6 A'er til bog om svigt i overklassen: Kære Helle Malmvig, jeg anerkender din autoritet

Overklassens mest udsatte

Bogen udkommer på Forlaget 28B i denne uge, altså cirka et år efter, at Malmvig fik en forside på Weekendavisen med overskriften: er jeg berettiget til en traumatisk barndom Glenn Bech?

Dermed skrev hun sig ind i en debat om, hvem der har ret til at tale om at være udsat. Må man det, hvis man er vokset op med Mozart i højtalerne og læste mange bøger allerede i en tidlig alder? Kan man så tillade sig at fortælle verden om noget, der skete engang, og som man ikke engang er sikker på, at man kan huske?

Må man tale om at være udsat, hvis man er vokset op med Mozart i højtalerne og læste mange bøger allerede i en tidlig alder? 

Få dage efter forsiden på Weekendavisen blev trykt skrev Glenn Bech følgende ord i indeværende medie:

"Jeg anerkender, at ulykken kan ramme hvem som helst. En villa i Hellerup såvel som et lejlighedskompleks i provinsen. Mængden af ulykker er imidlertid hverken ligeligt distribueret iblandt befolkningen eller følger nogen normalfordeling. Rapporter er rapporter, og hyppigheden af vold i hjemmet og strukturel modgang i øvrigt klumper sammen på bunden af samfundet."

Den moderne danske litteraturscene understøtter Glenn Bechs argument: Niels Franks 'Fanden tage dig', Asta Olivia Nordenhofs 'Scandinavian Star' bind 1 og Glenn Bech selv har alle skrevet fremragende bøger, som har fået meget velfortjent opmærksomhed de seneste år, og så har i de øvrigt en ting til fælles: De handler alle om ressourcesvage mænd, der er voldelige, og samlet set kan man næsten få det indtryk, at det kun er mænd fra lavere sociale lag, der slår deres koner.

Zoomer vi i stedet ind på ny dansk litteratur om misbrug af børn kan man for eksempel finde bøger som Yayha Hassans bestsellerdigtsamling eller 'Drengen fra Godhavn' i de danske boghandler: igen kan man næsten få det indtryk, at misbrug af børn kun finder enten sted i ghettoer eller på børnehjem.  

Er mørketallet højere i nogle sociale lag, fordi børnene sidder på første række i skolen med hånden i vejret?

Malmvigs bog er dermed en kærkommen anledning til at sætte spørgsmålstegn ved de opfattelser, vi har af vold i hjemmet. Er mørketallet højere i nogle sociale lag, fordi børnene sidder på første række i skolen med hånden i vejret? Er volden af en anden karakter, mere kalkuleret, oftere psykisk? Mere manipulerende, mere kontrolleret, mere sofistikeret? Sværere at gennemskue, sværere for fagpersoner få øje på, sværere at forstå konsekvenserne af?

Selv hvis hyppigheden af vold klumper sammen på bunden af samfundet, så er det vigtigt at få vold i nære relationer repræsenteret bredt i litteraturen; vigtigt at afbillede volden i de ressourcestærke hjem; så dem, der skulle være udsat for den, kan forstå den. For ellers risikerer vi, at volden bare fortsætter. Som Malmvig skriver i sin bog:

"Jeg tror, vi kan vænne os til det meste, hvis alle omkring os agerer, som om det er helt normalt". 

Humor og skarpe menneskelige iagttagelser

Bogens værdi lægger sig ikke blot i, at den indtager en vigtig plads i rækken af nye danske bogudgivelser: Sproget er godt, flydende, suger dig ind i fortællingen, siderne vender sig selv, og lige som man tænker, at nu kan man ikke holde ud at læse mere om farven karrygul, for så får man kvalme, så sker der et skift.

Vi springer år frem i tiden, sproget fyldes med humor og kløgtige menneskelige iagttagelser, som da jegpersonen er blevet voksen og har fået både en god karriere og en skøn familie, og hun mødes med Forsvarsministeren og en række forskere, og ministeren spørger: 

"(…) Nu hvor vi igen har sendt specialstyrker og træningsmissioner til Mellemøsten, er det så en ny slags krige, vi har med at gøre?" (…) 

"Forskeren fra Grønlandsturen rejser sig næsten i stolesædet. Han vil gerne pege på den epistemologiske problematik, der ligger gemt i ministerens spørgsmål. Hvornår kan vi virkelig vide, at noget er nyt? (…)"

Netop ved at springe mellem tågede minder fra barndommen og et voksenliv fyldt med ministermøder og interviewforespørgsler fra Deadline, får Malmvig vist, hvordan barndomstraumer kan ramme som en boomerang i voksenlivet:

"Ægteskabet er en borgerlig konvention, forklarede jeg ofte (…) For det var så meget nemmere at fortælle om samfundsstrukturer (…) end at berøre min egen angst for at gentage," tænker Julie, mens hun rejser væk fra sit familieliv, for selv efter hun er blevet mor til to, får hun ofte en meget stærk trang til at flygte ind i sit arbejde og ned til Mellemøsten.

Kære Helle Malmvig, jeg anerkender din autoritet.