Regeringens verdensmålsråd: Følg Hollands eksempel og lav mål for cirkulær økonomi

Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål er klar med otte nye anbefalinger til regeringen. Læs dem her.

Skrappere krav til producenter om at gøre det muligt at reparere deres produkter er en af grundstenene i cirkulær økonomi. Her er vi på reparationscafé på Holstebro Bibliotek. 
Skrappere krav til producenter om at gøre det muligt at reparere deres produkter er en af grundstenene i cirkulær økonomi. Her er vi på reparationscafé på Holstebro Bibliotek. Foto: Johan Gadegaard/Ritzau Scanpix
Rasmus Raun Westh

Valgkamp eller ej, så er behovet for at fortsætte den bæredygtige omstilling uændret.

Derfor offentliggør regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål i denne uge en række nye anbefalinger til regeringen.

Rådet offentliggjorde tidligere på året sine syv anbefalinger, der primært handlede om bæredygtighedskrav til virksomheder.

Denne gang kommer rådet med anbefalinger til kædeansvar og cirkulær økonomi, hvor det især ved sidstnævnte opfordrer regeringen til at skrue op for ambitionerne.

Ligegyldigt hvem der sidder i regeringen om nogle måneder, så er det en meget vigtigt opgave.

Steen Gade
Formand for Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål
"Ligegyldigt hvem der sidder i regeringen om nogle måneder, så er det en meget vigtigt opgave at lave en ambitiøs strategi for cirkulær økonomi, hvis vi skal være med i førerfeltet på europæisk plan," siger rådets formand, Steen Gade, der er tidligere direktør for Miljøstyrelsen og forhenværende folketingsmedlen for SF.

Cirkulær økonomi går ud på at bevare ressourcer i det økonomiske kredsløb længst muligt, eksempelvis ved at gøre produkter nemmere at reparere og at genanvende de materialer, de er lavet af. Modsætningen er den linære økonomi, vi i et vist omfang stadig har i dag – brug og smid væk-kulturen.

Miljøministeriet har i forvejen en strategi for cirkulær økonomi, men den er ifølge Steen Gade "stort set en affaldshåndteringsplan".

"Det er slet ikke den angrebsvinkel, vi skal vælge. Der er brug for en mere samlet strategi," siger han.

Fakta

Her er medlemmerne af Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål:

  • Steen Gade, mangeårigt folketingsmedlem for SF, fhv. direktør i Miljøstyrelsen mm. (formand)
  • Niels Fibæk-Jensen, medstifter & administrerende direktør i Matter
  • Louise Gade, executive vicepresident i Salling Group
  • Lene Espersen, administrerende direktør i Danske Arkitektvirksomheder
  • Sara Krüger Falk, direktør i Global Compact Network Denmark
  • Simon Boas Hoffmeyer, direktør for bæredygtighed og kommunikation i Carlsberg Group
  • Rasmus Skov, Head of Global Public Affairs and Sustainability Solutions i Ørsted
  • Anne Gadegaard, Sustainability Data Manager i Pandora
  • Louise Koch, direktør for Global Impact Sales Strategy & Customer Engagement i Dell Technologies
  • Jarl Krausing, international chef i CONCITO
  • Thomas Bagge Olesen, ledende partner, forretningsudvikling i Den Sociale Kapitalfond
  • Tina Christensen, næstformand i 3F
  • Marie Gad, chef for global bæredygtighed og udvikling i Dansk Industri
  • Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør for arbejdsmarked, uddannelse og forskning i Dansk Erhverv
  • Laila Kildesgaard, direktør i KL, udpeget af KL og Danske Regioner
  • Kenneth Lindharth Madsen, afdelingsleder for handelspolitik og markedsadgang i Landbrug & Fødevarer
  • Majbrit Berlau, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation
  • Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering og Opsparing i Finans Danmark
  • André Mildam, 92-gruppen

Rådet er underlagt Erhvervsstyrelsen.

Indfør mål

Konkret opfordrer rådet regeringen til at vedtage mål for cirkulær omstilling i Danmark.

Rådet giver ikke selv bud på tal, men henviser dog til Holland som inspiration.

Her satte regeringen under premierminister Mark Rutte allerede for seks år siden et mål om 100 procent cirkularitet 2050.

Om 28 år skal affald altså være fortid i Holland.

I Holland har målsætningen sat skub i den cirkulære økonomi inden for blandt andet iværksætteri og offentlige indkøb, påpeger rådet.

"Det er helt tydeligt, at Holland har sat sig for at være foran for at være med til at sætte dagsordenen i den politiske forhandling," siger Steen Gade med henvisning til EU, hvor mange af reglerne for eksempelvis bæredygtigt produktdesign vedtages.

Et mere cirkulært Danmark vil derfor have bedre mulighed for at påvirke udformningen af kommende bæredygtighedsdirektiver i EU, lyder vurderingen.

Offentlige indkøb

Gennemsnitsdanskeren bruger over fire gange sin andel af jordens naturressourcer hvert år, og Danmark er blandt de lande, der klarer sig dårligst på verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion.

Foruden at begrænse den skade, danskernes forbrug gør på miljø og klima, kan en mere ambitiøs strategi for cirkulær økononomi altså gøre Danmark til et foregangsland, mener rådet.

Og hvordan gør man så det?

"Et stærkt redskab er offentlige indkøb. Her kan du jo for eksempel kræve, at du kun vil købe noget, man med garanti kan reparere," siger Steen Gade.

Hvis du kun kører efter penge, så ender du oftest med ikke at levere på den her dagsorden.

Steen Gade
Formand for Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål
Regler for grønne offentlige indkøb, herunder krav til produkternes CO2-aftryk, er et de grønne løfter, regeringen endnu ikke har leveret på.

Kommuner, regioner og staten køber hvert år ind for et trecifret milliardbeløb. Derfor rummer grønne krav til indkøb store muligheder for at udlede mindre CO2, producere mindre affald og skåne miljøet.

"Det offentlige køber alt fra skoleborde til mad, mursten og biler. Og hvis du kun kører efter penge, så ender du oftest med ikke at levere på den her dagsorden," siger Steen Gade.

Erhvervsfolk har i Altinget kritiseret regeringen for ikke at gøre det nemmere for virksomhederne at konkurrere på bæredygtighed – også kaldet den grønne bundlinje.

Rusland og robotter

Den cirkulære økonomi kan desuden styrke Danmarks forsyningssikkerhed, lyder det i en af rådets anbefalinger.

"Det vil blandt andet mindske behovet for kritiske råstoffer i vindmøller, solceller og robotter," skriver rådet.

Og ligesom EU-landene lige nu kæmper for at gøre sig mindre afhænginge af russisk gas ved at opføre flere vindmøller og solceller i Europa, kan man med cirkulær økonomi sikre, at flere råstoffer kan få lov at blive liggende i jorden, samt man ikke skal købe nær så mange mineraler fra udemokratiske lande.

"Tankegangen er den samme. For eksempel er vi afhængige af en masse råstoffer fra DR Congo eller Kina for at kunne producere elbiler. Derfor mener vi også, at cirkulær økonomi skal ses i lyset af behovet for at skabe en større uafhængighed," siger Steen Gade.

"Krigen i Ukraine har nok givet os et større klarsyn for, hvor sårbare vi egentlig har gjort os selv," siger formanden.

De tre sidste af rådets nye anbefalinger handler om kædeansvar, også kendt som due diligence eller nødvendig omhu over for menneskerettigheder. Dem kan du læse mere om på Altinget Verdensmål i de kommende dage.

Du kan desuden se hele listen over anbefalinger i faktaboksen nedenfor.

Fakta

Her er Rådet for Samfundsansvar og Verdensmåls samlede anbefalinger til regeringen. 8-15 er de nye fra september 2022.

  1. Bedre vejledning og rådgivning for at styrke SMV’ernes viden om nye bæredygtighedskrav.
  2. De rette kompetencer til en grøn, bæredygtig og socialt ansvarlig omstilling.
  3. Større fokus på virksomhedernes due diligence og ansvar i værdikæder.
  4. Information om ESG- og bæredygtighedsrapportering.
  5. Nemme værktøjer til opgørelse og rapportering af bæredygtighedsdata.
  6. Nemme, digitale løsninger til deling af bæredygtighedsdata.
  7. Alle danske virksomheder anbefales at opgøre deres klimaaftryk for scope 1 og scope 2 samt påbegynde arbejdet med at opgøre for scope 3 i takt med udvikling i tilgængelige værktøjer og vejledninger i alle tre scopes.
  8. Principperne for cirkulær økonomi skal udbredes til alle dele af samfundet
  9. Det strategiske arbejde med cirkulær økonomi skal styrkes med nye ambitiøse målsætninger og opfølgende relevant monitorering
  10. Rammerne for omstilling til cirkulær økonomi skal tilpasses nye krav og behov
  11. Der skal skabes incitamentsstrukturer, der fremmer en cirkulær omstilling af markedet bl.a. gennem offentlige indkøb og for at fremme forsyningssikkerheden af kritiske råstoffer
  12. Digitalisering og adgang til data skal sikre en effektiv omstilling til cirkulær økonomi og lette virksomhedernes arbejde med dokumentation og rapportering
  13. Der skal være større fokus på den risikobaserede tilgang og færre emner overladt til nationale skøn i EU-direktivforslaget om due diligence.
  14. Der bør stilles krav til, at offentlige myndigheder har processer til at håndtere aktuelle og potentielle negative indvirkninger på menneskerettigheder og miljø ved offentlige indkøb
  15. Der bør sættes større fokus på både myndigheders og virksomheders ansvar for at understøtte den bæredygtige udvikling i udviklingslande.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

0:000:00

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024