Ellemanns afgang vil ikke umiddelbart føre til en forsoning mellem V og K
Indtil videre kan parterapeuterne godt blive hjemme, for Venstre og Konservative har problemer nok hver for sig. Men forholdet mellem de to partier har før undergået store, hurtige forandringer, skriver John Wagner.
John Wagner
Politisk kommentator og bestyrelsesmedlem, fhv. generalsekretær, KonservativeOtte gange har Venstre og Konservative ved folketingsvalg de seneste 100 år tilsammen fået over 40 procent i vælgertilslutning. Ved 16 af de i alt 36 valg siden 1923 har Venstre og Konservative været større end Socialdemokratiet.
I dag står de to partier til bare 13-14 procent tilsammen i diverse meningsmålinger – det laveste i de mange år – hvad så også er tilfældet med Socialdemokratiets vælgertilslutning på cirka 22 procent. Kun fire gange – fra 2001 til 2011 – fravristede Venstre socialdemokraterne den position, hvad kun er lykkedes for Konservative i meningsmålinger tilbage i midten af 1980'erne.
Tallenes tale er altså meget tydelig: De historisk set to store og dominerende borgerlige partier har lidt en historisk deroute. Formentlig fordi de hverken hver for sig eller sammen har fået afklaret, hvordan der i Danmark skabes et varigt alternativ til Socialdemokratiet, som tilfældet er i Sverige med Moderaterna og i Norge med Høyre.
Borgerlig regeringsmagt har som udgangspunkt haft rod i, at enten Venstre eller Konservative har haft ekstraordinært gode valg, og at der har været støttepartier, som har sikret den borgerlige regeringsdannelse.
Men lad os kigge lidt mere på tallene, inden vi søger den nærmere forklaring, som måske netop afsløres af tallene.
I tre perioder har Venstre og Konservative ved flere valg haft en større vælgertilslutning end Socialdemokratiet: 1924-1932, 1984-1988 og 2001-2011.
Den første periode var de år, hvor socialdemokraten Thorvald Stauning på skift med Venstres Thomas Madsen-Mygdal var statsministre, hvor de radikale havde en vælgertilslutning på 10-13 procent, og der ikke var en række andre borgerlige partier til at gøre indhug i Venstre og Konservatives vælgertilslutning.
Den anden periode var årene i midten af 1980'erne, hvor Konservative med 19-23 procent – cirka dobbelt op i forhold til Venstre – og Poul Schlüter som statsminister for alvor udfordrede Socialdemokratiets førstefødselsret til regeringsmagten. Baggrunden var ikke mindst, at De Radikale med Niels Helveg Petersen var kongemager til fordel for Schlüter.
Den tredje og foreløbig sidste periode var de ti år – 2001-2011 – hvor Venstre med 26-31 procent i sig selv var større end Socialdemokratiet og med støtte fra Konservative og Dansk Folkeparti sikrede Anders Fogh Rasmussen otte år som statsminister og muligheden for at give faklen videre til Lars Løkke Rasmussen.
Borgerlig regeringsmagt har altså som udgangspunkt haft rod i, at enten Venstre eller Konservative har haft ekstraordinært gode valg, og at der har været støttepartier – Radikale i forhold til Schlüter og DF i forhold til Fogh – som har sikret den borgerlige regeringsdannelse.
Kun ni gange har Konservative været større end Venstre. Det var tilfældet i 1935 og 1943, da John Christmas Møller var de konservatives frontfigur (ved valget under den tyske besættelse dog indirekte fra London), ved valgene i 1968 og 1971, hvor Poul Møller havde været partiets ansigt udadtil og endelig ved de gyldne valgår 1981-1990 med Poul Schlüter i spidsen.
Ellers har det været Venstre, der har været det ledende borgerlige parti, hvad enten formanden var Thomas Madsen-Mygdal, Knud Kristensen, Erik Eriksen, Poul Hartling, Henning Christophersen (i hvert fald indtil 1982, da Schlüter blev statsminister), Anders Fogh Rasmussen eller Lars Løkke Rasmussen.
Selv ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 var splittelsen i den borgerlige lejr mindre end i dag.
Kun Uffe Ellemann-Jensen – den i det borgerlige Danmark måske mest populære Venstre-formand – måtte indordne sig under en konservativ leder/statsminister.
Og så er spørgsmålet, hvor den kommende leder af Venstre, forventeligt Troels Lund Poulsen, og nuværende konservative leder, Søren Pape Poulsen, ender i denne kongerække af borgerlige partiledere og statsministre? Kan det i virkeligheden ske, at det slutter med dem?
Det er i hvert fald en kendsgerning, at der aldrig har været flere "alternative" borgerlige røster til Venstre og Konservative. Selv ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 var splittelsen i den borgerlige lejr mindre end i dag.
Dengang ved decembervalget i 1973 fik Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti tilsammen 27,7 procent af stemmerne. Og ved de efterfølgende tre valg blev det til 21,1, 24,4 og 16,8 procent, indtil en vis normalitet indfandt sig igen.
Ved de tre seneste valg har "alternativerne" til Venstre og Konservative fået 28,5 procent (Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i 2015), 13,4 procent (DF, LA og Nye Borgerlige i 2019) og 31,6 procent (DF, LA, NB og nu også Danmarksdemokraterne og Moderaterne i 2022).
De her såkaldt alternative borgerlige partier fik altså for et år siden markant flere stemmer end Venstre og Konservative.
Men de er på trods af deres udgangspunkter, der er mere eller mindre traditionelt borgerlige, ikke en gruppe af partier, som synes at kunne enes om noget som helst regeringsbærende – heller ikke sammen med Venstre og Konservative. Hvad der jo også kom centnertungt til udtryk ved dannelsen af "midterregeringen" SVM.
Hvor efterlader det så Venstre og Konservative i fremtiden? To partier med 100 års parløb og mange separationer. Med et had-kærlighedsforhold uden kærlighed, som salige Svend Auken udtrykte det.
Foreløbig er der vel nu tale om en egentlig skilsmisse, men det er jo før set, at par er blevet skilt og gift igen – også i den politiske verden, hvor Socialdemokratiet og SF har haft gentagne holmgange, og hvor Radikale altid har været lidt til både den ene og anden side.
Indtil videre kan parterapeuterne godt blive hjemme, for de to partier har såmænd problemer nok i sig selv til ikke at skulle kaste sig over nye eventyr her og nu. Venstre har valgt regeringsmagten – under Mette Frederiksens ledelse – og håber på belønning for at tage ansvar. Snart med ny politisk leder i spidsen.
Konservative valgte en oppositionsrolle og håber vel også på at få en eller anden godbid. For begge partier gælder så også, at der er en ikke uvæsentlig indre opposition.
Og her er vi måske tæt på forklaringen på, at det fortsat efter 100 år ikke er lykkedes for Venstre og/eller Konservative at blive det danske svar på de svenske Moderaterna og norske Høyre; At Venstre og Konservative har spildt kræfterne på interne og indbyrdes stridigheder – også og ikke mindst i tider, hvor behovet har været politisk lederskab, stabilitet og politiske resultater på linje med, hvad en Stauning, Krag, Schlüter og Fogh kunne levere.
Konservative og Venstre ligger foreløbig præcis, som de har redt – for den politiske vision og mission har været og er indtil videre uklar.
Konservative har aldrig fået afklaret, om man for alvor vil være konservative med stort K – eller et Folkeparti, som Christmas Møller, Poul Møller og Poul Schlüter gjorde det til i partiets bedste perioder.
Venstre står med den aktuelle debat om en CO2-afgift på landbrugsproduktionen endnu en gang med en strid mellem land og by, som vel i realiteten kun Anders Fogh Rasmussen med rod i jysk muld og løfte om skattestop til vælgerne i Nordsjælland fik lagt lidt låg på.
Løser formandsskiftet det problem? Det vil i hvert fald kræve en meget stærk formand med opsparet goodwill i landbruget og dermed det jyske Venstre – og modet til på én gang at tage den kamp internt i partiet og internt i regeringen, som er forudsætningen for et spiseligt forlig for landbrugs-Venstre.
Alternativt må det blive et farvel til Mette Frederiksen… altså en slingrekurs, som formentlig ligger Troels Lund Poulsen fjernt. Men modig er han.
Konservative og Venstre ligger foreløbig præcis, som de har redt – for den politiske vision og mission har været og er indtil videre uklar. År efter år – kun afbrudt af enkelte stærke ledere som senest Schlüter og Fogh, der begge i kraft af deres synlige lederskab overstrålede den bagved liggende usikkerhed om politisk linje.
I begyndelsen af 1960'erne talte de to Venstre- og Konservative-ledere, Erik Eriksen og Poul Sørensen, om en sammenlægning af de to partier. Den slags synes helt og aldeles utænkeligt i dag, hvor man for et år siden valgte hver sin vej i dansk politik.
Men det er før set – eksempelvis da Henning Christophersen i 1979 forlod SV-samarbejdet med Anker Jørgensen og rakte hånden ud til Schlüter – at der meget hurtigt kan ske store forandringer også i forholdet mellem Venstre og Konservative. Kun fremtiden kan vise, om Venstre – med Troels Lund Poulsen i spidsen – vil vende "hjem" til et tæt samarbejde med Konservative eller "videre" med Socialdemokratiet og Moderaterne.
Klare politiske mål, ro på bagsmækken, tillid til hinanden og ansvarsfølelse – i forhold til parti, ja, men i endnu større udstrækning i forhold til vores lands udfordringer – er under alle omstændigheder vejen frem. For partier, der vil have indflydelse – i regering eller i opposition.
Det gælder både Venstre og Konservative og ikke mindst nu, hvor de tilsammen har udsigt til mindre end en tredjedel af de stemmer, som de fik i gode tider. Det ændrer Jakob Ellemann-Jensens afgang ikke på.