Debat

V-borgmester: Flere københavnere skal have mulighed for at eje egen bolig

Det skal være lettere at eje sin bolig i København, og derfor skal der også indføres flere fleksible muligheder for at komme ind på boligmarkedet – herunder opkøb af almene boliger, skriver Jens-Kristian Lütken (V).

Det københavnske boligmarked skal ikke være en lukket fest. Det skal være muligt at eje sin egen bolig, skriver Jens-Kristian Lütken (V).
Det københavnske boligmarked skal ikke være en lukket fest. Det skal være muligt at eje sin egen bolig, skriver Jens-Kristian Lütken (V).Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Jens-Kristian Lütken
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ifølge en række nyere undersøgelser foretrækker langt de fleste danskere at eje den bolig, de bor i. Og unge mennesker drømmer om at eje en bolig i København.

Det er der faktisk ikke noget nyt i.

Derfor er det også helt paradoksalt, at vi stadig bygger alt andet end netop ejerboliger i København. Københavns Kommune er kun leveringsdygtige i lejeboliger, og ejerboliger udgør kun en femtedel af det samlede boligmarked.

Det ønsker vi i Venstre at ændre på. Vi vil give flere københavnere muligheden for at eje deres egen bolig. 

Det er helt paradoksalt, at vi stadig bygger alt andet end ejerboliger i København

Jens-Kristian Lütken
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune, Venstre

Der er brug for langt flere ejerboliger, og det kan vi opnå på en række måder. Vi har som kommune brug for muligheder for at fremme byggeriet af flere ejerboliger.

Vi kan indføre den tidligere ordning, hvor beboere i almennyttige boliger fik mulighed til at købe deres bolig.

Derudover skal vi kigge mod den norske hovedstad, Oslo, og lade os inspirere at en boligkøbsform, der gør det markant lettere at få foden indenfor på det ellers vanvittige boligmarked i København.  

Kræver lovændring

I dag har Københavns Kommune en målsætning om, at almene boliger udgør minimum 20 procent af boligerne i København, og at minimum 25 procent af de nye boliger i byen er almene.

Det kan kommunen stille krav om via planloven. Venstre ønsker, at der fremover er en lignende målsætning om ejerboliger.

Det er meget mere attraktivt for private investorer at bygge lejeboliger frem for ejerboliger, da det giver dem et højere afkast.

Læs også

Samtidig har vi politikere begrænsede muligheder via planloven for at have indflydelse på, at nybyggeri ender som ejerboliger.

Vi ønsker at få ændret lovgivningen, så vi som kommune har mulighed for at stille krav om opførsel af ejerboliger – eksempelvis ved nybyggeri i byudviklingsområder som Nordhavn og Jernbanebyen.

Tillad køb af almene boliger 

Et andet sted, vi kan tage fat, er den eksisterende boligmasse, hvor vi skal fremme privat ejerskab på bekostning af venstrefløjens almene boligprojekt.

Loven skal ændres, så kommunen har mulighed for at kræve opførsel af ejerboliger.

Jens-Kristian Lütken
Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Københavns Kommune, Venstre

Vi foreslår at genoplive VK-regeringens ordning fra 2000'erne, hvor det var muligt for almene boligforeninger at lade beboere købe deres egne boliger fremfor fortsat at leje dem.

Desuden fik boligforeninger dengang i særlige boligområder mulighed for at sælge ledige boliger til udefrakommende, der gerne ville flytte til området.

Det er dog afgørende, at ordningen gøres attraktiv for både de lejere, der ønsker at købe deres almene bolig, men også for boligselskaberne.

Hent inspiration fra Oslo

Mange unge menneskers drøm om en ejerbolig i København er sendt til tælling med flere års stigende boligpriser, inflationen og stigende renter. Med de nuværende forhold vil drømmen om en ejerbolig for mange desværre forblive en drøm.

I Oslo har de gjort noget ved den udfordring og har indført en boligkøbsmodel, OsloBolig, der gør det betydeligt lettere for førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet.

Indledningsvist kan du delvist købe og leje en bolig. Dernæst kan du løbende over en årrække købe en større og større andel af din bolig, indtil du ejer den fuldt ud.  

Vi skal lade os inspirere af den løsning for at hjælpe både førstegangskøbere, men også de personer, der ikke har mulighed for at købe bolig på almindelig vis.

Derfor er Københavns Kommune – efter forslag fra Venstre – nu i gang med at undersøge, hvilke elementer fra modellen, vi kan indføre i København.

Vi ønsker ikke, at det københavnske boligmarked skal være en lukket fest. Det skal være muligt for langt de fleste at eje deres egen bolig – ligesom mange ønsker det.

Det kræver ændringer fra Christiansborgs side, men vi skal også gøre, hvad vi kan, fra Rådhuset.

Temadebat

Skal Palads rives ned? Skal metroen udvides yderligere? Skal København være en grønnere by? 

Nu spørger Altinget Hovedstaden forud for den nye kommunalplan: Hvordan ser fremtidens København ud? 

Flere politiske og civile aktører vil give deres bud på: 

  • Hvad er vigtigst at få med i kommunalplanen, hvis København skal være en god by at bo i, i fremtiden? 
  • Hvor er der konkret brug for indsatser? 
  • Hvad skal der til, før at København bliver den bedste by at bo i?

Læs om paneldeltagerne her. 

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at skrive til Line Høvik Søby på [email protected] for at høre om mulighederne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens-Kristian Lütken

Beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, landsformand, Europabevægelsen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2015)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024