Vanopslagh og LA går tilbage. Hvad er gået galt?

Siden folketingsvalget har der nærmest ikke været det vand, Alex Vanopslagh og Liberal Alliance ikke har kunnet gå på.

Men efter en ubrudt periode med fremgang, spekulationer om et kandidatur til statsministerposten og fyldte sale til Alex Vanopslaghs politiske show står den nu på vigende tilslutning til partiet.  

"Liberal Alliance går tilbage for andet snit i træk og fortsætter dermed nedturen fra europaparlamentsvalget. De har smidt seks mandater siden maj," slår professor og valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet fast.

Venstre har igen og igen angrebet Alex Vanopslagh for at være tom retorik uden reelle resultater. Det har ikke altid været lige elegant, men det har nok virket.

Esben Schjørring
Politisk redaktør på Altinget

Og der er tale om en tendens, mener Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring:

"Vi skal ikke have fat i krisebegrebet, men tiden, hvor alt bare gik fremad for partiet, er slut for nu." 

Også Christian Egander Skov, der er forfatter til bogen 'Borgerlig krise', noterer sig skiftet.  

"Liberal Alliance skal selvfølgelig ærgre sig over, at de ikke længere rider på bølgen længere. Det er ikke sådan, at bunden er stået ud af projektet. Men nu skal de selv padle."

Spørgsmålet er, hvad forklaringerne er på Liberal Alliances tilbagegang? Og hvad er egentlig nu vejen frem for partiet?

Modstand mod kvindelig værnepligt ramte skævt 

Ved folketingsvalget for snart to år siden fik Liberal Alliance 7,9 procent, hvilket gav partiet i alt 14 mandater i Folketinget. Det var en fremgang på ti mandater i forhold til det foregående valg. 

I maj 2024 var den opbakning næsten fordoblet, da partiet ramte et foreløbigt højdepunkt på 15,2 procent eller 27 mandater i det vægtede snit af målinger. Men siden da er det gået nedad – først til 13,3 procent i juni og nu til 11,9 procent – hvilket sammenlagt giver et fald på seks mandater, hvis der var valg i dag. 

Men hvad er der så sket siden højdepunktet i maj? 

En afgørende faktor er ifølge både Christian Egander Skov og Esben Schjørring den position, Liberal Alliance indtog i diskussionen af kvindelig værnepligt i foråret. Her endte Liberal Alliance sammen med Danmarksdemokraterne med at stå uden for den del af forsvarsaftalen, der handlede om netop værnepligt. 

"Der findes en klassisk, liberalistisk modstand mod værnepligt, men LA’erne formåede at gøre det til et spørgsmål om køn – kvinders kapabiliteter og plads – i stedet for et spørgsmål om frihed," siger Esben Schjørring og tilføjer: 

"Man ved godt i Liberal Alliance, at såvel Vanopslagh selv som andre i partiet ramte skævt der. Det var også en skævert, fordi partiet kom til at ligne nogle, der sjakrede med landets sikkerhed af taktiske og ideologiske grunde." 

Christian Egander Skov supplerer: 

"Partiet har været i gang med en proces, hvor det har forsøgt at bryde med det forhold, at det først og fremmest er et mandsdomineret parti. For at blive et mere bredt parti. Og den proces slog i hvert fald eftertrykkeligt fejl her."

Fejlslagen EU-kampagne 

Ifølge Esben Schjørring fik den kurs, Liberal Alliance havde lagt for debatten om kvindelig værnepligt, overløb ind i europaparlamentsvalget, der på mange måder endte som en stor skuffelse.

LA henter sin energi fra at være en borgerlig kritik af den teknokratiske midte, og det er for mig at se en afgørende brudlinje i dansk politik.

Christian Egander Skov
Historiker og forfatter

"Her delagtiggjorde Liberal Alliances nummer to på kandidatlisten, Mads Strange, offentligheden i sine analyser af kvinders evner som skakspillere."

Partiet havde ellers regnet med at få Mads Strange valgt ind i Europa-Parlamentet med et valgresultat på mellem ti og 11 procent, forklarer Esben Schjørring videre. Men det gik slet ikke. 

I stedet endte LA med syv procent og en enkelt plads i Parlamentet – altså under halvdelen af, hvad partiet stod til i de landspolitiske målinger. 

"Der må man også pege på, at Henrik Dahl ikke var den optimale spidskandidat. Han virkede i tv-debatten som én, der helst ikke ville deltage. Og det er sandsynligt, at de mange unge, især mandlige vælgere, som Vanopslagh har suget til sig i hobetal, havde svært ved at genkende partiet i 64-årige Henrik Dahl," siger Esben Schjørring. 

Venstres negative kampagne har virket 

En anden årsag til LA’s tilbagegang skal man ifølge Christian Egander Skov finde i forholdet til Venstre. Sammenligner man de to partiers meningsmålinger, kan man se, at det enes fremgang ofte sker på bekostning af det andets.  

"Fordi Liberal Alliance var – og stadig er – udtryk for en protest mod Venstre, har man en stærk negativ afhængighed af, at det hele var rent kaos i Venstre i foråret. Venstre har ikke fuldstændig vendt bøtten, men blødningen er stoppet, og det betyder noget," siger Christian Egander Skov og tilføjer: 

"Samtidig er mange af de nye LA-vælgere nogle, der har revolteret mod, at Venstre så at sige har strakt våben og er gået ind SVM-regeringen."

Den analyse stemmer overens med Kasper Møller Hansens undersøgelser. Siden folketingsvalget 2022 har Liberal Alliance hentet omtrent 200.000 nye vælgere fra især de øvrige partier i blå blok. Flest af dem fra Venstre. 

Det er bare sværere at føre politik til en bred vælgerskare end til en snæver.

Kasper Møller Hansen
Valgforsker og professor på KU

Selvom Liberal Alliance næppe vil brokke sig over at have fået så mange vælgere på relativt kort tid, kan det også være en udfordring for partiet, fastslår Kasper Møller Hansen.

Det betyder nemlig, at partiets vælgerkorps har forandret sig en hel del. 

"Det er bare sværere at føre politik til en bred vælgerskare end til en snæver. Mit bud er, at Liberal Alliance nu har tabt nogle af de vælgere, de netop havde vundet, på gulvet," siger Kasper Møller Hansen. 

Samtidig er det vigtigt at huske, at den vigtigste indikator for partiskift er, om man har gjort det før. 

"Det er en gruppe vælgere, der flytter sig efter partiernes præstationer og reagerer hurtigt, hvis et parti fejler – som Liberal Alliance gjorde i diskussionen om kvindelig værnepligt," siger Kasper Møller Hansen. 

Det er også i det lys, det skal ses, at 2024 blev året, hvor Liberal Alliance ifølge Esben Schjørring fik hæftet en skydeskive på brystet, som især Venstre sigtede efter. 

"Venstre har igen og igen siden dannelsen af SVM-regeringen angrebet Alex Vanopslagh for at være tom retorik uden reelle resultater. Det har ikke altid været lige elegant, men det har nok virket."

Alex Vanopslaghs personlige brand 

Det er ikke kun Liberal Alliances opbakning, der er faldet siden maj 2024 – det gælder også Alex Vanopslaghs personlige popularitet.  

Da Epinion i maj spurgte vælgerne, om de var positivt eller negativt stemt over for ham og trak tallene fra hinanden – det såkaldte PDI-tal, der er en indikator for, hvor populær en politiker er  – havnede Alex Vanopslagh med et plus på 9 procent.  

I dag hedder det tal plus en procent, hvilket er lige så lavt, som da hans omstridte boligsag rullede tilbage i marts 2023. Til sammenligning ligger SF’s Pia Olsen Dyhr på plus 19 procent. 

Ser vi på de to grafer – over henholdsvis Liberal Alliances opbakning og Vanopslaghs popularitet – følges de to kurver ad. I grove træk går Liberal Alliances opbakning op, når Alex Vanopslaghs popularitet stiger og omvendt. 

Og det er en selvstændig pointe, vurderer Altingets politiske redaktør. Vi ser nemlig en stærk tendens i de her år, hvor et partis popularitet hænger meget tæt sammen med partiformandens ditto: 

"Det gælder både de gamle partier og de nye som Liberal Alliance. Men det er klart, at Liberal Alliance har en langt mindre og langt mere skrøbelig partiorganisation end for eksempel Socialdemokratiet. Så mere hænger på Alex Vanopslaghs skuldre. Både når han begår fejl, og når vælgerne opdager, at partiet ikke kun er Alex Vanopslagh," siger Esben Schjørring og tilføjer: 

"Da Vanopslaghs popularitet var på sit højeste, gik snakken højt om Vanopslagh som blå bloks leder og mulig førsteudfordrer til Mette Frederiksen. En snak, LA’erne selv bidrog til uden for citat. Den snak er sat på pause nu, og LA fokuserer – klogt i mine øjne – på konkrete politik-forslag, snarere en brandkampagner med Vanopslagh som omdrejningspunkt."