Forskere: Vestens Afrika-politik skal handle om mere end at inddæmme Rusland

Mere end 35 afrikanske lande har indgået militære samarbejdsaftaler med Rusland, blandt andet fordi russiske våben er relativt billige og lavteknologiske, hvilket gør dem nemmere at implementere og vedligeholde i de ressourcepressede afrikanske forsvar.

Rusland har dog, som en konsekvens af krigen i Ukraine haft stadigt svære ved at levere de aftalte våbensystemer, og de manglende våbenleverancer til Afrika kan på sigt hæmme Ruslands evne til at fortsætte sit engagement på kontinentet.

Brugen af private militærfirmaer

I kombination med våbenhjælp har Rusland øget brugen af private militære virksomheder, eksempelvis Africa Corps (før Wagnergruppen), til støtte for regeringer i Den Centralafrikanske Republik (CAR), Mali, Libyen, Burkina Faso og Niger.

De russiske militærfirmaer er en attraktiv partner for de ofte militært pressede regimer, da de kan levere en operativ støtte, som militært set ikke er så forskellig fra, hvad franskmændene eksempelvis leverede i Operation Barkhan i Sahel, men som samtidig ikke har de samme bindinger i forhold til menneskerettigheder, som vestlige stabiliseringsstyrker har.

Rusland bliver af eliterne i en række afrikanske lande set som progressiv og reformorienteret.

Jonas Gejl Kaas og Thomas Mandrup
Hhv. adjunkt, Forsvarsakademiet og lektor, Forsvarsakademiet og Stellenbosch University

Et andet centralt element i den russiske støtte til de afrikanske regeringer er politisk rådgivning og personlig beskyttelse af magthaverne. Kombineret med villigheden til at levere våben udgør Ruslands operative og politiske støtte et mere attraktivt tilbud for flere afrikanske regimer, end hvad eksempelvis Vesten har kunnet tilbyde, hvor støtten traditionelt set har begrænser sig til træning men ingen våbenhjælp.

EU har imidlertid ændret på dets holdning til levering af dødbringende våbenassistance til afrikanske stater, hvorfor Den Europæiske Fredsfacilitet siden 2022 har leveret våbenhjælp til blandt andre Niger og Somalia; muligvis også snart til Mozambique.

Et andet område, hvor Rusland har øget sin tilstedeværelse og indflydelse i Afrika, er i forhold til energiressourcer – herunder olie, gas og uran.

Russiske virksomheder som Rosneft og Gazprom er involveret i forskellige projekter på kontinentet, herunder i aftaler om at bygge atomkraftværker i lande som Nigeria, Ghana, Uganda og Egypten.

Rusland – det vil sige russiske virksomheder ledet af oligarker tæt på Kreml – er desuden engageret i minedrift og infrastrukturprojekter.

Særligt i lande som Guinea, CAR, Mali og Zimbabwe har Rusland investeret i udvinding af mineraler, som bauxit og platin, mens det sydafrikanske regeringsparti (ANC) via dets investeringsselskab, Chancellor House, er i partnerskab med russiske oligarker, tæt på Præsident Vladimir Putin, hvilket angiveligt hjalp ANC med at finansiere dets seneste valgkamp.

Sagt lidt firkantet bytter Rusland sin støtte til autoritære regimer med adgang til naturressourcer.

Øget samhandel

Men måske lige så vigtigt har Rusland intensiveret sit diplomatisk engagement via blandt andet BRICS-sammenslutningen men også via etableringen af Rusland-Afrika topmødet, der løb af stablen første gang i 2019 og senest i juli 2023, hvor mere 40 afrikanske statsoverhoveder deltog.

Fokus er her øget samhandel, men også en samtale om indretningen af det internationale system, hvor Rusland udtrykker støtte til en reel demokratisering af det internationale system, som bryder med, hvad der bliver beskrevet som en vestlig domineret udemokratisk international orden.

De afrikanske lande har været gode til at udnytte den tiltagende geopolitiske rivalisering til egen fordel.

Jonas Gejl Kaas og Thomas Mandrup
Hhv. adjunkt, Forsvarsakademiet og lektor, Forsvarsakademiet og Stellenbosch University

Rusland har siden sovjettiden ydet støtte til antikoloniale frihedsbevægelser, hvor Europas koloniale magter – i dette narrativ og med en vis ret – blev set som blokerende for Afrikas frisættelse, hvilket bliver husket på kontinentet i dag.

Rusland bliver derfor af eliterne i en række afrikanske lande set som progressiv og reformorienteret, hvilket, med tanke på Putin-regimets karakter og ulovlige angrebskrig mod Ukraine, kan synes at være et mærkeligt synspunkt, som Rusland ikke desto mindre anvender til at vinde indflydelse på kontinentet på bekostning af særlig fransk og amerikansk tilstedeværelse.

I forhold til blød magt, har Rusland genoptaget en sovjetisk kold krigs praksis, hvor et stort antal stipendier og uddannelsesprogrammer tilbydes til afrikanske studerende.

Tusindvis af afrikanske studerende studerer i Rusland, hvilket skaber kulturelle og akademiske bånd mellem Rusland og afrikanske lande. Dette sker på et tidspunkt, hvor Europa og Vesten mere generelt bliver stadigt mere restriktive overfor studerende fra det globale syd.

Af andre blødmagtsinitiativer, søger Rusland også at påvirke den offentlig mening og skabe et positivt billede af Rusland igennem russiske, såsom RT og Sputnik, samt lokale medier.

Medierne tjener også som platform for udbredelse af mis- og desinformation, typisk om vestlige lande og interesser, men kan også være rettet mod internationale organisationer.

Således blev FN, i december 2023, tvunget til at lukke sin fredsbevarende mission i Mali efter langvarig negative informationskampagner.

Vestens engagement i Afrika

Sammenfattende skal Ruslands forøgede engagement i Afrika, herunder dets nylige deployering til Libyen, ses som del af en mere fundamental udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi om at genvinde indflydelse som en central stormagt med både magt og ret til at blive set og hørt i relation til alle væsentlige forhold i en verdensorden, som til stadighed domineres af vestlige og kinesiske interesser.

I lighed med Frankrig, der igennem en årrække har gjort brug af støtten fra dets tidligere kolonier til at hævde fransk storhed, handler Ruslands engagement i Afrika også om at hævde en, efter Sovjetunionens kollaps, russisk global rolle og position.

Vestens fremtidige engagement i Afrika skal handle om mere end at inddæmme Rusland.

Jonas Gejl Kaas og Thomas Mandrup
Hhv. adjunkt, Forsvarsakademiet og lektor, Forsvarsakademiet og Stellenbosch University

Skabelsen af nye samarbejdsaftaler på det afrikanske kontinent viser, at det ikke er lykkedes Vesten at isolere Rusland på den verdenspolitiske scene. Samtidig tvinges Vesten til at forholde sig til Rusland, idet landets tilstedeværelse i Afrika blandt andet kan genere store migrantstrømme med negative konsekvenser for de europæiske staters politiske sammenhold i EU og Nato til følge.

I den forbindelse er det væsentligt at huske på, at forøget russisk tilstedeværelse ikke er ensbetydende med, at de afrikanske regeringer er passive deltagere, der lader sig manipulere af Kreml. De afrikanske lande har været gode til at udnytte den tiltagende geopolitiske rivalisering til egen fordel.

Derfor må vi i Europa, og det øvrige Vesten, indstille os på, at lytte og indrette os på en ny virkelighed, hvor vi ikke alene kan diktere rammerne for samarbejde.

For samarbejde med de afrikanske stater skal de europæiske lande, idet det af åbenlyse udenrigs- og sikkerhedspolitiske årsager ikke er et alternativ at efterlade det afrikanske kontinent til blandt andre Rusland og Kina.

Men i stedet for at presse de afrikanske stater til at konfrontere Rusland, bør Vesten indgå i dialog med de afrikanske ledere og samfundsaktører som ligeværdige partnere.

Fokus for samarbejdet bør være områder med store fælles interesser, herunder økonomisk udvikling, digitalisering, sundhed, fødevaresikkerhed samt politisk og militær stabilitet og kapacitetsopbygning.

Det er selvfølgelig lettere skrevet end gjort. Ledetråden bør dog være, at Vestens – herunder Danmark og EU's – fremtidige engagement i Afrika skal handle om mere end at inddæmme Rusland.