Klimarådgiver: Rige lande skal tage større ansvar for klimakatastrofer i skrøbelige lande på COP26

Løfte er ikke overholdt

Især vækker det harme, at flere af de lande, som bærer det historisk største ansvar for klimakrisen, ikke har tænkt sig at indfri løftet om at yde 100 milliarder dollar om året i klimabistand fra 2020. 

Flere har efterhånden mistet tålmodigheden med rige lande, som på topmøderne fører sig frem med grøn retorik, men i virkeligheden fører sort politik.

Mathias Høj Kristensen
Klimarådgiver i Care Danmark

Samtidig er det tydeligt, at utilfredsheden har fået yderligere et nøk op ad, fordi de rige lande heller ikke har leveret en krone til at ”adressere tab og skader i forbindelse med de skadelige virkninger af klimaændringer, herunder ekstreme vejrbegivenheder og langsomt opståede begivenheder”, sådan som de ellers bør jævnfør Parisaftalens artikel 8.

Søndag blev denne utilfredshed så manifesteret i to stillehavsøers frontalangreb, hvor Antiguas premierminister blandt andet fyrede denne bredside afsted:

”Denne uretfærdighed skal ophøre. Vi insisterer på, at de stater, der er mest ansvarlige for denne alvorlige situation, respekterer deres juridiske forpligtelser til at stoppe den globale opvarmning og yde kompensation til dets ofre".

Allerede dagen efter kom der så en første fremstrakt og forsonende hånd fra modparten.

Det skete, da Skotlands premierminister, Nicola Sturgeon, præsenterede en ny klimafond målrettet tab og skader på en million pund. Beløbet er ganske vist beskedent, slet ikke nok, men signalet er vigtigt. Fonden er den første af sin slags, og derfor har mange taget godt imod initiativet på COP’en.

Senere samme dag bredte der sig ligefrem en spæd optimisme blandt forhandlere og NGO’er, fordi John Kerry udtalte, at USA ”vil anerkende behovet for at håndtere tab og skader på passende vis”. Det er ganske vist uklart, hvad udtalelse konkret betyder, men Kerrys respons var ikke desto mindre mere imødekommende end normalt.

Håb om første skridt mod beslutning på COP26

Blandt ngo'er, aktivister og forhandlere fra østater og ulande forventer ingen, at de rige lande kommer med store pengesummer til tab og skader. Men mange af os arbejder for og håber på, at COP26 kan blive et første skridt henimod en COP-beslutning, der sikrer finansiering til lande, som rammes af klimakatastrofer.

Det kan for eksempel ske ved at integrere tab og skader i forhandlingerne om et nyt klimafinansieringsmål post 2025, eller ved på anden vis at sætte beløb på, hvad de rige lande skal betale til tab og skader.

Zoomer vi ind på den slags klimaforandringer og klimakatastrofer, som pengene skal gå til, får man et godt indtryk af, hvilke enorme omkostninger der er tale om. 

Som Greta Thungberg for nylig sagde, har vi brugt alt for mange år på ”blah blah blah”. Nu skal bindende mål og konkrete initiativer på bordet, og det starter med klimabistand, tab og skader og CO2-reduktioner.

Mathias Høj Kristensen
Klimarådgiver i Care Danmark

Østater som eksempelvis Tuvalu, Antigua, Vanuata og Fiji ser allerede nu deres land synke i havet på grund af stigende havniveau. Mere præcist ser de deres levesteder, historie, kultur og arbejdspladser forsvinde dag for dag, ligesom de konstant lever med visheden om, at med mindre verden reducerer sit CO2-udslip markant meget hurtigt, må de formentlig flygte til andre lande inden for få årtier.

En grøn gældsspiral

Andre steder er konsekvenserne mere pludselige og konsekvente. Her rammer orkaner og oversvømmelser med så voldsom kraft, at man nærmest ikke forstår det.

Et eksempel: Da cyklonen Idai ramte Mozambique, Malawi og Zimbabwe i 2019, resulterede det i mere end 1.000 dødsfald, omkring 550.000 klimaflygtninge internt i de tre lande samt økonomiske tab og skader for 3,6 milliarder dollar. Alene i Mozambique, et land med et bni på cirka 15 milliarder dollar, løb regningen op i 2,7 milliarder dollar, og landet måtte derfor optage store lån for overkomme ødelæggelserne.

Det sidste er desværre blevet mere og mere normalt og truer med at fastholde sårbare stater i en grøn gældsspiral, der hele tiden forværres af nye katastrofer. For eksempel blev Mozambique blot få måneder efter Idai ramt af endnu en cyklon, der ligeledes havde enorme konsekvenser for tusindvis af mennesker.

Et andet eksempel: For præcis et år siden blev Mellemamerika ramt af orkanerne Eta og Iota, henholdsvis en kategori fire og fem orkan. Over ni millioner mennesker blev påvirket af orkanerne, som førte til 1,7 millioner fordrivelser og astronomiske ødelæggelser i landbrugssektoren, der ledte til akut fødevareusikkerhed.

I Honduras var orkanerne tilsammen skyld i 900.000 fordrivelser, og omkostningerne for tab og skader blev senere opgjort til cirka 1,9 milliarder dollar svarende til lidt under ti procent af landets bni. Igen taler vi om et land, der betaler en ekstrem høj pris for klimakatastrofer, der sandsynliggøres og forstærkes af CO2-udledninger, som honduranerne nærmest ikke har andel i.

Mørke skyer kan blive til stormvejr over Glasgow

Fra COP26’s talerstol valgte Honduras’ præsident forståeligt nok at bruge en stor del af sine taletid på klimakrisens konsekvenser. Det samme gjorde Palaus præsident, der gik så langt som til at sige, at de rige lande ”lige så godt kan bombe vores øer, i stedet for at få os til at lide, for blot at være vidne til vores langsomme og skæbnesvangre død”.

Det siger lidt om, hvor betændt debatten om klimafinansiering og tab og skader er blevet. Helt overordnet er det også et klart signal om, at fattige og klimasårbare stater ikke længere vil acceptere at blive holdt hen med sniksnak og tomme ord.

Kravet er, at de, der har skabt klimaproblemet, skal påtage sig et større økonomisk ansvar. Sker det ikke, er det svært at se en lykkelig udgang på COP26.

Som Greta Thungberg for nylig sagde, har vi brugt alt for mange år på ”blah blah blah”.

Nu skal bindende mål og konkrete initiativer på bordet, og det starter med klimabistand, tab og skader og CO2-reduktioner.

Sker det ikke, kan de mørke skyer over Glasgow hurtigt udvikle sig til et decideret stormvejr, der vil resultere i tab og skader for klimatopmødernes integritet, nemlig at de mister deres legitimitet.