Tidligere folketingsmedlem: EU’s selvoptagethed tvinger Afrika i armene på Rusland og Kina
Mens EU lukker sig mere om sig selv, vokser Kina og Ruslands indflydelse i Afrika. Hvis EU ikke åbner op nu, vil Afrikas og verdens fremtid afhænge af autokraterne, skriver Nils Sjøberg (R), tidligere medlem af Europaudvalget og Nordisk Råd.
Nils Sjøberg
Fhv. MF (R), fhv. medlem, Europaudvalget og Nordisk RådDette er et opråb. Det er nu det sker. Det er nu, vi skal reagere. For imens Kina og Rusland sætter sig på det afrikanske kontinent med gratis korn, veje og havne, så lukker EU sig mere og mere om sig selv og den Vestlige verden.
Det er katastrofalt i den sikkerhedspolitiske situation, som verden befinder sig i. Det er dybt problematisk med de klima- og miljømæssige udfordringer, som vi alle her på jorden er en del af, og som har betydning for os alle.
Det er på høje tid, at Europa og de Vestlige demokratier tager et øget ansvar for verden omkring os. Det er nu, at vi som gamle kolonimagter skal vise, at vi vil andet end at holde den afrikanske befolkning ude af Europa.
Skove brænder. Is smelter. Børn sulter. Stadig flere er på flugt.
Vi kender alle billederne fra TV. Det kræver handling. Samtidig har vi som europæere mindst lige så meget brug for at have Afrikas lande på vores side, som Rusland og Kina har det.
På trods af dette lader vi Rusland og Kina sætte sig på den internationale dagsorden uden reelt at foretage os ret meget.
EU giver pladsen til Putin og Xi
27.-28. juli afholdt Putin således topmøde for 49 afrikanske delegationer i Sankt Petersborg. Mødet var med til at sikre korn og gødning til det afrikanske kontinent. Det skete lige efter, at Rusland havde blokeret for kornaftalen mellem Ukraine og Rusland om eksport af korn til verdens fattigste lande.
Imens dette sker, og Rusland giver seks Afrikanske lande gratis korn til at brødføde deres udhungrede befolkninger, er Europa optaget af sig selv.
Selv økonomiske forpligtigelser, som går flere år tilbage i tiden, har EU endnu ikke leveret på overfor de afrikanske lande.
Således lovede EU i forbindelse med COP-15 i 2009, at give 100 milliarder dollars i klimafinansiering til de Mellemøstlige og Afrikanske lande. Målet var klart. EU ville gå forrest i arbejdet med finansieringen af fonden til klimarelaterede tab og skader i verdens fattigste lande. Men der er stort set intet sket på dette område.
Ser man derimod på Putin og Xi Jinping, så lykkedes det at skabe allierede på det afrikanske kontinent.
Således har kineserne stået for byggeriet af lufthavne, broer og mere i Maputo i Mozambique. For byggeriet af hovedkvarteret for Den Afrikanske Union i Addis Ababa i Etiopien. For den nye ekspresmotorvej i Nairobi i Kenya.
Dertil kommer kinesiske byggerier i en stribe andre afrikanske lande, hvor næsten alle havne nu ejes og kontrolleres helt eller delvist af kineserne.
Senest har Rusland på det netop afholdte topmøde i Sankt Petersborg lovet at levere mellem 25.000 og 50.000 ton gratis korn til Burkina Faso, Den Centralafrikanske Republik, Eritrea, Mali, Somalia og Zimbabwe inden for de næste tre til fire måneder.
Betales med renter
Det er unægteligt svært at forestille sig, at Putin ikke forventer at få noget igen. Taknemmeligheden kan betales med politisk indflydelse.
Det er nu, at vi som gamle kolonimagter skal vise, at vi vil andet end at holde den afrikanske befolkning ude af Europa
Nils Sjøberg
Fhv. medlem, Europaudvalget, Nordisk Råd
Det er med seriøse overvejelser, at eksperter nu spørger sig selv, om det vil få betydning for, hvordan landene vil stemme i FN? Vil det have indflydelse på den støtte som Mali og Burkino Faso vil give styret i Niger ved de Vestafrikanske landes møde i ECOWA i disse dage? Og kan det få indflydelse på, hvem der kan få hvilke råstoffer i fremtiden?
Således har Kina netop indført eksportrestriktioner for stofferne gallium og germanium, som findes i alt fra bilbatterier til mikrochips. Fremover skal selskaber fra EU opnå særlige tilladelser for at købe metallerne, der ellers tidligere har været handlet frit.
Mange af de kinesiske låneaftaler havde gunstige henstandsperioder i starten, men forpligter nu afrikanerne til udelukkende at samarbejde med kineserne.
I hovedstaden Luanda i Angola er gælden til kineserne nu så stor, at det svarer til, at hver enkelt borger skylder tæt ved en årsløn til kineserne. Det giver et afhængighedsforhold, som både kineserne og russerne må være bevidste om.
Samtidig med at det ikke nødvendigvis er miljø, klima, demokrati og menneskerettigheder som står øverst på dagsordenen.
Europa har brug for Afrika
Politisk har kinesere, russere og europæere alle brug for at have de afrikanske lande på deres side.
Senest har vi oplevet, hvordan flere Afrikanske lande bakker Rusland op i den sikkerhedspolitiske situation mellem Rusland og Ukraine. Hvordan det ikke er lykkedes EU at få en stor del af de afrikanske lande på vores side i sanktionerne mod Rusland. Hvordan flere af Afrikas lande skifter fransk militærhjælp ud med russisk, og stadig flere sælger deres råstoffer til Kina.
Jeg vil derfor opfordre til, at EU udvikler et ligeværdigt, politisk samarbejde med de afrikanske lande. Det kan for eksempel ske ved at indgå nogle gennemgribende, politiske og økonomiske aftaler mellem EU og Den Afrikanske Union.
I hovedstaden i Angola er gælden nu så stor, at det svarer til, at hver enkelt borger skylder en årsløn til kineserne
Nils Sjøberg
Fhv. medlem, Europaudvalget, Nordisk Råd
Kun på den måde har vi en mulighed for at få de afrikanske lande på vores side og sikre kampen mod fattigdom og miljøkatastrofer.
Det er i Europas egen interesse, at vi får hjulpet den afrikanske befolkning ud af fattigdommen og ind i en udvikling, hvor de får arbejde, sundhedssystemer, uddannelser og et fungerende, offentligt, demokratibåret samfund med ligestilling mellem kønnene.
Lykkes det ikke, og gør vi ikke noget nu, så vil fattigdommen vokse og dermed også en helt forståelig trang til at søge over Middelhavet i overfyldte gummibåde.
Et tættere samarbejde mellem Europa og de afrikanske lande vil derfor også være en forudsætning for, at den afrikanske befolkning tør tro på et bedre liv på det afrikanske kontinent.
Ender vi derimod med den opdelte verden, som vi allerede ser klare tendenser til nu, hvor EU og amerikansk teknologi og valuta står på den ene side, og Kina og Rusland står på den anden, så er det afgørende, hvem de afrikanske lande samarbejder med.
Skal det være på EU's værdigrundlag, hvor vi værner om demokrati, uddannelse, ligestilling, klima og miljø, så skal Danmark og de øvrige EU-lande åbne sig mod verden nu.