Altinget logo
Profile
Log ind
WAYF login
Log på med SSOGlemt adgangskode?
Bliv abonnent
Debat

Medlem af Borgerrepræsentationen: Kommunen skal sikre behandlingsgaranti til børn og unge i mistrivsel

Københavns Kommune skal tilbyde adgang til lettere behandlingstilbud for børn og unge i mistrivsel. Garantien giver tryghed, og hurtigere behandling kan mindske eller måske helt forhindre alvorlige psykiske lidelser, skriver Helle Jønch.

Børn og unge skal ikke vente unødvendig lang tid, før de starter i et relevant lettere behandlingstilbud for mistrivsel, skriver Helle Jønch.
Børn og unge skal ikke vente unødvendig lang tid, før de starter i et relevant lettere behandlingstilbud for mistrivsel, skriver Helle Jønch.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Københavns Kommune vedtog en trivselsstrategi for børn og unge i august måned. Næste skridt er at omsætte denne strategi til handling.

I min optik bør vi stræbe efter at tilbyde tilstrækkelig med lettere behandlingstilbud og indføre en behandlingsgaranti for børn og unge, der mistrives. Det er afgørende at sikre hurtig hjælp til de børn og unge, der har brug for det. Både for deres egen skyld og for deres forældres. Det vil skabe en nødvendig tryghed i en svær tid.

23. august gav Borgerrepræsentationen enstemmigt dens støtte til en behandlingsgaranti for unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem præget af misbrug. I min optik bør vi udvide denne garanti til alle børn og unge, der mistrives. Hurtig hjælp har en forebyggende effekt, hvad enten der er tale om let eller svær mistrivsel.

Psykiatrien er overbelastet

I 2021 blev der henvist 22.182 børn og unge til psykiatrien på nationalt plan, men hele 28 procent blev afvist af forskellige årsager.

Det viser, at systemet er overbelastet. Det understreger samtidig behovet for tidlige og forebyggende indsatser i kommunerne, der kan afhjælpe mistrivsel, inden det udvikler sig til noget mere alvorligt.

Mange forældre rammes hårdt, når deres børn mistrives.

Helle Jønch
Medlem (K), Borgerrepræsentationen, København

Ved at tilbyde lettere behandlingsforløb, som eksempelvis coaching eller samtaleterapi, kan vi gøre en markant forskel for børn og unge.

Erfaringerne viser, at selv korte forløb kan mindske eksempelvis selvskade og reducere symptomer på angst og depression hos børn og unge.

Hvis vi ikke handler i tide, kan problemerne eskalere og føre til mere alvorlige tilstande som skolevægring, angst eller depression.

Kommunen skal forebygge mod mistrivsel

Fra 2018 til 2022 blev der afsat 213,5 millioner kroner i satspuljemidler til 'Afprøvning af fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien – Sundhedsstyrelsen'.

Projektet gik ud på at tilbyde forskellige indsatser og behandlingsformer i kommunen, som mødte børn og unge tidligere i deres mistrivsel for forebyggende indsatser og for at imødekommende store ventetider på psykiatrisk behandling.

En af hypoteserne for indsatsen var, at "en tidlig kommunal indsats i nogle tilfælde bidrager til, at vanskelighederne ikke vokser sig så store, at der er behov for meget højt specialiseret støtte. Et mindsket behov for en specialiseret psykiatrisk behandling ville kunne ses som et mindsket antal henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien".

Læs også

En del af projektet var ligeledes for at se, om man kunne udvikle standardiserede lettere behandlingstilbud, der virkede.

I evalueringen nævnes, at ung-til-ung har været en vigtig kilde til rekruttering til de standardiserede forløb. Forældrekurser, online en-til-en-sparring og tilbud som 'Cool Kids’' 'Chilled', 'Lær at tackle angsten', 'New Forest Parenting Programme' – og andre programmer, der blev udviklet op til eller i forbindelse med projektet.

Foreningen for Selvskade og Spiseforstyrrelser oplyser, at ved at deltage i et ti-timers coachingforløb, har syv ud af ti børn og unge med selvskadende adfærd oplevet bedring og fået en større indsigt i at mestre deres følelser.

Det viser, at det virker forebyggende og behandlende, når vi sætter tidligt ind og giver børn og unge de redskaber, de har brug for til at tackle deres problemer.

I evalueringen udtaler en kommunal medarbejder tilknyttet Region Midtjylland:

"...at netop muligheden for sparring fra den regionale psykiatri (fremskudt psykiatri), betyder, at man i den kommunale indsats har turde prøve flere muligheder af, inden man har henvist til børne- og ungdomspsykiatrien. Hele den struktur, der har været i samarbejdet, har været medvirkende til, at det har været meget nemmere, vi har været meget mere trygge i at kunne håndtere sværere cases med psykiatrien i ryggen."  

Flere forældre udtaler i efterfølgende evalueringer på projekterne, at et vigtigt parameter er oplevelsen af at blive lyttet til som en vigtig og vidende aktør i barnets liv.

Fagprofessionelle i kommunerne understøtter, at de kan se, at forældrene har følt, at de er blevet lyttet til, og det har været rart at kunne byde ind.

Det er et perspektiv, der fremhæves som vigtigt, for at undgå at man "som fagperson kommer til at låse sig fast på én bestemt vinkel på barnet eller den unges sag".

Forældre søger psykologhjælp 

Mange forældre rammes hårdt, når deres børn mistrives. Ifølge Danica Pension søger 20 procent af de forældre, der får psykologhjælp gennem deres sundhedsforsikring, hjælp på grund af deres børns mistrivsel.

PFA har rapporteret en stigning på 125 procent i forældre, der går ned med stress, fordi deres børn ikke trives.

Ved at sikre, at børn og unge får hjælp hurtigt i lettere kommunale behandlingstilbud, kan vi både forebygge alvorlig mistrivsel og aflaste forældrene.

Helle Jønch
Medlem (K), Borgerrepræsentationen, København

Dette er en uholdbar situation, hvor forældrene ofte ser sig nødsaget til at tage fri fra arbejde for at tage sig af deres børn. Det koster samfundet dyrt – tabt arbejdsfortjeneste på landsplan løb i 2021 op i 1,6 milliarder kroner.

Ved at sikre, at børn og unge får hjælp hurtigt i lettere kommunale behandlingstilbud, kan vi både forebygge alvorlig mistrivsel og aflaste forældrene.

I København har vi lanceret en trivselsstrategi. og mit håb er derfor, at vi også prioriterer børn og unges trivsel højest i kommende budgetforhandlinger for budget 2025, så vi får sat midler af til at realisere en behandlingsgaranti.

Vi bør have den målsætning, at vi har et udbud af lettere behandlingstid, der matcher behovet, så vi forhåbentlig kan se en mistrivselskurve der knækker.

Kommunen bør give garanti

De lettere behandlingstilbud eller indsatser kan forbedre mistrivsel, fordi den unge får en oplevelse af at blive hørt og set, forstået og samtidig forstå egen situation og kan sætte ord på, skabe refleksion og får værktøjer til at mestre svære udfordringer eller følelser.

Ved at stille en behandlingsgaranti i kommunen, giver vi vores børn og forældrene en tryghed.

Hurtigere behandling kan mindske eller måske helt forhindre alvorlige psykiske lidelser, der ellers vil tage til i ventetiden.

Læs også

Når børnene får hjælp, bliver forældrene også aflastet, og de kan forhåbentlig også vende tilbage til deres normale liv uden at frygte for deres børns trivsel.

Jeg håber, at vi til de kommende budgetforhandler prioriterer børn og unges trivsel meget højt. Mit ønske er, at børn og unge ikke længere skal vente unødvendigt før de starter op i et relevant lettere behandlingstilbud.

Københavns kommune har allerede mange tilbud, mit ønske er, at vi sikrer, at kommunen kan matche vores udbud af forskellige lettere behandlingstilbud – i samarbejde med organisationer og foreninger – til den faktiske efterspørgsel. Dette er udtryk for min egen personlige holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Jønch

Medlem af Borgerrepræsentationen (K), Københavns Kommune
Cand.soc.oie (CBS 2015)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024