En hidtil uset voldsparathed risikerer at kappe forbindelsen mellem folket og de folkevalgte

Samme dag advarede Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, mod den polarisering, som efter hans mening er blevet mere udtalt. Og endelig tændte den radikale leder, Martin Lidegaard, en advarselslampe.

"Hver gang en af mine kolleger bliver overfaldet, så føler jeg det som et overfald på mig selv og på vores demokrati. Politisk vold er bare gift for demokratiet og den politiske dialog," sagde han.

Ironisk nok blev Folkemødet – allerede på åbningsdagen torsdag – rammen om et af de optrin, der er med til at kortslutte normale demokratiske spilleregler og sætte politikere under et urimeligt pres.

Her blev Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, afbrudt af pro-palæstinensiske demonstranter, der råbte "ingen taletid til racisme", mens de viftede med deres flag og Frederik Vad holdt sig for ørerne i larmen.

Nogle borgere nøjes ikke længere med at bruge deres demokratiske rettighed til at ytre sig.

Thomas Larsen

Bagefter sagde han til DR: "Jeg synes, det er mere utrygt, end det har været før. Inger Støjberg nævnte tidligere, at hun er blevet antastet for noget tid siden. Mette Frederiksen er lige blevet antastet. Der er en aggressivitet hos nogle af de her unge aktivister, som jeg ikke har set før."

En af demonstranterne, Ingrid Larsen, fra foreningen 'Studerende mod besættelsen', der for nylig oprettede en teltlejr ved Københavns Universitet, var til gengæld uforstående overfor kritikken. Hun kritiserede Frederik Vad for at angribe udlændinge på urimelig vis. Og derfor skulle han stoppes:  

"Når præmissen for samtalen er forkert, så kan det nogle gange være nødvendigt at afbryde den demokratiske samtale, selvom den demokratiske samtale har en værdi," sagde Ingrid Larsen.

Dermed indrammede hun – ufrivilligt – den udvikling, som også ses i andre europæiske lande, og som truer med at slå igennem herhjemme: Nogle borgere nøjes ikke længere med at bruge deres demokratiske rettighed til at ytre sig, engagere sig politisk og stemme. De gør i stigende grad de politikere, de er uenige med, til fjendebilleder.

På de sociale medier kan de uhindret publicere hadefulde indlæg og få dem bekræftet af ligesindede. Derfra bliver der ikke så langt til, at man føler sig i sin gode ret til "afbryde" politikerne og i yderste konsekvens gå endnu længere i forsøgene på at intimidere de folkevalgte.

I andre lande har det ført til alvorlige overfald på folkevalgte.

Herhjemme nærmer vi os en korsvej. Langt de fleste politikere kan heldigvis uantastet leve blandt de borgere og midt i det samfund, som de efter bedste evne forsøger at tjene.

Hvis denne tætte forbindelse bliver udfordret yderligere, er det ikke kun politikerne, som taber.

Thomas Larsen

De kan tage ud i landets forsamlingshuse for at møde vælgerne. De kan normalt også gå rundt midt i den lille bornholmske havneby, Allinge, under Folkemødet, hvor danskere, høj som lav, kan komme tæt på, stille spørgsmål til og være i dialog med de folkevalgte.

Hvis denne tætte forbindelse bliver udfordret yderligere, er det ikke kun politikerne, som taber. Det gør det danske folkestyre.   

I Tyskland, hvor man som nævnt har oplevet uhyggelige overfald mod flere politikere, findes ordet "spielverderber", som et dækkende udtryk for de folk, der fordærver eller ødelægger spillet.

Efter mange års tøven og tavshed er der tegn på, at de danske politikere omsider tør italesætte, hvad der er på spil, når spielverderberne hærger. Ikke kun for dem selv. Men for demokratiet.