Folketingsvalget kan blive velfærdsstatens skæbnestund

"Den perfekte storm".

Sådan beskriver statsminister Mette Frederiksen (S) velfærdssamfundets næste år. Store årgange går på pension, små årgange erstatter dem, og der kommer i desperat grad til at mangle hænder til flere børn og ældre.

Det var med dette bagtæppe, Mette Frederiksen for nylig kom med en megaluns til de offentlige fagforeninger: Politikerne er nødt til også at forholde sig til lønnen i de livsvigtige velfærdsfag – noget, som hun ellers har afvist.

Statsministerens alarmisme er desværre berettiget. En rekrutteringskrise i den offentlige velfærd kan nemlig også forstærke en anden udvikling: At de velstillede etablerer egne private alternativer, og at danskerne i stigende grad spaltes i et a- og b-hold. Udviklingen er allerede i fuld gang, og den kan få afgørende momentum, hvis folketingsvalget fører til et blåt flertal. 

Et stigende antal danskere har nemlig indkomster og/eller formuer til at betale sig ud af en underbemandet og kriseramt offentlig velfærd.

De øverste fem procent har ikke haft så stor andel af indkomsterne siden 1970'erne, og der er ophobet store formuer og friværdier – især hos de mest velpolstrede ti procent.

Styrken ved den universelle velfærdsmodel er, at også de ressourcestærke er ombord og stiller krav til kvaliteten

Lars Olsen

I den offentlige debat siges det, at "det gør ikke noget, at de rige bliver rigere, bare de fattige ikke bliver fattigere". Det er forkert. De mange penge i det øvre lag har allerede ændret vores land: Høje boligpriser gør stadig flere kvarterer i hovedstadsområdet til no-go for almindelige indtægter, samtidig lægger den økonomiske ulighed pres på den universelle velfærdsmodel, hvor vi har fælles skattebetalt velfærd.

Flere og flere har råd til at betale sig ud af fælles institutioner og ordninger: Privatskolerne vokser år for år. I 37 kommuner er det nu mere end hver femte, der starter i privat- eller friskole – i 2007 var det kun sådan i ti kommuner.

Private sygeforsikringer spiller også en helt anden rolle end for tyve år siden. De kan betale for hurtigere behandling på et privathospital eller hos speciallægen. Hér er danskerne allerede delt i et a- og b-hold.

Den næste store samfundsforandring er undervejs omkring seniorår og alderdom. Ifølge Trygfonden er mangelfuld ældrepleje en vigtig kilde til folkelig utryghed, 54 procent er utrygge ved, om de får tilstrækkelig pleje, når de bliver gamle eller syge. Læg dertil, at mange af de mest velpolstrede er oppe i årene og har råd til selv at betale for mere tryghed.

Det er på denne baggrund, at forsikringsselskaberne opdyrker et marked for omsorg og ekstra hjælp til ældre, mens nye senior- og plejeboliger skyder op landet over. Nogle er friplejehjem underlagt kommunal visitation og aflaster dermed det offentlige, men andre er særlige tilbud til dem, der har råd til noget andet og bedre.

Pensionsselskabet PFA er eksempelvis ved at opføre 2.600 servicerede seniorboliger i hovedstaden og Aarhus. Lejlighederne er et tilbud til mennesker over 65, som kan betale en bolig i den eksklusive ende, hvortil kommer yderligere 7.000 kroner månedligt for adgang til fælles faciliteter som bibliotek, restaurant, pool, spa og fitness. Hvis de svinger betalingskortet nok engang, kan beboerne også købe sig til fysioterapi, massage, frisør, personlig pleje og praktisk bistand.