Borgmester: Den næste stormflod kan ramme i morgen, men redningsplanen holder os ikke oven vande

Vandet steg, diger brød sammen, huse blev oversvømmet og beboere måtte forlade deres hjem.

Efterårets stormflod glemmer vi nok aldrig. Store dele af Danmark blev ramt, og slemt så det ud.

Alligevel var vi mange, der åndede lettet op. For selvom skaden var stor, slap vi stadig billigt; det kunne være gået langt værre. Et perspektiv vi i de danske kystområder er nødt til at forholde os til.

For hvad sker der næste gang?

Alene på Lolland har vi i Nakskov en by med mere 12.000 indbyggere, der ligger lavt. Det er en af de byer i Danmark, der har størst akut risiko for at blive oversvømmet.

Og uden at bagatellisere andres ulykke, vil skaden her ikke 'blot' gå ud over et sommerhusområde, en havn eller et stykke landbrugsjord, men et helt bysamfund.

Med tusindvis af boliger, daginstitutioner, ældrecentre, skoler, arbejdspladser, infrastruktur, indkøbsmuligheder og fritidsliv.

Flyt eller beskyt

En opgave, der er noget nær umulig at forberede sig på. Eller løfte. Og Nakskov er blot ét eksempel, tænk blot på Vejle, Køge, Korsør eller for den sags skyld København.

Flyt eller beskyt. Det er blevet det nye slang. Men ofte giver det valg sig selv. For med en kystlinje på mere end 8.000 kilometer kan vi umuligt sikre alt. End ikke med et dige rundt om hele Danmark.

Og en flytteløsning er ikke just et let valg. Reelt vil det for eksempel kræve, at vi skal rømme det meste af Lolland.

Løsningen er derfor i stedet en klog prioritering, hvor vi tager det vigtigste først; nemlig de kystnære byområder, hvor den samfundsmæssige værdi er størst, skaderne ofte værst, og flest vil blive ramt, hvis det går galt.    

Det er ikke en opgave, vi kan håndtere lokalt. Det kræver løsninger på nationalt niveau. De danske kystbyer bør sikres i en fart, og gerne på et niveau og i en rækkefølge, der tager højde for, hvor den dokumenterede risiko er størst.

Er der mod til mere, bør også det sociale perspektiv tænkes ind. Mister du dit eneste hjem, kan listen af konsekvenser og senfølger hurtigt blive lang. Også længere end hvis det var dit sommerhus.  

Billigt er det ikke. Alene i Nakskov kan en højvandsport hurtigt løbe op i 400 millioner kroner, og selv midlertidige foranstaltninger er en dyr investering. Men udgiften ved at lade stå til kan let blive meget større.

Ikke blot lokalt, men for hele vores samfund. Bliver en by som Nakskov ramt, vil det få konsekvenser, der rækker langt ud over det lokale kommuneskilt. Endnu et argument, der kalder på national handlekraft.

Puljer batter ikke nok

Regeringen har for nyligt afsat 1,3 milliarder kroner. Det er et skridt i en rigtig retning, men det er ikke nok. Der er behov for langt større beløb, hvis det for alvor skal gøre en forskel.

Desuden er de statslige puljer ofte konstrueret sådan, at vi som kommune selv skal stille med en væsentlig procentdel af pengene, før et projekt kan få støtte. Et krav vi sjældent kan honorere.

De store beløb lander derfor ofte i de projekter, hvor der er størst chance for, at de bliver realiseret, snarere end i de områder, hvor der er det største behov og risiko. Et uhensigtsmæssigt forhold, der er med til at fastholde en skæv geografi.

Statens klimaplan har været længe undervejs, og den er stadig for ukonkret.

Holger Schou Rasmussen (S)
Borgmester, Lolland Kommune

Samtidig er der behov for at få set på vores tidsperspektiv. Ofte bliver et projekt afskrevet over for eksempel 30 eller 50 år, mens det i praksis har en levetid, der let kan være dobbelt så lang.

Eller længere endnu. Mange af de nuværende diger har for eksempel for længst holdt både 100- og 150-års fødselsdag.

En længere afskrivningsperiode vil i det lys gøre den økonomiske investering lettere at fordøje, når blot vi husker en passende vedligeholdelse; Vi skal beskytte vores diger og andre investeringer – både de nye og de gamle.

I samme boldgade er der – som et sidste perspektiv, der skal nævnes – også brug for at sætte fokus på, hvor og hvordan vi bygger nyt.

Langsommelig og ukonkret kystsikring

For selvom vi ikke kan flytte en storby, er der ingen grund til at gøre problemet større, ved igen og igen at bygge på uhensigtsmæssig vis. Kystsikring bør tænkes ind, så snart en spade er på vej i jorden.

Staten skal ikke løse alt. Vi bidrager gerne selv. Og det samme gælder formentlig for mange af de virksomheder, borgere og lodsejere, der vil få gavn af en stærkere kystsikring.