"Hvis vi skulle kræve, at de afrikanske lande levede op til vores egne standarder, kunne vi lige så godt vende dem ryggen"

Altinget og Danwatchs artikler om pensionskassers statsobligationer i autoritære afrikanske lande giver anledning at overveje risikoen for ens omdømme, siger Tom Vile Jensen, underdirektør i Forsikring & Pension.

Afrikanske statsobligationer er en mere risikabel investering end så meget andet. Derfor kan de give et højere afkast, men de kan også gøre det sværere at redegøre for eksempelvis risikoen for menneskerettighedskrænkelser og god regeringsførelse, siger Tom Vile Jensen, underdirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension. 
Afrikanske statsobligationer er en mere risikabel investering end så meget andet. Derfor kan de give et højere afkast, men de kan også gøre det sværere at redegøre for eksempelvis risikoen for menneskerettighedskrænkelser og god regeringsførelse, siger Tom Vile Jensen, underdirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension. Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Rasmus Raun Westh

Statsobligationer i knapt så demokratiske lande som Cameroun, Gabon og Etiopien indebærer foruden en økonomisk risiko også en risiko for pensionskassernes omdømme.

Det siger underdirektør i Forsikring & Pension Tom Vile Jensen i et interview med Altinget og Danwatch.

"Der kan være lande, der udvikler sig, så de bliver risikofyldte, både for investeringen og ens omdømme. Det er jo en afregning, og i sidste ende må man antage, at omdømme også kan betyde noget økonomisk på den lange bane," siger han.

Jeg tror, at der er rigtig mange danskere, der har deres penge i en sådan pensionskasse, som føler, at det, der foregår, er dybt kritisabelt.

Dan Jørgensen (S) i 2012
Daværende europaparlamentariker
Over seks milliarder danske pensionskroner er investeret i statsobligationer i afrikanske lande, der ifølge organisationen Freedom House enten ikke er frie eller kun er delvist frie. Det viser en opgørelse, Altinget har lavet sammen med det undersøgende medie Danwatch.

Det gælder blandt andet Cameroun, hvor sikkerhedsstyrker står bag drab på civile, voldtægt og tortur mod landets engelsktalende mindretal.

"Jeg er ikke i tvivl om, at det fokus, der også er kommet fra jeres artikler, giver anledning til fornyet drøftelse i investeringskomiteerne," siger Tom Vile Jensen uden at henvise til specifikke lande.

Undervejs i artikelserien har militæret også kuppet magten fra præsident Ali Bongo i det vestafrikanske land Gabon, hvor 391 millioner danske pensionskroner er sat i statsobligationer.

Ifølge kapitalforvalter og forfatter Gregory Smith er det "nærmest umuligt at holde snor i," om ens penge går til hospitalssenge eller hemmeligt politi, når man køber statsobligationer.

Fakta

Statsobligationer

Når man som investor køber statsobligationer, låner man penge til en udsteder, i dette tilfælde en stat, der til gengæld betaler en rente tilbage til investoren.

Da investeringer i afrikanske statsobligationer er mere risikable, kan man som investor til gengæld få en højere rente, end man villet have fået ved eksempelvis at købe en dansk statsobligation.

Omkring 20 afrikanske lande udsteder eurobonds, altså statsobligationer der kan handles på internationale børser i euro eller dollars.

Denne artikel er en del af en serie, hvor Altinget i samarbejde med Danwatch blandt andet fortæller mere om, hvad investorer gør eller kan gøre for at påvirke eksempelvis menneskerettighedssituationen i udviklingslande.

Følg serien her.

Pensionskasserne anerkender over en bred kam, at de står i et dilemma, når de på én gang skal sikre afkast til kunderne, støtte udviklingslandenes behov for penge til for eksempel grøn omstilling og sundhed samt undgå at pengene går til eksempelvis menneskeretskrænkelser.

“Det er notorisk svært at investere i Afrika, hvis man både skal gøre noget godt for klimaet, sikre overholdelse af menneskerettighederne og bidrage til god regeringsførelse. Hvis vi skulle kræve, at de afrikanske lande levede op til vores egne standarder, kunne vi lige så godt vende dem ryggen,”, siger Tom Vile Jensen.

På den front øjner underdirektøren ændringer i horisonten, fordi pensionskasserne ligesom andre virksomheder snart bliver ramt af nye EU-krav til bæredygtighedsrapportering.

"Når vores medlemmer skal til at efterleve den fulde EU-reguleringspakke på bæredygtighed, så bliver det interessant at se, om det rykker investeringerne mere i retning af Afrika eller væk derfra. Jeg kan godt frygte, at flere investorer vil være endnu mere tilbageholdne, fordi vi ikke kan garantere at kunne få data fra afrikanske investeringer. De investeringer er i forvejen mere risikable økonomisk set end så mange andre steder i verden," siger Tom Vile Jensen.

Blodobligationer

I en artikelserie med titlen Blodobligationer afdækkede Berlingske i 2012, at omkring 600 millioner danske pensionskroner var investeret i en række autoritære og korrupte afrikanske lande. Det vakte kritik fra både fagforeninger, eksperter og politikere.

“Jeg tror, at der er rigtig mange danskere, der har deres penge i en sådan pensionskasse, som føler, at det, der foregår, er dybt kritisabelt”, sagde daværende EU-parlamentariker Dan Jørgensen (S), der i dag er minister for udvikling og global klimapolitik.

Det er notorisk svært at investere i Afrika.

Tom Vile Jensen
Underdirektør, Forsikring & Pension
Berlingskes over ti år gamle opgørelse omfatter mange af de samme, men ikke præcist de samme lande som Altingets og Danwatchs aktuelle opgørelse af seks milliarder pensionskroner.

Men det står klart, at pensionskassernes investeringer i statsobligationer i autoritære afrikanske lande er mangedoblet.

Det er der ifølge Tom Vile Jensen en række forklaringer på. En af dem er penge og økonomi.

“Det er åbenlyst, at Afrika er et marked i vækst,” siger Tom Vile Jensen.

Fordi risikoen for at man ikke får alle sine penge igen er større i et afrikansk udviklingsland, er renten også højere, end hvis man eksempelvis havde købt amerikanske statsobligationer.

Politisk ønske

En anden grund er ifølge Tom Vile Jensen et politisk ønske om at skaffe privat kapital til udvikling af alt fra sundhedvæsen til vindmøller i Afrika.

Tom Vile Jensen er underdirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension. Inden da var han i mange år erhvervspolitisk direktør i FSR - danske revisorer. 
Tom Vile Jensen er underdirektør i brancheforeningen Forsikring & Pension. Inden da var han i mange år erhvervspolitisk direktør i FSR - danske revisorer.  Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
“Vi har set Kina komme til Afrika med rigtig mange milliarder de seneste mange år, så fra politisk side ser man også af den grund gerne, at vi engagerer os i afrikanske lande og understøtter aktiviteter der med private investeringer," siger Tom Vile Jensen.

Den strategi kommer også til udtryk gennem SDG-fonden, som Investeringsfonden for Udviklingslande og danske pensionsselskaber står bag, mener Tom Vile Jensen. Fonden investerer i projekter, der støtter FN's verdensmål.

Først og fremmest handler det dog om at sikre pensionskunderne et afkast, siger underdirektøren.

"Pensionskasserne har en ambition om at kunne være med til at gøre en forskel. Men det handler primært om at lave en fornuftig investering, som lovgivningen også kræver af os. Det gælder for Afrika såvel som USA," siger Tom Vile Jensen.

Ny på markedet

At pensionskassernes investeringer i afrikanske statsobligationer er vokset, skyldes desuden, at mange lande først kom med på det internationale marked for statsobligationer i slutningen af 00’erne.

Vi har set Kina komme til Afrika med rigtig mange milliarder de seneste mange år, så fra politisk side ser man også af den grund gerne, at vi engagerer os i afrikanske lande.

Tom Vile Jensen
Underdirektør, Forsikring & Pension
“Afrika er i dag koblet op på de internationale finansielle systemer på en helt anden måde end for bare ti-femten år siden, og det har naturligvis gjort kontinentet mere tilgængeligt for internationale investorer og dermed også vores medlemmer”, siger Tom Vile Jensen.

Endelig skyldes stigningen også, at danskernes samlede pensionsformue er steget eksplosivt, påpeger Tom Vile Jensen. Således er danskernes samlede pensionsopsparing over dobbelt så høj i dag, som den var i 2012.

Læs også
Læs også
Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tom Vile Jensen

Underdirektør, Forsikring & Pension
cand.scient.pol., Københavns Universitet (2006)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024