Simon Kjær Hansen: Ny bog udfordrer Lynetteholm, men præsenterer ingen alternativ vision

Der er noget fantastisk over Lynetteholms tilblivelseshistorie, som måske forklarer, hvorfor den er blevet mødt med vrede af mange danskere.

En efterårsdag i 2018 gik daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen og daværende overborgmester Frank Jensen frem foran pressen og annoncerede ud af det blå en kunstig halvø i Øresund med plads til 35.000 indbyggere.

Planen var et ”kinderæg”, forklarede politikerne, komplet med tusindvis af boliger til at håndtere efterspørgslen fra de mange kommende københavnere, med havnetunnel og metro til at klare trafikpresset på byens veje og broer og ikke mindst sikring mod klimakrisens stigende vandmasser.

Tre problemer løst på én gang.

I et senere kapitel gøres Lynetteholm til et ”eksempel på et selvdestruktivt system, som tilgodeser de få og udnytter de mange”. Her som før er vi vist kun halvt ude af skyttegraven

Simon Kjær Hansen
Forfatter og centerleder på Københavns Universitet

”Kan man virkelig det?”, synes mange at have tænkt. Kan regering og kommune uden videre kundgøre, at hér lægger vi en halvø, borer en tunnel, bygger en sluse? Kræver det ikke nærmere analyse, debat og omtanke?

Og netop det sidste er, hvad en gruppe forskere og arkitekter har sat sig for med antologien ”Tænk os om”, en såkaldt ”vidensbog” som med redaktør Ane Cortzens ord skal bringe debatten ud af skyttegravene og fremme den informerede samtale.

Det godt tænkte greb er at undersøge, om Lynetteholm nu også er det mest oplagte svar på Københavns problemer? Findes der alternative løsninger af byens bolig-, infrastruktur- og klimatilpasningsudfordringer?

Halvt ude af skyttegraven

Som læser kommer man imidlertid i tvivl om intentionerne allerede med bogens indledende kapitel.

Professor Stiig Markager redegør ellers detaljeret og sagligt for Lynetteholms mulige indvirkning på havmiljøet. Halvøen er lagt, så den blokerer for en af tre dybe render, som bringer saltvand ind i Østersøen. Har vi tænkt os om, spørger Markager, hvis Lynetteholm risikerer at påvirke vandkvaliteten i hele regionen?

Spørgsmålet er bestemt en diskussion værd, men garneres herefter af en lidt overfladisk kritik af motiverne bag Lynetteholm. København har hverken brug for ø eller boliger, forklarer Markager, for man kan sikre sig mod oversvømmelser ved en ”simpel dæmning” og ”tilflyttere kan bo mange andre steder”.

Ergo er det egentlige motiv at skaffe penge til en havnetunnel. Lynetteholm er ”grådighedens ø”.

Markager er ikke ene om at vibrere mellem det faglige og det polemiske. I Rikke Juul Grams kapitel om naturbaseret klimatilpasning tages med i forbifarten, at Lynetteholms ”Kinderæg” i virkeligheden er et ”dinosauræg, lagt af teknokrater” og et ”frontalt angreb på både Øresunds natur, gode, kollektive trafikløsninger og en byudvikling til gavn for alle”.

I et senere kapitel gøres Lynetteholm til et ”eksempel på et selvdestruktivt system, som tilgodeser de få og udnytter de mange”.

Her som før er vi vist kun halvt ude af skyttegraven. For er Lynetteholm ”grådig”, et ”frontalangreb på byudviklingen” og ”udnytter de mange”, er der så grund til dialog med dens tilhængere?