Ny debat: Arktis smelter med alarmerende hast - hvad gør vi nu?
FN's Klimapanel har i en ny rapport slået fast, at klimaforandringerne i Arktis slår hurtigere igennem end noget andet sted på kloden. Hvad gør vi? Og hvilke konkrete skridt bør verdens stats- og regeringsledere tage på det kommende klimatopmøde i Glasgow? De spørgsmål stiller Altinget Arktis i en ny temadebat.
Martin Mauricio
ForsideredaktørArktis vil i fremtiden mærke konsekvenserne af klimaforandringerne hårdere end andre dele af verden med temperaturstigninger, der på de koldeste dage er tre gange så stor som den globale opvarmning.
Sådan lød en af de alarmerende hovedkonklusioner i den nye klimarapport, som FN’s klimapanel, IPCC, præsenterede 10. august, hvor eksperterne ligeledes forudser, at Arktis sandsynligvis vil være “praktisk talt havisfri i september mindst en gang før 2050”.
Hvad gør vi nu? Er det stadig muligt at tæmme gletsjertilbagetrækningens globale karakter, hvor næsten alle verdens gletsjere trækker sig tilbage synkront? Og hvordan kan konkrete ændringer i den menneskelige adfærd være med til at sænke de galoperende temperaturstigninger og havisens hastige smelten?