18 partiansatte smides ud af Folketingets presseloge

Folketingets Præsidium har valgt at imødekomme en anmodning fra Presselogens bestyrelse om at inddrage den priviligerede adgang for partiansatte medlemmer af foreningen. Det har været et principielt problem, udtaler logeformand.

Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

Med øjeblikkelig virkning har 18 partiansatte medlemmer af Folketingets presseloge fået annulleret deres medlemskab. 

Det sker efter, at Presselogens bestyrelse har sendt en anmodning til Folketingets Præsidium om at få ændret reglerne for medlemskab. 

Det oplyser presseloge-formand Rikke Gjøl Mansø til Altinget.

Læs også

Hun understreger, at de partiansatte ikke har udgjort et praktisk problem i foreningen. Det handler om det principelle, forklarer hun:

"Hvis de ville, kunne de partiansatte i princippet møde op til vores generalforsamling og lave et kup mod bestyrelsen. Men de har jo haft situationsfornemmelse nok  til at vide, hvad deres rolle i logen var. De har været stille medlemmer, og langt de fleste er heller ikke mødt op til vores arrangementer, når vi for eksempel har haft baggrundsfrokoster med politikerne."

Det eneste, jeg har oplevet, at nogen har pippet om, er, hvad der så skal ske med presseloge-festen

Rikke Gjøl Mansø
Formand, Folketingets presseloge

Ingen sure miner

Ifølge Rikke Gjøl Mansø skyldes medlemskaberne til de partiansatte udelukkende gamle traditioner fra partipressens tid. 

"Derfor har det krævet noget aktivt at ændre det, og det er noget, vi har diskuteret i logen i mange år. Det seneste års tid har jeg talt med gruppeformænd og pressechefer, og der var mange af dem, der slet ikke var klar over, at der var partiansatte, som var medlem af Presselogen. Der har også været medlemmer, der ikke selv vidste, at de var medlemmer."

Er der nogle medlemmer, der har protesteret mod at få deres medlemskab annulleret?

"Der har været stor forståelse for, at de skulle skrives ud af logen. Det eneste, jeg har oplevet, at nogen har pippet om, er, hvad der så skal ske med presseloge-festen – og der har vi selvfølgelig sagt, at man stadig er velkommen. Man kan jo godt invitere folk, der ikke er logemedlemmer."

"Vi har også understreget meget overfor dem, at hvis det her blev set som aggressivt eller noget rendegraveri, så var det ikke det værd for os at få ryddet op. Det vigtigste for os er, at vi har et godt forhold til og samspil med hinanden."

Med de nye ændringer består Folketingets presseloge nu af 142 journalister og fotografer, som alle arbejder for et af landets medier.

Som noget nyt vil Presselogens bestyrelse tage initiativ til et årligt møde med partiernes pressechefer, hvor man sammen kan drøfte de udfordringer, der måtte være i samarbejdet mellem partier og journalister på Christiansborg.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rikke Gjøl Mansø

Politisk analytiker og reporter, DR, formand, Folketingets Presseloge
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 2014)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024