Første uge i valgkampen: Blå blok holdt et pressemøde, der mest af alt lignede en gidselsituation

Sidste onsdag udskrev Mette Frederiksen endelig det valg, som kom bag på lige præcis ingen, men som alligevel fik breaking-bjælkerne til at bimle og bamle omkring 13-tiden.

I sin forholdsvis korte tale nåede hun at smide en passiv-aggressiv udtalelse om valgkampens ejendommelighed, og så gik de politiske kommentatorer ellers i selvsving.

Som samfundsfagslærer gik jeg ind i min klasse, der – højst ejendommeligt – skulle på besøg i Folketinget den selvsamme dag og prøvede at få dem op på min egen grad af entusiasme. Men de var mest interesseret i, hvornår de fik fri.

Jeg selv fik en malebog fra Det Konservative Folkeparti, så jeg kunne indoktrinere min tumling ved at sætte hende til at male politi-bjørnen, som sørger for lov og orden.

Hana Hasanbegović
Gymnasielærer

Turen gennem Strøget og op til Christianborg blev stødvis mere og mere overrendt af det politiske bagland, hvis valgflæsk var spildt på mine umyndige 1.g’ere. Jeg selv fik en malebog fra Det Konservative Folkeparti, så jeg kunne indoktrinere min tumling ved at sætte hende til at male politi-bjørnen, som sørger for lov og orden.

Christianborg var ikke overraskende nærmest ryddet for politikere og mine elever fik aldrig helt tappet ind i min føromtalte entusiasme. Men valget var officielt blevet skudt i gang.

Og sikke en uge det har været.

Som en slags LiveAid for flow-tv, hvor man var gået sammen i den gode sags tjeneste, startede vi med en fælles partilederrunde fra både Danmarks Radio og TV2.

Her blev vi introduceret for ja/nej-kort, som kunne forsimple politikernes holdninger og reducere dem til binær tænkning. Det kan godt være, at det er et billigt underholdningsgreb, men til gengæld er det ufyldestgørende.

I selve debatten lærte vi, at Inger Støjberg nogle gange spiser pandekager og risengrød for at redde klimaet og så kunne hun – fordi hun er fra landet – afsløre spritny forskning i bæredygtigt landbrug baseret på sin storebror. Mai Villadsen er i øvrigt også fra landet.

Pernille Vermund sagde noget med, at skattelettelser og psykisk sygdom blandt unge hang sammen, hvilket måske gav mening for en enkelt meget rig teenager i Nordsjælland. Sofie Carsten Nielsen og Mette Frederiksen sendte smil til hinanden så falske, at selv Josue ville tænke ’ej, den der hopper ingen på’.

Jakob Ellemann-Jensen fik vist nævnt, at han har været udstationeret, og Alex Vanopslagh kunne tårne over Lars Løkke både hvad angår fysik men også moralsk habitus. 

Morten Messerschmidt fik vendt øjne et par gange, og vi lærte, hvem der var formand for Kristendemokraterne. Og Pia Olsen Dyhr synes, at Mette Frederiksen gør det godt.

Tilbage på lærerværelset sad vi samfundsfagslærere og highjackede samtalen ved frokostbordet. Fordi hvad blev der egentligt sagt under partilederdebatten, som var vedkommende?

Dansklærerne bød ind med knivskarpe analyser af flade floskler.

Der blev ikke snakket om uddannelse, de nye elevfordelingsregler eller de støt faldende optag på erhvervsuddannelserne. Noget, som præger vores og elevernes hverdag ude i klasselokalerne.

Hana Hasanbegović
Gymnasielærer

Der blev ikke snakket om uddannelse, de nye elevfordelingsregler eller de støt faldende optag på erhvervsuddannelserne. Noget, som præger vores og elevernes hverdag ude i klasselokalerne. Men det er der væsentligt mindre schwung over sammenlignet med en duel om, hvem der kommer mest fra landet.

De følgende dage satte valghverdagen ind med den ene fjollede sag efter den anden.

Sofie Carsten Nielsen prøvede forgæves at få lollændere til at droppe ikkeeksisterende gasfyr, Jakob Ellemann-Jensen prøvede forgæves at trække i land i forhold til tørklædebærende hjemmehjælpere og Lars Løkke prøvede forgæves at få os til at glemme, hvem han var for tre år siden.

Sikandar Siddiques bukser kunne heller ikke blive bæredygtige nok.

Den næste debat var med statsministerkandidaterne – dem alle tre – på TV2 og her fik vi fuld valuta for de kommercielle kanaler. På ægte gameshow-manér fik de tre kandidater mulighed for at udtrykke sig via Jeopardy-lignende tavler, alt imens det, der lød som Game of Thrones titelmelodien, spillede som baggrundsmusik.

Her kunne Søren Pape kigge direkte ind i kameraet og give en ubetinget lunken undskyldning til Grønland, og derefter spille bolden over til Mette Frederiksen – som var det rigtige formål med mea cupla-finten – og håbe på, at hun fumlede ligeså meget over sin undskyldning som han selv.

Jakob Ellemann kunne til gengæld fortælle hele Danmark, at han godt vidste, at de ikke rigtig kunne lide ham.

Og alle tre har en musiksmag, som jeg har glemt.

Man kan sige hvad man vil om formatet – og det har jeg vist også gjort mere end rigeligt – men måske kan det i det mindste fange mine elevers opmærksomhed, når vi i næste time sætter debatten på storskærm.

Mens valgkampen har raset, har der ovre hos partisoldaterne været den ene boligskandale efter den anden, og man efterlades med indtrykket, at politikerne enten er meget lidt begavede i forhold til tal eller i forhold til moral.

Mens valgkampen har raset, har der ovre hos partisoldaterne været den ene boligskandale efter den anden, og man efterlades med indtrykket, at politikerne enten er meget lidt begavede i forhold til tal eller i forhold til moral.

Hana Hasanbegović
Gymnasielærer

Blå blok nåede også at holde et fælles pressemøde, som mest af alt lignede en gidselsituation. Her blev der sagt og fortrudt med samme kadence.

Rød blok, imidlertid, gider ikke rigtig hinanden. På nær Pia Olsen Dyhr, men det har vi vist fået etableret.

Og lige som det så ud til, at Socialdemokratiet igen var på vej op i meningsmålingerne og rundede den første valguge af med fremgang, udkommer Lars Findsen med en bog, som er cliffhangeren fra helvede.

Med denne åbne slutning på første valgkampuge, er det tydeligt, at vi kun er nået til første akts vendepunkt. Derfor er det næsten ejendommeligt med den forestående efterårsferie, som kommer i vejen for vores lærerværelsesanalyser i næste uge.