Dan Jørgensen bliver EU’s energikommissær
Ursula von der Leyen lægger ansvaret for den europæiske energipolitik i hænderne på Danmark de næste fem år. Desuden skal han tage sig af de voksende boligproblemer i Europa.
Rikke Albrechtsen
EU-redaktørThomas Lauritzen
Europa-analytikerBRUXELLES: Den danske regering har arbejdet på det i månedsvis. Nu har kommissionsformand Ursula von der Leyen kvitteret.
Som flere kilder havde bekræftet over for Altinget, får Dan Jørgensen (S) får posten som EU’s næste energikommissær.
Det fortæller kommissionsformanden på et pressemøde, hvor hun afslører sin nye EU-Kommission.
"Hans arbejde skal hjælpe med at få energipriser ned, investere i ren energi og sikre, at vi reducerer vores afhængighed," siger von der Leyen.
Samtidig får han også rollen som kommissær med ansvar for boliger. Det er en ny post, som von der Leyen varslede, da hun i sommer fremlagde sine politiske planer for de næste fem år.
Det har været et hedt ønske fra særligt de europæiske socialdemokrater at få EU til at gå ind i de voksende problemer med boligmangel og stigende huspriser. Derfor ender posten også hos en socialdemokrat.
Som Altinget tidligere har skrevet, er den danske regering fra starten gået efter jobbet som energikommissær til Dan Jørgensen.
Det bliver en central post i den nye EU-Kommission, som kommer til at fokusere meget på industriel udvikling, konkurrencedygtighed og energimæssig uafhængighed.
Samtidig vil udnævnelsen blive set som et politisk signal, at Ursula von der Leyen lægger ansvaret for energipolitik hos et land som Danmark, der fokuserer stærkt på grøn omstilling og vedvarende energi.
(opdateres)