Vi skal tage børns udsagn alvorligt, men ikke nødvendigvis bogstaveligt

Uden viden og de rette kompetencer risikerer vi, at inddragelsen ikke gør den positive forskel for barnet, vi håber på.

Ifølge barnets lov, som trådte i kraft 1. januar 2024, har barnet ret til at blive inddraget i alle beslutninger, der vedrører barnet. Uanset alder.

Det betyder, at børne- og ungerådgivere skal invitere selv små børn til aktiv deltagelse, så deres perspektiv bliver tilvejebragt og taget i betragtning.

Hensigten er god, og det er på tide, at vi anerkender børns perspektiver som vigtige, når vi træffer beslutninger, der har betydning for deres liv, men loven stiller store krav til de fagprofessionelles viden og faglige kompetencer, hvis den skal omsættes til handling på en etisk forsvarlig måde.

Derfor er det vigtigt fra politisk side at prioritere efteruddannelse og et fagligt løft på de nuværende uddannelsesinstitutioner.

Alle fagprofessionelle, der arbejder med børn, bør klædes på til at kunne tale med dem.

Malene Angelo

Inddragelse er ikke at spørge barnet, hvad det ønsker og lade barnet bestemme.

Inddragelse er at prøve at forstå, hvordan barnet har det og at hjælpe barnet, så det får det bedre.

Vi skal derfor være taknemmelige, når børn fortæller os om forhold, der kan påvirke dem negativt eller være direkte skadelige, fordi det gør det muligt for os at tage ansvar for at skabe nogle bedre rammer for børnene.

Det gør vi ved at tage barnets udsagn alvorligt, men ikke nødvendigvis bogstaveligt.

Et barn har altid grunde til at sige, som det gør, men forstår vi ikke barnets udsagn i relation til den kontekst, det udspringer af, risikerer vi at gøre ondt værre.

Når et barn for eksempel siger: "Jeg vil ikke hjem til min far," betyder det ikke nødvendigvis, at barnet ikke vil se sin far.

Det kan også betyde: Jeg vil gerne se min far, men jeg vil have brug for, at noget bliver anderledes, og jeg kan lige nu ikke forestille mig, at det er muligt.

Som forældre og fagprofessionelle bliver vi nødt til at forholde os nysgerrigt og undersøgende, når vi skal forstå, hvad der ligger bag ordene, for at kunne støtte barnet.

Hvis vi ikke undersøger, hvad barnets udsagn handler om, risikerer vi at misforstå barnet, miste barnets tillid og træffe beslutninger på barnets vegne, der ikke er gode for barnet.

Vi skal tage barnets udsagn alvorligt og sørge for, at det bliver hørt og hjulpet med det, der er vigtigt for netop dette barn.

Det kræver, at vi er lydhøre og parate til at justere vores egen forforståelse.

I Børns Vilkår skelner vi mellem barnets perspektiv, som er barnets forståelse og ønsker i situationen, og et børneperspektiv, som er den faglige viden om børn.

Ingen af delene kan stå alene, når vi inddrager børn. 

Alle fagprofessionelle, der arbejder med børn, bør klædes på til at kunne tale med dem.

Men særligt i myndighedsspørgsmål, hvor man som fagprofessionel skal træffe beslutninger, der har betydning for barnets liv, er det katastrofalt, hvis den fagprofessionelle ikke har de nødvendige kompetencer til at tale med børn.

Vi skal huske, at det er en rettighed – ikke en pligt – at børn skal udtale sig.  

Malene Angelo

God børneinddragelse kræver, at rådgiverne føler sig trygge ved at tilbyde børnene forskellige udtryksformer og muligheder for at blive hørt.

Det kræver øvelse at inddrage børn relevant og på en etisk forsvarlig måde. Og det kræver mulighed for supervision og vedvarende faglig refleksion.

Derudover kræver det tid at opbygge den tillid hos barnet, der er nødvendig for, at barnet ønsker at dele sine synspunkter med dig.

Ligesom det kræver tid at indhente viden om barnet fra familie og fagpersoner, som gør det muligt at forstå barnets udsagn i relation til de sammenhænge, de udspringer af.

Fagprofessionelle må vide, hvordan de forbereder barnet og følger op med flere samtaler, så barnet får den nødvendige information og ved, hvordan dets udtalelser bliver brugt, og hvad baggrunden er for den endelige beslutning.

Det kræver også at rammerne og ressourcerne er der, men det er en helt anden historie. 

Bare fordi det står i loven, at man skal inddrage børn, er det ikke givet, at kompetencerne er til stede.

Betyder det så, at vi helt skal stoppe med at inddrage børn? Nej det skal vi selvfølgelig ikke. Og det må vi ikke. Børn har ret til at blive inddraget i beslutninger, der har betydning for deres liv.

Uden inddragelse af barnets perspektiv, kan vi dårligt vide, hvordan vi skal forstå, støtte og hjælpe et barn, hvis opvækst og trivsel, er vores ansvar at skabe rammerne for.

Men skal vi undgå at gøre mere skade end gavn for barnet, kræver det, at man fra politisk side afsætter ressourcer til at højne kompetencerne hos de fagprofessionelle, og at politikerne i højere grad prioriterer fastholdelse af de medarbejdere, som børnene har opbygget tillid til.  

Samtidig er det vigtigt, at vi ikke ukritisk og ureflekteret inddrager barnet.

Vi skal hele tiden overveje nøje, hvad formålet er med inddragelsen, og hvad der skal til for, at det bliver en god oplevelse for barnet.

Vi skal huske, at det er en rettighed – ikke en pligt – at børn skal udtale sig.

Og vi skal som fagprofessionelle både kunne skabe et trygt rum for barnet, der giver barnet lyst og mulighed for at udtrykke sig, og kunne aflæse barnets kropssprog og mimik godt nok til at forstå, hvis barnet ikke har lyst til at deltage.

Ellers kan vi gøre ondt værre.