Farvestrålende kvinde-portræt lander blandt Folketingets mørke mænd

Såvel dansk politisk historie som dansk kunsthistorie beriges 12. november, når Folketinget afslører sit nye store maleri af 30 vigtige kvinder i politik de sidste 100 år.

I et beskedent, anonymt beliggende atelier i Valby i København er billedkunstner Mie Mørkeberg (44) ved at færdiggøre sit næsten tre gange fem meter store maleri. Da hun for godt to år siden vandt opgaven blandt fem nominerede, måtte hun starte med at bygge sit værksted om, så der var plads til det gigantiske lærred.

Det er en farvesymfoni med de for kunstneren karakteristiske, gennemtrængende farver. Samtaleværelset i Vandrehallen midt på Christiansborg bliver ikke det samme, når det koloristiske bombardement kommer op.

Folketingets politiske ledelse, Præsidiet, besluttede tilbage i 2021, at der skal males et portræt af 30 danske kvinder, som har haft særlig betydning for kvinders demokratiske virke siden 1915 - det år en grundlovsændring gav kvinder stemmeret og ret til at blive valgt. På bare de tre år har kvinder fået mere plads på de danske kunstmuseer - både som kunstnere og som motiver. Så tiden synes rigtig for Folketingets forestående afsløring.

En kæmpe, kompliceret opgave for enhver bllledkunstner. Udfordringen er bl.a. at bringe 30 individer fra forskellige tidsepoker - der typisk ikke har mødt hinanden, eller kunne være glødende uenige - sammen på ét lærred. Eneste fællesnævner er kønnet og et politisk virke.

Altinget møder Mie Mørkeberg, der stort set har lagt alt andet til side de sidste to år for skabe portrættet. I denne uge skal hun male smykker på kvinderne. Snart skal lærredet tages ned af to konservatorer, fragtes sammenrullet i et paprør til Folketinget, hvor en brunbejset egetræs-ramme monteres af Frese Rammer, så maleriet dog får lidt smag af det gamle Christiansborg. Det er en special-importeret, tysk eg. Den må være plantet før 1915-grundloven og har dermed stået model til sine samfundsomvæltninger.

"Jeg har villet behandle alle lige," siger Mie Mørkeberg, og betragter sit næsten færdige værk, som hun har levet så intenst med. Ofte 12 timer alene i atelieret, dag efter dag.

"Alle skal stå i egen ret og fylde lige meget i maleriet," tilføjer hun. Og det er lykkedes. Ingen dominerer eller skygger for andre. 

"Kvinder blev gennem tiden målt og diskuteret for, hvad de havde på og gik med af tasker. Ved at fokusere på deres udseende blev de gjort svagere. Nu kan en kvinde gå med det tøj og tørklæder og de farver, hun vil. Kvinden fylder, som den hun er i sig selv," mener billedkunstneren.

I forgrunden nederst til højre har hun ved et af Samtaleværelsets borde placeret de fire første kvinder, der blev folkevalgt i 1918. Bl.a. den navnkundige Nina Bang (S) - Danmarks første kvindelige minister - der er vidunderligt gennemarbejdet og inderligt, nærværende skildret i al sin selvsikkerhed.

Overordnet følger det knapt tre gange fem meter store maleri den mindre skitse, hun blev udvalgt på. Det endelige værk er mere overbevisende og adskiller sig kun i detaljer. F.eks. har Mie Mørkeberg udeladt en stedsspecifik reference i øverste højre hjørne med kig ud til Rytterstatuen mod Christiansborg Ridebane, som ellers er lavet af kønsfællen Anne Marie Carl Nielsen.

Alle valg er mine
En film ses på et par timer, efter at instruktøren måske har investeret to år af sit liv på den. Derimod ser man et maleri på sekunder, som nu det kunstværk, Mie Mørkeberg tilsvarende har grædt og lidt med i to år. Uretfærdigt kan det synes. Men er det sublimt, overlever maleriet gerne de andre kunstarter.

Mie Mørkeberg sætter sig til rette ved instant-kaffen med blikket direkte mod værket.

"Der er så mange valg i det billede. Alle valg er mine. Der er f.eks. felter med gul, som er en vigtig farve for mig. Men det ikke sådan, at de røde politikere er malet i rødt og de blå i blåt. Mariann Fischer Boel sagde f.eks. i mit interview med hende, at hun elsker rød og lyserød. Så i respekt for det har jeg malet Venstre-politikeren i rød jakke. Jeg spurgte Hanne Reintoft, om hun havde noget, der særligt betød noget for hende. Hun gik direkte hen i skuffen og tog et armbånd frem, som så kom med i maleriet. Det virker stærkt."

Hun virker afklaret med sit værk - tenderende til en afgjort klædelig stolthed. Der er faldet en ro over atelieret på Værkstedvej.

Det er den mest ekstreme opgave i mit liv. Det har krævet enorme ressourcer, og jeg har i perioder lagt alt andet i livet til side.

Mie Mørkeberg
Billedkkunstner

Mie Mørkeberg er selv i forvejen et politisk interesseret menneske. Ved Europa-Parlamentsvalget i sommers stemte hun personligt på en kvinde. Og hun lytter gerne til politiske podcasts, mens hun maler. Men hun virker ikke dogmatisk-ideologisk - et godt udgangspunkt, når man skulle male Hanne Reintoft og Pia Kjærsgaard lige loyalt.

Vi snakker proces - hvordan blev maleriet til?

"Det er den mest ekstreme opgave i mit liv. Jeg har malet på det hver dag. Det har krævet enorme ressourcer, og jeg har i perioder lagt alt andet i livet til side. Jeg tager fotos af maleriet undervejs og ser på det derhjemme.

Jeg er jo selv markant tilstede i maleriet. Jeg stillede to krav til mig selv: 1) Få maleriet til at fungere som værk. Jeg skulle kunne genkende min stil i det. 2) Finde ud af, hvad der er for mennesker, jeg skal portrættere.

Jeg har måttet flytte rundt på flere personer. Det kan du også se i forhold til skitsen. Flere står et andet sted i det endelige maleri. Men det kunne være hårdt at se 14 dages arbejde gå til, fordi en person skulle flyttes fem centimeter af hensyn til helheden.

Der var syv-otte af de 30 kvinder, jeg slet ikke kendte på forhånd. Jeg ville gerne male alle på højden af deres karriere. Men f.eks. af den grønlandske Ruth Heilmann var der næsten ikke fotos fra hendes politiske samtid. Faktisk har jeg malet hende ud fra ét eneste foto.

Det var vigtigt at afkoble portrætterne fra politiske sympatier. Det ville være forkert at skildre noget værdiladet. Men de er alle stærke mennesker, der udstråler autoritet. Jeg kan genkende deres afhængighed af noget fra mig selv. Det er sindssyg hårdt at være politiker, ligesom det er for mig at male. Men vi gør det alligevel."

Jeg kan genkende deres afhængighed af noget fra mig selv at male. Det er sindssyg hårdt at være politiker, ligesom det er for mig at male. Men vi gør det alligevel."

Mie Mørkeberg
Billedkunstner

Over halvdelen er døde. Men jeg har mødt de elleve og interviewet dem om deres liv. Hvert møde har været meget unikt for mig. Jeg har prøvet at finde ud af, hvordan hver kvinde gerne selv vil fremstilles. Spurgt dem til farver og tøjstil. Jeg har fundet og kigget på et hav af billeder og hængt nogle af dem op hér."

Noget af det svære ved opgaven er jo, at. vi spænder over 100 års Danmarks-historie:

"Ja," griber Mie Mørkeberg, "der er sket afsindig meget på de 100 år. I gamle dage malede man mørkt. Se bare på Herman Vedels værk, mit skal hænge overfor. Det er let at gemme bevægelse og kropsskilding i det sorte, man kan bare markere det. Det er noget helt andet i dag, hvor vi går med farver. De fleste er allerede døde, nogle er aktive politikere - men på den anden side: Gør det nogen forskel? En dag vil alle på billedet være døde, og alle er historie."

I fremstillingen af en bestemt, statsministeren, har samtiden påvirket Mie Mørkeberg:

"Mette Frederiksen står lige bag sin forgænger Helle Thorning-Schmidt. Og jeg har valgt at skildre Mette Frederiksen i den alvorlige tid, hun regerer."

Når man ser efter, er fremstillingen af de to første, kvindelige socialdemokratiske statsministre slående. To forskellige personligheder i to forskellige tidsepoker.

Det ligner
Maler man kvinder, kan der være meget hår og frisurer at tage stilling til. Og det har Mie Mørkeberg gjort. De 30 hårpragten er malet i ofte helt forskellige maleteknikker. 

"Ja, det er rigtigt. Det er for at fremhæve forskellene i personlighed."

Der er en overbevisende portrætlighed i Mie Mørkebergs kunstværk, samtidig med at det i sin helhed hænger sammen og bliver ved med at give fra sig. Øjet svømmer rundt hen over bølger og linjer, for at så som sulen at slå ned et sted. Dér står tre politikere sammen og diskuterer ihærdigt med løftede hænder. Der sidder fire andre samlet ved et bord. De fleste ser ud i rummet hver for sig. Et par stykker ser direkte på beskueren. Og der står den yngste på maleriet, Enhedslistens tidligere frontfigur Johanne Schmidt-Nielsen (født 1984) og klapper venskabeligt sin sidekammerat på skulderen. Et af de få eksempler på en relation mellem politikerne inden for samme billedramme.

Hvert møde har været meget unikt for mig. Jeg har prøvet at finde ud af, hvordan hver kvinde gerne selv vil fremstilles.

Mie Mørkeberg
Billedkunstner

Mie Mørkeberg er selv en markant, stærk personlighed. Hvis hun var aktiv i et parti, ville man sige om hende, at hun har ministerpotentiale. For hun har stamina og vilje - en målrettet, struktureret kvinde helt ned i, hvordan minutter og timer bruges. Maleren kan sagtens spille op til de stærke politikere, hun har foreviget i olie på lærred.

Velkommen manifestation
Hvordan bliver det hele så modtaget? Værket lever op til kravet om portrætlighed. Men det passer ikke sådan lige til Samtaleværelsets nuværende æstetik, sådan som opgaven lød. Selv om en massiv og mørk ramme nok vil hjælpe. Måske Christiansborgs klassiske værelse skal tømmes for malerier på nær de to store værker på endevæggene, Mie Mørkebergs 30 kvinder og Herman Vedels 30 mænd bag 1915-grundloven? 

Hvad vil den enkelte portrætterede sige? Helle Thorning-Schmidt, der ellers godt kan være selvkritisk med sine fotos, må være tilfreds: Står om nogen lidt frem i maleriet, er det hende - i fuld figur med rød jakke og flammende blå bukser, som blikket drages mod. En yngre Marianne Jelved står iagttagende, som hun kunne være, med tørklæde og jakke i nogle af værkets smukkeste farveklange. Blide som hende selv, mens værkets farver ellers er gennemgående stærke og markante - enkelte steder direkte fra tuben. Pia Kjærsgaard er såre vellignende og psykologisk præcist fortolket, som vi kender hende. Loyalt er hun skildret, som alle i værket. Slips? Ja, det sørger Lene Espersen for. Og der står Birte Weiss i flammende orange-rødt i et helt klassisk, gestikulerede positur. Alle må de blive glade for at se sig selv.

Hver har sit tøjmæssige særpræg - værket er fyldt med spændende mønstre og snit, der spiller op til hinanden i farven og formen. Det er vel næsten en foræring ved at male kvinder; de klæder sig gerne mere spændende og personligt end de mørke jakkesæt i hvide skjorter.

Mie Mørkeberg glæder sig til afslutningen og afsløringen og til at få nedtaget de mange fotos på alle væggene i atelieret. Og dog: Det bliver også tomt, tror hun. Hvad skal der så ske?

Vi kommer til at tale om, at der de seneste årtier også er kommet mange markante og dygtige erhvervskvinder frem. Kunne det ikke været noget for Dansk Erhverv at få lavet et tvillinge-værk til politikernes, mens Børsbygningen genopføres? Som en pendant til alle mændene på Krøyers og Kluges malerier? I så fald er hun klar til at tage fat igen. Men først gælder det afsløringen i Samtaleværelset til november.

Det er en yderst velbegrundet og velkommen manifestation, at dette farvestrålende storværk kun med kvinder hænges op på markant plads på Christiansborg. Vis-à-vis et tilsvarende mørktstemt maleri kun med mænd. Spøjs kønsadskillelse, men desværre historisk begrundet i, at kvinder først for godt 100 år siden fik deres ligeværd i dansk folkestyre. Næste kapital må være et kunstværk, hvor kvinder og mænd styrer landet på lige fod. Hvem skal lave det hvornår? Måske ved næste grundlovsændring - hvis ikke før.