Forskere og organisationer i opråb: Straf og sanktioner i skolen hjælper ikke børn – tværtimod

Dette skal man også være meget opmærksom på i forbindelse med forslaget om akuttilbud i kommunens specialklasserækker. Derimod kan vi se, at skoler der integrerer restorativ praksis i hele organisationen - og dermed en anerkendende og genoprettende praksis - der falder antallet af hjemsendelser.

For det andet er man ikke opmærksom på den mulige sociale slagside ved hjemsendelse for de børn og unge, der vokser op i udsatte positioner.

Det er ikke alle børn, der har en tryg base at blive sendt hjem til, og for de allermest udsatte børn, kan man frygte, at de udsættes for præcis den grænseoverskridende adfærd, som skolen skulle hjælpe dem med at aflære. Når ikke der tages højde for, at nogle forældre i pres ikke kan varetage forældreopgaven ansvarligt, så vil det være børnene, der undgælder ved brug af hjemsendelser.

For det tredje er man blind overfor, hvad hjemsendelse i en længere periode kan føre til. Nogle børn og unge sendes hjem til øget skærmbrug og isolation.

Andre børn og unge vil søge mod uformelle fællesskaber, der gerne vil dem og begynde at lægge afstand til skole, uddannelse og andre samfundsmæssige forventninger til dem.

Magtanvendelse og effektfulde tiltag

Når der på skoler opstår akutte tilfælde med individers udadreagerende adfærd, kan de fagprofessionelle naturligvis have brug for at beskytte børn fra andre børn. Det fremgår allerede i dag af ordensbekendtgørelsen, at skolens personale må anvende magt over for en elev “for at afværge, at eleven øver vold mod sig selv eller andre eller ødelægger eller beskadiger ting.”

På trods af den store forskningsviden om sanktioners manglende effekt bruges sanktioner som pædagogisk redskab langt oftere end den restorative praksis.

tre skoleforskere, Børnerådet, BUPL og Danske Skoleelever

Tydeligere regler vil imidlertid være positivt og bør selvfølgelig have fokus på forebyggelse, ligesom de skal ledsages af efteruddannelse.

Samtidigt hører det med i det samlede billede, at de allermest alvorlige hændelser ofte foregår i situationer, hvor der ikke er voksne til stede. Det vil sige, at løsningen ligger i at skabe en tryg og inkluderende kultur samt et engagerende og meningsfuldt læringsmiljø.

Utallige studier viser, at kvalificerede fagpersoner der tilbyder positive relationer, inddragelse af eleverne, motiverende, fællesskabende- og tilhørsskabende undervisning, antimobbende indsatser, co-teaching samt restorativ praksis er vejen frem hen imod skabelsen af et trygt, inkluderende læringsmiljø. Det kræver fokus på individet-i-sammenhænge, kontekst og kultur.

Når sanktioner erstattes af positive responser og anerkendelse, så medfører det en række positive resultater: Færre elever sendes på skolelederens kontor, færre elever begår hærværk mod skolen og færre opfører sig aggressivt. Dette gælder også for elever med alvorlige adfærdsmæssige udfordringer.

Studier viser, at disse elever har færre konflikter, når skolens professionelle etablerer støttende sociale relationer, hvilket også medfører en øget accept fra de øvrige elevers side. Dog forudsætter disse gode resultater, at skolens professionelle i praksis lykkes med at give positive responser i stedet for at fokusere på, hvordan de skal sanktionere den aggressive og negative opførsel hos eleven.

På trods af den store forskningsviden om sanktioners manglende effekt bruges sanktioner som pædagogisk redskab langt oftere end den restorative praksis.

Det, der er behov for, er lærere og pædagoger i skolen, der har tid, indsigt og råderum til at udføre restorativ praksis. Der vil på skoler altid kunne opstå akutte tilfælde, hvor børn har voldsom udadreagerende adfærd.

Det er her afgørende at kunne skabe reel tryghed for den elev, der har været udsat for grænseoverskridende adfærd, men også arbejde intervenerende og genoprettende med den elev, der har handlet uhensigtsmæssigt. Her kan restorativ praksis bruges til at fremme god orden i skolehverdagen, hvilket Det Kriminalpræventive Råd også fremhæver.

Vi skal gøre det, der virker 

Vi vil pege på, at brugen af sanktioner er en institutionaliseret eksklusionspraksis, der bygger på den antagelse, at sanktioner og eksklusion kan opfattes som rimelige responser på skoleproblemer, samt at barnet vil forbedre sig af at blive mødt med en sanktion. Men vi ved fra internationale undersøgelser, at dette ikke er tilfældet.

Der er for eksempel identificeret en sammenhæng mellem brugen af sanktioner som pædagogisk redskab og øget aggressiv og voldelig elevadfærd.

Frem for at fokusere på øgede sanktioneringsmuligheder, bør der formuleres en ordensbekendtgørelse, der stemmer overens med moderloven og et vidensbaseret børnesyn.

Og først og fremmest bør der investeres i tidlige indsatser, høj kvalitet i dagtilbud og at sikre bedre arbejdsvilkår for skolens voksne og et deltagelsesvenligt undervisningsmiljø for skolens elever.