og ansvarsdelingen mellem skole og hjem er – ikke mindst i kølvandet på skolereformen fra 2014 og heldagsskolen – jævnligt til debat. Og det er nødvendigt. Der er behov for, at den almindelige opfattelse af læreres, pædagogers og forældres ansvar kommer på omgangshøjde med nutiden.

Lad mig komme med et eksempel.

I Altinget 11. juni argumenterede den konservative uddannelsesordfører, Brigitte Klintskov Jerkel, for, at det skal være op til skolebørns forældre at vurdere, om deres børn har brug for lektiehjælp. Det bør ifølge partiet ikke være obligatorisk, som det blev med heldagsskolen og faget ”understøttende undervisning”.

Den ideologiske modstand mod heldagsskolen bunder blandt andet i, at den bliver set som en underminering af børnenes frihed og af forældrenes ret til at bestemme, om der er brug for lektiehjælp.

Synspunktet er ikke nyt. Men det er stadig uforståeligt.

Hvis vi for alvor skal skabe en faglig stærk og målrettet lektiehjælp, så er det lærerne, der skal vurdere, om det er fodbold eller franske verber, tiden bedst bruges på.  

Claus Holm
Leder af DPU, Aarhus Universitet

Opgør med den gamle skole
Skolereformen var udtryk for, at et flertal i Folketinget ikke var tilfredse med den gamle skole. Den løste ikke problemerne for de svage elever, og den gav ikke de stærke elever udfordringer nok.

Det kan den understøttende undervisning og lektiehjælpen gøre – det ved vi – hvis den fungerer optimalt. Og det gør den, hvis de rigtige pædagogiske kræfter er til rådighed i tilstrækkeligt omfang. Men det koster penge. Og i praksis må man anerkende, at der er problemer med at få den understøttende undervisning til at fungere.

Derfor kan der være gode grunde til at se nærmere på, om lektiehjælp i den form, den rent faktisk har fået, er den rigtige.

Men når den konservative ordfører vil lade det være op til forældrene – ikke lærerne – at vurdere, om deres børn har brug for ekstra hjælp til lektierne, så lægger hun op til en vigtig diskussion, vi reelt ikke har taget som samfund.

Hendes synspunkt er hverken kontroversielt eller isoleret – tværtimod. Den gængse – ideologiske – opfattelse er jo, at ansvaret for børn ligger på forældrenes skuldre. Men stop lige op en gang. Det synspunkt stammer jo fra en anden tid.

Virkeligheden er, at 97,5 procent af nutidens tre-fem-årige børn tilbringer 7,5 time om dagen i et dagtilbud. Og når vi kigger på de ældre børn, går langt de fleste i dag i heldagsskole. Vores børn tilbringer flere vågne timer med lærere, pædagoger og venner, end de tilbringer med mor og far.

Siden 1960’erne har vi som samfund systematisk flyttet ansvaret for børnene ud af hjemmet og over til ”de professionelle voksne” i de pædagogiske institutioner.

Delt ansvar
Vi tøver ikke med at kritisere lærerne, hvis danske børn ikke scorer højt nok i PISA-test og andre målinger. Og hvis vi kigger på dagtilbuddene, så er realiteten, at ”pasningsgaranti” i dag ikke er nok. Forældrene ønsker ”udviklingsgaranti”. Børn skal udvikles af de professionelle – ikke bare passes.

Realiteten er, at ansvaret i dag er delt mellem forældrene og de professionelle – det er mere et faktum, end det er en holdning. Og forældrene har de facto accepteret det i stort omfang – i hverdagen fungerer det delte ansvar ofte konstruktivt.

Men hvis lærerne skal løfte ansvaret optimalt, skal de også have plads til det. I forhold til lektiehjælp er det lærerne, som er tættest på at kunne vurdere, om et barn har behov for lektiehjælp – og hvordan den skal skrues sammen. Ikke forældrene.

Hvis vi for alvor skal skabe en faglig stærk og målrettet lektiehjælp, så er det lærerne, der skal vurdere, om det er fodbold eller franske verber, tiden bedst bruges på.

Uklar ansvarsdeling
Diskussionen om ansvarets placering er vigtig. Vi taler stadig om forældreansvaret som et ideal uden at turde tale åbent om (og indrette os formelt efter), at det reelt har udviklet sig til et delt ansvar.

Konsekvensen er, at ansvarsdelingen mellem hjem og institutioner er for uklar - for uansvarlig kan man sige. Vi ser stadig endeløse forhandlinger og frustrationer mellem hjem og institution – i stedet for erkendelse af og respekt for arbejdsdelingen.

Hvis vi fra politisk side såvel som fra pædagogisk side positivt anerkendte, at pædagoger og lærere reelt står med en stor del af opdragelsesansvaret for børnenes udvikling, så ville meget være vundet.

Hvis vi kan og tør det, så kan vi til børnenes fordel opnå et bedre samarbejde mellem institutioner og hjem, fremfor at ansvaret bliver skubbet frem og tilbage.