Grænseforeningen søger generalsekretær

Grænseforeningen har i over 100 år arbejdet for at fremme dansk sprog og kultur i grænselandet særligt syd for grænsen hos vores venner i Sydslesvig. En central del af vores arbejde er samtidig at øge den danske befolknings kendskab til både grænselandets og Sydslesvigs forhold og historie. Dette gør vi både ved at være forankret i lokalsamfund rundt omkring i landet takket være vores mange ildsjæle samt vores dygtige og dedikerede medarbejdere på sekretariatet i København.


Nu har du mulighed for at blive en del af vores forening, for Grænseforeningen søger en ny generalsekretær.

Her kunne vi nu vælge at bruge de klassiske buzzwords i stillingsopslag såsom ”visionær”, ”handlekraftig”, ”robust” og ”dynamisk”, men for at være ærlige så ønsker vi os bare en jordnær daglig leder, der er oprigtig interesseret i at udbrede kendskabet til grænselandet og Sydslesvig, og som har både de personlige og professionelle kompetencer til at være en god personaleleder, sparringspartner og repræsentant for Grænseforeningen.

Som generalsekretær i Grænseforeningen får du som daglig leder især ansvaret for, at dine kolleger på sekretariatet ser frem til at møde på arbejde. Og også her vil vi gerne være ærlige og spare dig for en Google-søgning: Grænseforeningen har desværre i de senere år været ramt af medarbejderflugt og dårligt arbejdsmiljø. Derfor vil din fornemmeste opgave på sekretariatet være at være en god kollega og leder samt en god samarbejdspartner for formanden og bestyrelsen.

Samtidig skal du være i stand til at multitaske, for Grænseforeningens store styrke er vores selvstændige lokalforeninger rundt omkring i landet. Disse gør både en værdifuld indsats i og for deres lokalsamfund, men i allerhøjeste grad også for at sprede kendskabet til grænselandets forhold rundt omkring i det danske land.

Ret skal være ret: Grænseforeningen kæmper med de samme udfordringer som resten af foreningsdanmark i disse år: et faldende medlemstal samt et ønske om at tiltrække flere og særligt også yngre ildsjæle for at kunne sikre lokalforeningernes fremtid i det lange løb. Som generalsekretær er det derfor afgørende, at du sammen med resten af sekretariatet er bevidst om at tydeliggøre, påskønne og fremhæve den forskel, som vores frivillige gør hver dag.

Vi tør godt love, at du får et arbejde, som både er betydelig og værdsat, såfremt du udviser oprigtig interesse i at bidrage til at styrke de sproglige og kulturelle bånd hen over grænsen samt har gode lederegenskaber. At få vendt udviklingen kræver tillid på flere niveauer: både overfor lokalforeningerne, kollegerne på sekretariatet og Grænseforeningens bestyrelse, men i allerhøjeste grad også i forhold til vores samarbejdspartnere i grænselandet generelt og Sydslesvig specifikt.

Det er svært, men bestemt ikke umuligt. Særligt ikke, hvis du har ledelseserfaring og er vant til at trække i arbejdstøjet på en arbejdsplads, hvor man både er leder og kollega. Skulle du ovenikøbet dele vores overbevisning, at fællesskab er drivkraften bag fremskridt, så ser vi meget frem til at modtage din ansøgning.

Fakta om Grænseforeningen

Medlemmer: 7935
Lokalforeninger: 45
Ansatte: 10-15

Det lavpraktiske

Ansøgning plus cv sendes til [email protected]. Stillingen kan også søges via knappen “Søg dette job” her på siden.

Ansøgningsfrist: søndag den 8. september 2024.

Ansættelsessamtaler:
1. samtaler: torsdag den 19. september 2024 i København
2. samtaler: onsdag den 25. september 2024 på Kursuscenter Severin, Middelfart
3. samtaler: torsdag den 3. oktober 2024 i København

Arbejdsplads:
Grænseforeningen, Peder Skrams Gade 5 1054 København

Ansættelsesforhold:
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles på baggrund af kvalifikationer og kompetencer.

Tiltrædelse:
Snarest muligt, allersenest 1. januar 2025.

Skulle der være spørgsmål, så kontakt gerne bestyrelsesformand Mirco Reimer-Elster på mail: [email protected] eller telefonnummer 2264 3304. 


Icon
Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job
Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024