Med ét interview har Messerschmidt detoneret hele det blå projekt

Bestræbelser, der er i fokus, når de blå partiledere mødes for at drøfte fælles udspil, der både skal tiltrække Lund og Løkke og samtidig overbevise vælgerne om, at der overhovedet findes et funktionsdygtigt blåt alternativ til Mette Frederiksen-regeringen.

Udspillene er endnu ikke formuleret og præsenteret, og nu har Messerschmidt ødelagt hensigten med dem. I forvejen har der igennem lang tid været udbredt usikkerhed og tvivl hos de andre borgerlige partiledere om, hvor de egentlig havde ham.

Med sit interview forsøger Messerschmidt at placere sig i en solistrolle, hvor journalisterne hele tiden vil spørge ham, om han kan nikke til den ene eller den anden konstellation, de andre borgerlige oppositionspartier måtte komme på.

Det er sådan set smart nok set fra et isoleret DF-perspektiv, men samlet set illustrerer Messerschmidts aktion, at den blå opposition ikke har bragt sig selv hen i en ny position: Man er stadig defineret ved gensidig mistro, opsætning af snubletråde og kannibalisme.

Blå blok er simpelthen ikke blevet bedre af – og efter – at Venstre har forladt den.

Blå blok er ikke blevet disciplineret

Hos netop Venstre var formodningen og forhåbningen ellers, at mens man selv skaffede borgerlige resultater i SVM-konstellationen, så ville det virke disciplinerende på den blå opposition, at den nu ikke havde Venstre til at organisere det politiske arbejde.

Venstre har ikke i overskuelig fremtid en sandsynlig vej til regeringsmagten udenom Socialdemokratiet.

At man på den hårde måde ville lære, at man ikke både kunne have Venstre som ledende parti og drivkraft – og angribe Venstre tidligt og silde. Og at man også kom frem til at acceptere, at det at have regeringsmagten også betyder, at man klar til at håndtere sager og vilkår, der ikke er behagelige.

Og det er ikke kun Messerschmidts aktion, der bekræfter Venstre i, at den erkendelse ikke er indtruffet endnu. Liberal Alliances modstand mod kvindelig værnepligt før sommerferien bliver også skrevet på den regning, ligesom modstanden skattereformen og top-topskatten gør det. Støjbergs parti og hendes indædte kampagne mod en CO2-afgift på landbruget bliver set i det lys. Og det gør den blå oppositions samlede modstand mod koranloven også.

Men tilstanden af splittelse og borgerkrig kan Venstre ikke bebrejde de borgerlige oppositionspartier alene. Den hænger også tæt sammen Venstres egen historie.

Både LA og DD er opstået som reaktioner på Venstre

De to store drivkræfter i den blå opposition, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne, er begge opstået som en modreaktion på Venstre. LA fandt fodfæste i slutningen af nullerne med et opgør på fordelingspolitikken, mens Danmarksdemokraterne voksede frem på ideen om, at Venstre stadig skulle basere sig på hård udlændingepolitik og via et internt opgør med den grønne politik.

Og selvom Konservative ikke er opstået som protestparti mod Venstre, forsøgte partiet under Søren Pape Poulsens ledelse at overtage rollen som det førende borgerlige parti op til folketingsvalget 2022 og udfordrede direkte Jakob Ellemann-Jensen til en duel om statsministerposten. Med det resultat at begge tabte.

Tilsammen kan man sige, at Venstre, siden Anders Fogh Rasmussen overtog formandsposten i 1998, har accepteret, at der skal indgås dybe ideologiske kompromisser på hele det borgerlige Danmarks vegne om fordelingspolitik og velfærdsstaten, hvis man vil erobre regeringsmagten.

Men samme accept har ikke indfundet sig hos de øvrige blå partier. Faktisk er flere af dem bygget på netop ikke at acceptere den, og dermed har de kritikken af Venstre skrevet ind i fødselsattesten.

Dermed er den usunde dynamik, hvor man angriber hinanden for ikke at være borgerlig (nok), fordelings- og værdipolitisk, over de seneste 15 år blevet en dybt indgroet del af det borgerlige politiske univers.

I stedet for at ligne et regeringsdueligt alternativ er de borgerlige partier fanget i de små forskelles narcissisme på den ene side og kognitiv dissonans på den anden.

Her er Venstres beslutning om at forlade blå blok og gå ind i regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet lige så meget en del af den dynamik som en reaktion på den.

V har medvind – men kurs mod problemer

For Venstre bekræfter det samlede billede af nid, splittelse og intern borgerkrig i den blå opposition, at beslutningen om at gå ind i regeringssamarbejdet var rigtig, og at de voldsomme omkostninger, den kom i form af yderligere tilbagegang i meningsmålingerne, var værd at påtage sig.

I stedet for at ligne et regeringsdueligt alternativ er de borgerlige partier fanget i de små forskelles narcissisme på den ene side og kognitiv dissonans på den anden.

Håbet og forventningen i Venstre er nu, at den opfattelse vil brede sig blandt de borgerlige vælgere – også i takt med at de politiske resultater begynder at manifestere sig. Ikke mindst når skattelettelserne træder i kraft efter nytår. Der er en lille pil opad i meningsmålingerne, men de skal tages med et gran salt.

I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad selvtilliden og slagfærdigheden er vendt tilbage til Venstre.

Selvom man tabte to mandater og små ti procentpoint, opfatter man europaparlamentsvalget som en stor succes. Og på den strategiske front anser man – i min opfattelse med rette – den grønne trepart som en stor landvinding.

På den ene side fordi dansk klimapolitik – og især landbrugsdelen – nu er belagt med en dyb og bred konsensus og dermed ikke længere er kilde intern splittelse i Venstre. Og på den anden fordi det i samme ombæring piller brødet ud af munden på Inger Støjberg, der som sit fremmeste våben i land-by-konflikten netop havde CO2-afgiften.

Venstre føler simpelthen at vinden er vendt. Og det er den nok også.

Men kursen er sat mod nye problemer.

Et historisk nederlag for det borgerlige Danmark

For mens det er rigtigt, at den borgerlige opposition her to år inde i valgperioden stadig mangler at vise, at den kan udgøre et regeringsdueligt og mandatmæssigt realistisk alternativ til en S-ledet regering, så er det spørgsmålet, hvor det egentlig efterlader Venstre.

Selv hvis man kæmper sig tilbage på niveauet fra sidste folketingsvalg, skal man have Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne med sig, hvis man skal opnå flertal og regeringsmagt. Den vej har Messerschmidt nu blokeret. Dermed har man nu reelt brug for de radikale mandater, enten som erstatning for Moderaterne eller for at gøre Messerschmidt irrelevant. Begge dele ser meget skrøbeligt ud.

Omvendt står Socialdemokraterne i position med flere sandsynlige veje til regeringsmagten. Såvel én der baserer sig rent på den gamle røde blok, som én der inkluderer Moderaterne – og måske endda én hvor Venstre kan indgå, hvis man er villig til nye, dybe kompromisser, ikke mindst på pensionsalder.

Det er rigtigt, at Venstre i en kommende valgkamp har fået gode argumenter i hånden for, hvorfor man gik ind i samarbejdet med Socialdemokratiet. Men valgkampe handler om, hvad man vil og kan for vælgerne ”i morgen”, og her står Venstre et langt mere usikkert sted:

Er Troels Lund Poulsen statsministerkandidat? Og hvis nej, hvem vil han så pege på?

Og hvad vil han overhovedet love sine vælgere, hvis han ikke kan gøre det klart for vælgerne, hvem han vil lede landet sammen med?

Som meningsmålingerne har vist al den tid, SVM-regeringen har eksisteret, er kendsgerningen, at Venstre ikke i overskuelig fremtid har en sandsynlig vej til regeringsmagten udenom Socialdemokratiet.

Det var jo også den indsigt, der fik Venstre til at søge samarbejdet i første omgang på trods af alt det, man havde sagt om Mette Frederiksen de foregående tre år.

Den situation er der ikke ændret på efter Messerschmidts afvisning af Løkke, snarere tværtimod. Og hvis den står efter endnu et valg, begynder det at ligne en ny normal efter blokpolitikkens død.

Det vil være mærkeligt for Venstre at stå i den position.

Og for det borgerlige Danmark vil det være et historisk nederlag.