Holstein: En ministerrokade løser ingen af regeringens problemer

Danmarks skal have en ny EU-kommissær, og det vil afføde en ministerrokade. Men ingen i regeringstoppen tror på, at det er en mirakelkur, der kan genstarte det forliste midterprojekt, vurderer Altingets politiske kommentator. 

Hvis ikke Venstre og Socialdemokratiet havde lukket Lars Løkke Rasmussen ind i regeringen, havde han været let at spise af med en kommissærpost, vurderer Altingets politiske kommentator.
Hvis ikke Venstre og Socialdemokratiet havde lukket Lars Løkke Rasmussen ind i regeringen, havde han været let at spise af med en kommissærpost, vurderer Altingets politiske kommentator.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

Danmark skal inden længe stille med sit bud på en ny EU-kommissær. Og alt tyder på, at det inden længe får statsminister Mette Frederiksen til at byde op til en stoledans i regeringen.

Det er et træk, der hurtigt vil blive læst ind i fortællingen om en regering i krise, vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

Han fortæller, at rokaden sandsynligvis vil blive præsenteret i anden halvdel af august. Men han tror ikke på, at den vil genstarte regeringsprojektet. 

"Der er ingen i regeringsledelsen, der betragter ministerrokaden som en mirakelkur. Det er en bunden opgave, fordi Margrethe Vestagers periode er udløbet," siger han. 

Ifølge ham er det særligt Mette Frederiksen og Socialdemokratiet, der lige nu er den klemte part i regeringssamarbejdet. 

"Partiets udfordringer stikker dybt. Kernevælgernes masseflugt til SF skyldes, at de betragter SVM-regeringen som en fejlkonstruktion. De bryder sig ikke om at se Mette Frederiksen arm i arm med Lars Løkke Rasmussen. Det kan ikke løses ved at udskifte et par ministre."

Transportminister Thomas Danielsen og fødevareminister Jacob Jensen mangler gennemslagskraft

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

V-ministre på vippen

Selvom det er socialdemokraterne, der lige nu oplever et særligt hårdt pres fra vælgerne, behøver S-ministrene umiddelbart ikke at frygte en fyreseddel, vurderer Erik Holstein. 

"Mette Frederiksen er godt tilfreds med de fleste af de socialdemokratiske ministre. Magnus Heunicke har flere gange lignet Komiske Ali som miljøminister, men det er også en ministerpost, der er meget lidt misundelsesværdig med svære sager, hvor der ikke er de store muligheder for at handle som minister," siger han. 

Til gengæld er der flere Venstre-ministre, der er i fare for at ryge i ministerkabalen, vurderer han. 

"Man skal aldrig nogensinde sige tingene for håndfast. Alt kan ændre sig i sidste øjeblik, og det forbehold skal altid tages," siger Erik Holstein og fortsætter:

"Men transportminister Thomas Danielsen og fødevareminister Jacob Jensen mangler gennemslagskraft. De er nogle af dem, der nok skal holde ekstra godt fast i ministertaburetten. Det samme gælder ældreminister Mette Kierkgaard fra Moderaterne."

Læs også

Hvad skal der ske med Troels Lund?

Et af de spørgsmål, der er oppe i luften, er, om Venstre-formand Troels Lund Poulsen vil blive på posten som forsvarsminister. 

På valgnatten ved EU-valget 9. juni opfordrede folketingsformand og partiveteran Søren Gade (V) sin formand til at finde en ny ministerpost, som kunne give ham mere tid til at løfte opgaverne som partiformand. 

"Når man taler med Venstre-folkene, er de helt på det rene med, at der både er argumenter for og imod. Der er meget drift i Forsvarsministeriet, og det er svært at finde tid til arbejdet som partiformand. Til gengæld er området helt centralt lige nu, og Troels Lund har markeret sig godt på området," siger Erik Holstein.

Finansministeriet kommer ikke i spil for Venstre

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Inden sommerferien blev der i Christiansborg-krogene spekuleret i, om Venstre ville forsøge at vriste en af de tunge ministerposter fra Socialdemokratiet, som lige nu sidder på både Statsministeriet, Finansministeriet og Justitsministeriet. 

"Finansministeriet kommer ikke i spil for Venstre. Der er en stærk tradition for, at Statsministeriet og Finansministeriet begge går til regeringens største parti," siger Erik Holstein.

"Det ville også overraske mig meget, hvis Mette Frederiksen overgav Justitsministeriet til Venstre. Det kunne måske være kommet på tale for nogle måneder siden, da Venstre lå og rallede efter vejret i rendestenen, men nu har tingene ændret sig. Venstre fik et relativt godt EU-valg, og det er nu Socialdemokratiet, der er mest presset."

"Desuden gør Peter Hummelgaard det ganske pænt som minister. Det er svært at se ham blive degraderet – også af hensyn til den interne S-debat om arvefølgen efter Mette Frederiksen, hvor han har markeret sig som en mulig formand," afslutter Erik Holstein.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024