”Der er lidt til alle i FN-forhandlinger”

NEW YORK - ”Det er fantastisk ambitiøst.”

Sådan karakteriserer Danmarks FN-ambassadør, Ib Petersen, de 17 nye såkaldte bæredygtighedsmål, som med et pennestrøg fra alverdens regeringschefer sætter retningen for hele verden frem mod 2030.

Han har repræsenteret Danmark i forhandlingerne om målene og ledt FN's forberedelser til det topmøde, der er kulminationen af mere end to års arbejde med at nå til enighed om målene.

Og at målene er ambitiøse, er klart. Eksempelvis handler to af målene om fuldstændig at udrydde absolut fattigdom og skabe fuld beskæftigelse i hele verden.

For det kan måske være svært at forestille sig, når der fortsat er omkring 800 millioner mennesker, der lever for under 1,25 dollar om dagen, og man har et arbejdsmarked i det ellers relativt rige EU, der fortsat kæmper med relativt høj arbejdsløshed.

”Det er godt, at vores politikere har ambitioner. Og man skal huske, at det her er en dagsorden, der løber over femten år. Målene er sat med udgangspunkt i, at det faktisk er lykkedes at nå de fleste af FN's fattigdomsmål, som udløber i år,” siger Ib Petersen, der var direktør i Udenrigsministeriet, før han i august 2013 blev FN-ambassadør for Danmark.

Det handler ikke kun om, hvad vi kan gøre for at hjælpe fattige lande. Det handler også om, hvad vi kan gøre nationalt for at sikre, at vi når alle målene.

Ib Petersen
Danmarks FN-ambassadør

I 2000 satte FN otte mål med en 15 års tidshorisont, som bæredygtighedsmålene skal erstatte.

Her er det blandt andet lykkedes at halvere antallet af absolut fattige på verdensplan, som udgjorde 47 procent af verdens befolkning i 2000, mens andelen er faldet til 14 procent i 2015. Samtidig går flere i grundskole, og færre børn dør, som også var mål.

Dramaet udebliver. I første omgang …
Den udvikling skyldes dog især, at lande som Indien og Kina med deres relativt voldsomme økonomiske vækst har trukket hundredvis af millioner mennesker ud af fattigdom. Omvendt har især en række afrikanske lande ikke nået målene, erkender Ib Petersen:

”Det epokegørende i de gamle mål var, at man rent faktisk satte sig konkrete officielle mål i stedet for bare at tale om, at nu skulle der ske noget. Desuden har både udviklingslande og de rige lande taget målene til sig, blandt andet ved at inddrage dem i sine udviklingspolitiske strategier. Så det har bestemt haft en effekt. Det er det, man prøver igen,” siger han.

Ib Petersen forventer intet drama, når slutdokumentet bliver underskrevet. Mere end to års forhandlinger har nemlig givet et slutdokument, som alle 193 medlemslande er enige i.

Mogens Lykketoft sidder som formand for FN's Generalforsamling. Derfor har Danmark også formandskabet, som betyder, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med Ugandas præsident, der er i gang med at videregive formandskabet, skal erklære målene for vedtagne med et slag med hammeren i FN's Generalforsamling.

I alt forventes, at 158 statsledere deltager i topmødet.

En ny, universel dagsorden
De tidligere otte fattigdomsmål fra FN så på alle lande under ét – udviklingslandene vel at mærke, mens i-landenes rolle i målene mest var at give bistand.

Det bliver der nu lavet om på. Målene bliver for alle lande. Både fattige lande som Somalia og Benin skal holdes op mod målene, ligesom rige lande som Norge og Luxembourg også bliver det. Og det bliver det helt nye og springende punkt.

”Det handler ikke kun om, hvad vi kan gøre for at hjælpe fattige lande. Det handler også om, hvad vi kan gøre nationalt for at sikre, at vi når alle målene,” siger Ib Petersen.

I den forbindelse peger han blandt andet på, at alle lande har en særlig stærk interesse i at nå fremskridt på klimaområdet, som er blevet en del af målene. Tidligere kørte det i to forskellige spor: Et klima- og et udviklingsspor.

Derfor er det ifølge Ib Petersen ”altafgørende”, at man når et godt resultat i Paris til COP21, hvor håbet er, at der fastsættes bindende klimamål.

Men modsat klimaområdet bliver der intet bindende over de nye bæredygtighedsmål.

Frivillige mål
Danmark og en række andre lande havde ifølge Ib Petersen håbet på, at man havde nedsat et særligt råd, som helt obligatorisk skulle vurdere, hvordan hvert land klarer sig i forhold til målene. Men det var der ikke opbakning til:

”Hverken USA, Kina eller Rusland var særligt interesseret i det. Derfor bliver det på frivillig basis. Det handler ikke om at kunne pege fingre, men om at sikre, at man er på rette spor,” siger Ib Petersen.

Man har dog besluttet at nedsætte et såkaldt højniveau politisk forum til at overvåge, hvordan det går med implementeringen af målene.

Ud over at et af målene fortsat er, at de rige lande igen har lovet at give minimum 0,7 procent af deres BNI i udviklingsbistand, så bliver der også stillet krav til udviklingslandene. De skal være bedre til selv at skabe indtægter – det handler blandt andet om at lave bedre skatteindkrævning og at skabe bedre handels- og investeringsbetingelser i landene, lyder det fra Ib Petersen:

”Det bliver aldrig bistand alene, der løser den her opgave.”

Hvis målene skal realiseres, vil det koste mellem 3.300 og 4.500 milliarder dollar om året, hvilket omtrent svarer til USA’s statsbudget for 2016. Til sammenligning gav alle OECD-lande ca. 135 mia. kr. i udviklingsbistand, svarende til 0,3 procent i gennemsnit.

Upræcise mål
I det hele taget slutter processen omkring etableringen af bæredygtighedsmålene ikke med, at statslederne underskriver erklæringen om bæredygtighedsmålene.

Der er stadig elementer, som skal afklares efterfølgende. Eksempelvis er det endelige slutdokument ikke særligt præcist, lyder det fra Ib Petersen. Det er en proces, som han siger.

Det står nemlig fortsat tilbage at finde ud af, hvordan og hvad man egentlig skal måle. For hvordan sætter man et mål for mindre ulighed, og hvad vil det sige, at alle skal have kvalitetsuddannelse.

”Det er selvfølgelig et kritisk og kontroversielt tema. Alle er enige om, at vi skal have nogle indikatorer. Men hvilke det skal være, og hvor skarpt det skal være, har man overladt til FN's statistiske komité, som består teknikerne fra medlemslandene,” siger han.

Så før landene overhovedet kan begynde at blive vurderet på de nye mål, skal FN's statistiske komité først udvikle metoder og delmål til at måle hvert enkelt mål, som forventes at blive præsenteret i marts 2016.

Men selvom det er teknikerne, der skal udforme de såkaldte indikatorer til at følge op på målene, så gemmer de formentlig stof til stor politisk uenighed. Det forudser Ib Petersen.

Især udviklingslandene foreslog endda under forhandlingerne om målene, at man allerede der skulle lægge sig fast på indikatorerne. Nogle var blandt andet nervøse for, at målene gik for langt inden for kvinders rettigheder. Men det droppede man. Først skulle målene i hus.

”Indikatorerne er fantastisk vigtige. Og vi er bestemt ikke i mål blot ved at have målene. Man blev enige om, at målene må implementeres i forhold til national kontekst. Og det bliver et 'issue', når man kommer længere hen i forhold til de endelige indikatorer,” siger han og fortsætter:

”Men det er vigtigt, at vi er enige om, at der skal være en kerne af indikatorer, som alle måles på. Ellers bliver det sådan en a la carte-metode, så kan kan måle sig på det, man har lyst til,” siger han.

Knaster undervejs
Det har ikke været uden problemer at få 193 medlemslande til at opnå konsensus om et så omfattende sæt af mål.

”Udgangspunktet er, at FN arbejder bedst, når man har konsensusbeslutninger. For hvis nogle medlemslande siger nej, føler de sig heller ikke forpligtet til at leve op til målene,” lyder det fra ambassadøren

Topmødet foregår på statslederniveau, men generalforsamlingen har ikke mulighed for at vedtage bindende beslutninger over for medlemslandene. Det er kun Sikkerhedsrådet, der kan det.

”FN er derfor baseret på, at man når til enighed. Det betyder også, at man nogle gange når et resultat, der ikke bliver helt optimalt,” siger Ib Petersen.

For hvad gør man, når lande som Saudi Arabien og Danmark skal blive enige om, hvilke mål der skal være for kvinders rettigheder?

Selvom forskellene udmiddelbart er til at tage og føle på, nåede man frem til mål nummer fem, som lyder: Opnå ligestilling og styrke kvinder og pigers position i samfundet.

Men Danmark og flere andre vestlige lande havde ifølge Ib Petersen gerne set, at man havde et decideret mål om kvinders såkaldte reproduktive sundhed og rettigheder.

”Vi er faktisk kommet rigtigt langt, når det handler om kvinder med den her dagsorden. Kvinder skal have lov til ,om de vil have børn, og hvornår og hvor mange de vil have. Men en gruppe af lande – stærkt støttet af Vatikanet ikke mindst – ville ikke have det med,” lyder det.

Lidt til alle
Derudover ønskede Danmark og EU, at der have været endnu mere med om god regeringsførelse i målene. Men det blokerede en række lande med Kina og Brasilien i spidsen.

Det lykkedes dog at få mål 16 med, der handler om at skabe ”effektive, gennemsigtige og inkluderende institutioner på alle niveauer” for at skabe en bæredygtig udvikling.

”Det var meget kontroversielt for udviklingslandenes side. Men det handler om, at hvis ikke vi også arbejder for at sikre fredelige og stabile samfund samt forebygger konflikter med ordentlige retssystemer og regeringsførelse, så når vi heller ikke de andre mål,” siger Ib Petersen, der netop ser konflikter som en af de største udfordringer til eksempelvis at udrydde absolut fattigdom.

Demokrati er heller ikke nævnt i målene. Men Ib Petersen mener, at det indirekte bliver en del af målene, fordi der er delmål, der har fokus på menneskerettigheder og kvinders rettigheder.

”Der er lidt til alle i sådan en proces. Sådan er det i FN,” som han siger.