Debat

Friskolelærerne: Lærerarbejdet skal anerkendes som mere end en velfærdsopgave, hvis vi vil have flere i faget

Det gør ikke noget godt for lærerfaget og søgningen mod læreruddannelsen, at den bliver æltet ind i samlebetegnelser som en velfærdsuddannelse. Vi skal have identiteten tilbage til uddannelsen og til faget, skriver Rikke Josiasen. 

Vi mangler dygtige lærere på mange skoler allerede i dag. Og hvis vi skal være i stand til at få flere dygtige og engagerede unge til at gå lærervejen, skal vi tale lærerarbejdet op, skriver Rikke Josiasen.
Vi mangler dygtige lærere på mange skoler allerede i dag. Og hvis vi skal være i stand til at få flere dygtige og engagerede unge til at gå lærervejen, skal vi tale lærerarbejdet op, skriver Rikke Josiasen.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Rikke Josiasen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Igen i år er søgningen til læreruddannelserne faldet med seks procent.

Der er ledige pladser på læreruddannelserne i hele landet på nær i Aarhus, selvom der er lavet en ny og bedre læreruddannelse med mere praktik og lidt flere undervisningstimer.

Læreruddannelsesreformen er ny, og den skal have tid til at virke, men meget peger på, at der er brug for mere.

Der er igen aftalte arbejdsforhold på skolerne, og lønnen har lige fået et hak opad ved sidste overenskomst. Så hvad skal der til?

Identitet og faglig stolthed

Vi kunne starte med at give uddannelsen sin egen identitet igen og stoppe med at snakke om, at søgningen til velfærdsuddannelserne falder – for hvad er en velfærdsuddannelse?

Lærerarbejdet er så meget mere end at levere velfærd til borgerne. 

Rikke Josiasen
Næstformand, Frie Skolers Lærerforening

Jeg tvivler på, at der er en eneste, der gerne vil være lærer, som tænker på det som en velfærdsuddannelse og sig selv som velfærdsarbejder.

Lad os kalde uddannelserne det, de er, så vi igen kan få noget identitet forbundet med uddannelserne i stedet for at putte flere uddannelser i den samme gryde.

Det handler om at styrke forestillingen om lærerne. Det handler om identitet og faglig stolthed.

Når jeg præsenterer mig som lærer, er det enten som matematiklærer eller fysiklærer – aldrig som velfærdsmedarbejder

Matematik- og fysiklærer signalerer ikke bare, at jeg er lærer, men også hvilken slags lærer jeg er. Meget identitet er bundet i omtalen.

Læs også

Andre lærere jeg kender, præsenterer sig selv som indskolingslærer, sproglærer, idrætslærer eller andet, der tydeliggør deres job som lærer.

Mere end bare velfærd

Man giver ikke en forventning om, at lærerjobbet er noget helt unikt, ved at ælte den ind i kategorien velfærdsuddannelser og -fag.

Lærerarbejdet er så meget mere end at levere velfærd til borgerne. Lærerarbejde er dannelse og uddannelse af næste generation af børn og unge.

Lad os få noget mere identitet tilbage til lærerfaget.

Rikke Josiasen
Næstformand, Frie Skolers Lærerforening

Lærerarbejdet handler om at skabe trivsel og hjælpe børnene til at blive selvstændige unge, der skal klædes på til at blive aktive medborgere i et demokratisk land.

Uden dygtige lærere kommer der ikke fysikere til rumfartsindustrien, økonomer til finanslivet eller vidensarbejdere til medicinalindustrien.

Dygtige lærere er også dem, der kan kombinere faglige evner med evnen til at engagere eleverne.

Vi mangler dygtige lærere på mange skoler allerede i dag. Og hvis vi skal være i stand til at få flere dygtige og engagerede unge til at gå lærervejen, skal vi tale lærerarbejdet op, og ét lille første skridt på den vej vil være at vise læreruddannelsen den respekt, den fortjener, ved at kalde den ved dens rette navn.

Så lad os få noget mere identitet tilbage til lærerfaget. Det er med til at skabe stolthed – faglig stolthed.

Skylder vi ikke vores børn den bedste skolegang? Så skal vi have identiteten tilbage til uddannelsen og til faget

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rikke Josiasen

Næstformand, Frie Skolers Lærerforening
lærer (Silkeborg Seminarium 1990)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024