Aki-Matilda Høegh-Dam: Grønland er ikke et tosproget land

Dette beløb er en betydelig post i vores økonomi, og hvis vi ser på det i forhold til vores BNP, svarer det til, at man i Danmark brugte cirka 3,6 milliarder kroner om året alene på regeringens tolkning, hvis de skulle bruge en tilsvarende andel af deres BNP. Dette beløb dækker desuden kun Naalakkersuisut og ikke Inatsisartut (parlamentet) eller andre offentlige institutioner.

Derfor kan jeg være forstående for, når man i Danmark ikke ønsker, at alt skal simultantolkes i Folketingssalen. Vi i Grønland kender netop allerede den omkostning, det medfører.

Flere har dog kritiseret, hvad det vil gøre ved den demokratiske proces i Grønland, hvis det ikke længere bliver muligt at følge med i Inatsisartut på dansk. Men som Folketinget har forklaret mig: "Hvorfor skulle Folketinget simultantolke alt til grønlandsk, hvis man ikke er sikre på, at det alligevel bliver hørt?"

I lyset af dette foreslår jeg derfor en anmodningsbaseret model for oversættelser og simultantolkninger i Inatsisartut. Det kan ses som en overgang fra den nuværende store omkostning til en mere demokratisk, men også billigere løsning.

I stedet for automatisk at oversætte alle debatter og dokumenter bør vi kun tilbyde oversættelse, når journalister, politikere eller befolkningen anmoder om det til de områder, de ved, de vil følge med i eller læse.

Dette vil højst sandsynligt reducere de økonomiske omkostninger betydeligt, samtidig med at vi bevarer muligheden for at sikre demokratisk deltagelse for alle, inklusive dem, der hverken taler dansk eller grønlandsk – og dermed være en fordel for borgere med anden sproglig baggrund.

Sprog, privilegier og rettigheder

Der er et ordsprog, der lyder: "When you are privileged, equality feels like oppression". Denne sprogdebat handler i høj grad om et opgør med vores kolonihistorie, men så sandeligt også om privilegier og rettigheder.

Dem, der har nydt privilegiet ved at kunne klare sig uden at lære grønlandsk, har ofte svært ved at forstå, hvorfor det er nødvendigt at gøre grønlandsk til det primære sprog i vores offentlige institutioner. Når der stilles systemiske og politiske krav om at bruge grønlandsk, kan det derfor føles som en trussel for nogle, men i virkeligheden er det de grønlandsksprogede, der oplever denne uretfærdighed dagligt, når de presses til at tale dansk for at kunne begå sig i eget land.

Vi skal dog ikke være bange for at styrke vores sprog. Grønlandsk er ikke kun de grønlandsksprogedes sprog – det er også de dansksprogede inuits sprog, som de har mistet. Det er min opfattelse, at mange dansksprogede inuit forstår dette og støtter genoprettelsen af deres egen kulturelle arv, de har mistet.

Mens mange sprog som dansk og fransk har deres hjemlande, har grønlandsk kun ét hjem, hvor det kan få lov at trives – her i Grønland.

En anmodningsbaseret model for oversættelser er et skridt i den rigtige retning, men vi skal længere. Det skal være muligt at tage en uddannelse, få et job og leve et fuldt liv på grønlandsk, uden at blive fremmedgjort i eget land for ikke at beherske dansk.

Grønlandsk fortjener sin plads som det primære sprog i vores offentlige institutioner, og det er vores fælles ansvar at sikre, at det bliver en realitet – for alle, også vores dansksprogede landsmænd, der fortjener at blive dobbeltsprogede igen.

For i sidste ende ønsker vi alle det samme: lige rettigheder og muligheder.