Debat

Regionsformand for TL Syddanmark til rådsmedlem: Har du sovet under møderne i De Regionale Arbejdsmarkedsråd?

Rådsmedlem Christoffer Lilleholt mener, at RAR's arbejde er meningsløst og et "åbenlyst" sted at spare. Med de påstande får man indtrykket af, at han fuldkommen har misforstået rådenes opgave, skriver Bodil Sejer.

RAR's drøftelser sikrer inputs fra diverse grupper af rådsmedlemmer og dermed den regionale forankring, kommunerne har svært ved selv at tage hensyn til, skriver Bodil Sejer.
RAR's drøftelser sikrer inputs fra diverse grupper af rådsmedlemmer og dermed den regionale forankring, kommunerne har svært ved selv at tage hensyn til, skriver Bodil Sejer.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er heldigvis ikke hver dag, man skal have på puklen for ikke at udrette noget.

Derfor var det også til min store overraskelse, at jeg i en artikel i Altinget kunne læse, at Venstres Christoffer Lilleholt mener, at mit og en lang række andres arbejde i De Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR) ikke fører noget med sig – og som sådan er meningsløst.

Den tilkendegivelse kommer i kølvandet på nyheden om, at rådene skal nedlægges som led i en spareøvelse.

Lilleholt er selv medlem af RAR Fyn, og som sådan skulle man mene, at han må vide, hvad han taler om. Men det er her, jeg bliver forvirret. For hans pointer vækker slet ikke genklang hos mig – snarere tværtimod.

Sikrer regional forankring og sparer arbejdstimer

Lad mig starte med rådsmødernes primære formål som, ifølge Christoffer Lilleholt, er at udveksle informationer og være et forum for snak om "relevante emner", herunder anbefalinger til kommuner om, hvilke kurser de kan tilbyde ledige, ud fra hvor der mangler arbejdskraft.

Læg dertil, at drøftelserne udgør en ikke ubetydelig mængde arbejdstimer, som kommunerne spares for.

Bodil Sejer
Regionsformand, TL Syddanmark

Her påstår han, at der ingen beslutninger træffes i rådene, og at anbefalingerne i øvrigt er nogle, kommunerne lige så godt selv kan finde frem til.

Christoffer Lilleholt er til daglig rådmand for beskæftigelse i Odense Kommune og burde vide, at der går en del drøftelser forud for gode beslutninger.

Og mens det ganske rigtigt ikke er rådene, der træffer beslutningerne, så er det rådene, der foretager de kloge drøftelser, der går forud.

Det er drøftelser, som ikke alene sikrer inputs fra en divers gruppe af rådsmedlemmer, men også sikrer den regionale forankring, der ellers kan være overordentlig svær for kommunerne selv at tage hensyn til.

Læg dertil, at drøftelserne udgør en ikke ubetydelig mængde arbejdstimer, som kommunerne spares for, og dermed kan allokere til de opgaver, de er bedst til – herunder at yde den formelle borgerrådgivning.

Læs også

Ikke desto mindre bliver løsningen fremover, at De Regionale Arbejdsmarkedsråd ligesom Beskæftigelsesrådet og Arbejdsmiljørådet nedlægges for i stedet at presse de tre væsensforskellige områder sammen i ét råd.

Og hvordan skal det dog afføde gode drøftelser, spørger man sig selv?

Ikke løsningen at mødes oftere

Også det har Lilleholt et svar på: Vi skal mødes oftere i det nye råd.

For "hvis parterne er voksne nok, kan de sagtens tale sammen om de her ting alligevel," som han siger.

Det arbejde forsvinder altså ikke ved at svinge en sparekniv.

Bodil Sejer
Regionsformand, TL Syddanmark

Vi er skam voksne, men at mødes oftere kommer ikke til at løse de problemer, vi stadig skal løse i fremtiden.

Da man i sin tid oprettede rådene, var det for at lade dem rådgive jobcentrene om det regionale arbejdsmarked i de otte regioner, og dermed sikre den regionale forankring. Det arbejde forsvinder altså ikke ved at svinge en sparekniv.

Så når Christoffer Lilleholt, lidt hovmodigt, erklærer De Regionale Arbejdsmarkedsråd som et "åbenlyst" sted at spare, får man ikke indtryk af, at han har forstået rådenes opgave.

Nej, man efterlades snarere med en mistanke om, at rådmanden må have sovet under møderne i RAR Fyn.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christoffer Lilleholt

Rådmand (V), Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Odense Kommune
cand.scient.pol. (SDU 2019)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024