Havbrugsaktivist: Færøerne spiller hasard med havmiljøet i jagten på profit

Opdrætsburene skal eksempelvis ligge brak i minimum to måneder mellem hver produktionscyklus, for at havbunden får en mulighed for at komme sig ovenpå den langstrakte periode med stor næringsstofbelastning.

Braklægningen skal derfor ses som en mulighed, for at de stærke havstrømme kan skylle alt det organiske materiale væk og dermed gøre klar til en ny produktionscyklus.

Men hvor bliver alt det organiske materiale skyllet hen?

Når den årlige produktion af laks er steget 800 procent de sidste tyve år, så må de mange flere fisk også give meget mere forurening. Idéen om, at havet glemmer, og havbunden kan vaskes ren, er at sammenligne med idéen om at ryste picnictæppet med alt affaldet ude i naturen – ude af øje, ude af sind. Det er muligt, at næringsstofferne bliver skyllet væk fra den umiddelbare nærhed af netburene, men hvor ender de?

Lakselus og kemikalier

I modsætning til andre havbrugsnationer er Færøerne lykkes med at markedsføre deres laks som antibiotika-fri, hvilket er et vigtigt salgspunkt på verdensmarkedet. Til gengæld bruger færingerne en lang række kemikalier, blandt andet brintoverilte og emamectin benzoate, til at bekæmpe de lakselus, som sætter sig fast på laksene.

Lakselusen er et lille skaldyr på størrelse med en tangloppe og kategoriseres som en snylter, da den langsomt, men sikkert, æder fisken op. Lakselusen trives, jo større tætheden blandt fiskene er, da det giver den optimale betingelser for at sprede sig.

For at undgå gennemtyggede og skamferede laks, som er svære at sælge, hvis de ikke dør, inden de bliver slagtemodne, så benytter opdrætterne sig af førnævnte kemikalier.

Man får lyst til at spørge, om en død havbund og døde skaldyr slet ikke er noget, der bekymrer færingerne.

Johan Flyvbjerg
Grundlægger, Ingen burfisk i havet

Kemikalierne tilsættes enten foderet eller hældes direkte ned i buret, hvorfra giftstofferne fortsætter deres rejse ud i havet. Emamectin benzoate og brintoverilte er dødelige for skaldyr og andre bundlevende dyr.

De to forfattere Simen Sætre og Kjetil Østli har i deres bog 'The New Fish' dokumenteret, at der fra 1990'erne og videre op gennem 00'erne er flere tilfælde af norske og canadiske fiskere, som finder døde hummere og rejer. I nogle tilfælde ser de helt arterne forsvinde fra store områder.

Fælles for alle tilfældene er, at store havbrug i nærheden har hældt tonsvis af disse og andre kemikalier direkte ud i havet.

Komplekse økosystemer

Man får lyst til at spørge, om en død havbund og døde skaldyr slet ikke er noget, der bekymrer færingerne. Men det lader til, at pengene fosser ind i så øredøvende højt et tempo, at ingen kan høre, hvis der bliver råbt vagt i gevær.

I Danmark har politikere tidligere opereret med et såkaldt "miljømæssigt råderum". Da regeringen i forbindelse med landbrugspakken i 2015 bragte argumentet på banen, var det i håb om, at der kunne gives placeringstilladelser til nye havbrug i Kattegat. Men som professor Stiig Markager sagde dengang:

"Man kan ikke både få flere havbrug og et bedre havmiljø." Og hans kollega Karen Timmermann tilføjede:

"Når man bruger ordet 'råderum', lyder det, som om man kan øge forureningen, uden at der vil være en negativ effekt. Sådan et råderum findes ikke. Hvis man øger næringsstofudledningen, for eksempel med et havbrug, vil miljøkvaliteten blive negativt påvirket."

Om det færøske miljøministerium (som meget praktisk, for opdrætsindustrien, er slået sammen med erhverv og handel) også opererer med en ide om et miljømæssigt råderum vides ikke.

Hvis de gør, så virker råderummet ikke til at være opbrugt endnu. Ellers kunne industrien ikke være vokset så eksplosivt de sidste tyve år.

Færøerne er naturligvis i deres gode ret til at satse hele butikken på opdræt af laks i havbrug med de milliarder og miljøkonsekvenser, som det medfører. Men de burde huske på den amerikanske forsker Frank Egler og hans pointe om, at "økosystemer ikke alene er mere komplekse end vi forestiller os, de er mere komplekse, end vi kan forestille os."