Kan venstrefløjen mobilisere de underprivilegerede?

Det er dét, ledende socialdemokrater spekulerer i.

Sahra Wagenknecht, der er vokset op i DDR, har en høj stjerne hos mange AfD-vælgere. Et nyt parti kan tage toppen af AfD’s fremgang og samtidig appellere til en del Linke- og SPD-vælgere.

De tyske medier er ligeledes fyldt med spekulationer. Efter alt at dømme kortlægger Wagenknecht i denne tid, hvem der vil bakke op om et nyt parti. Som dansker føler man sig hensat til sidste sommer, da Inger Støjberg – fra et helt andet udgangspunkt – gjorde det samme.

Hvad er Wagenknechts formel? Lad os se på et par centrale emner, der – måske – kan give venstrefløjen hul igennem til tilsidesatte vælgergrupper:

I sidste uge bragte Der Spiegel et stort interview med Wagenknecht. Hun bliver spurgt til stramninger af udlændingepolitikken, hvor asylsøgere skal have deres sag behandlet i opsamlingslejre ved EU’s ydre grænser – noget som Linke har protesteret voldsomt imod.

Wagenknecht insisterer på, at "grundproblemet" er et andet: At der er en grænse for indvandringen, også hos den tyske befolkning.

For Wagenknecht handler det om et klasseperspektiv, det gør det også i klimapolitikken

Lars Olsen

"Mange byer og kommuner er for længst overbebyrdet. Der mangler 700.000 boliger i vores land, tilstanden i mange skoler er en katastrofe, almindelige borgere venter i måneder på at komme til speciallæge. Og problemerne hober sig som regel ikke op i de hippe indre bydele, hvor De Grønnes vælgere bor, men i de fattige boligområder."

For Wagenknecht handler det om et klasseperspektiv, det gør det også i klimapolitikken.

Staten skal investere i fjernvarme, varmepumper og kommunal energiomstilling, men almindelige borgeres transport og varme skal ikke være dyrere. Klimapolitikken skal ikke tilrettelægges efter velhaverne, der "til hver tid har råd til at tanke deres Porsche med dyrt el-brændstof."

Drivkraften skal være offentlige investeringer, ikke store byrder på jævne folk:

"Hvorfor investerer staten ikke, så vi får færre lastvognstog på motorvejene og mere gods over på skinner? I de seneste år er der sket det modsatte. Jernbanerne er blevet økonomisk kørt ned (…) Den fejlslagne politik koster i stigende grad accept af klimaomstillingen", advarer Wagenknecht.

Hendes politik er en radikaliseret udgave af den formel, der i 2017-21 bragte Mette Frederiksens socialdemokrati tættere på arbejderklassen og provinsen: Stram indvandrings- og værdipolitik, rød velfærds- og fordelingspolitik.

Wagenknecht er i den økonomiske politik meget længere til venstre, men har i indvandrings- og klimapolitikken stærkt fokus på dagligdagen blandt de underprivilegerede borgere. Og det kan venstrefløjen lære af – også herhjemme.

Lad os brede perspektivet ud. Der er i det seneste ti år sket et dramatisk opbrud blandt de europæiske vælgere. I Sydeuropa har vi set både højre- og venstrepopulistiske partier, men i Nordeuropa er opbruddet stort set kun gået til højre – AfD, den nye Borgerbevægelse i Holland, Sverigedemokraterne, Inger Støjberg med flere.

Det er højrefløjen, der mobiliserer på kampen mod "de fine saloner".

I dag har venstrefløjen på vores breddegrader sin vigtigste base blandt studerende, akademikere og offentligt ansatte. Store dele af venstrefløjen er "livsstils-socialister", som Sahra Wagenknecht udtrykker det

Lars Olsen

I samme periode er uligheden vokset, de højere klasser skraber åbenlyst til sig, mange har et langt mere utrygt arbejdsliv, og inflationen kradser hårdt blandt lavindkomsterne. Alligevel har venstrefløjen ikke for alvor formået at mobilisere de grupper, der føler sig tilsidesat af de etablerede magtpartier.

I 1980’erne var arbejderradikalisme stadig en vigtig strømning på den danske venstrefløj. Mange faglige tillidsfolk var kommunister eller måske SF'ere, og der var store demonstrationer med afsæt i arbejdspladserne.

Det samme var tilfældet i Tyskland for 15 år siden, da Linke blev oprettet af østtyske reformkommunister og vesttyske venstresocialdemokrater. Linke stod dengang stærkt blandt arbejdervælgere og arbejdsløse.

I dag har venstrefløjen på vores breddegrader sin vigtigste base blandt studerende, akademikere og offentligt ansatte. Store dele af venstrefløjen er "livsstils-socialister", som Sahra Wagenknecht udtrykker det.

Køn, etnicitet og klima er vigtigere end levevilkårene i underprivilegerede grupper. Jo da, der er også "arbejderistiske" lommer, men de fylder ikke meget i det store billede.

I Danmark havde Enhedslisten ved 2015-valget en vis støtte i reformtrætte grupper på kanten af arbejdsmarkedet, men er siden skrumpet til basen af studerende og offentligt ansatte i de store byer.

Lige nu har SF pæne meningsmålinger, men det ligner mest en midlertidig protest imod Mette Frederiksens højredrejning. Venstrefløjen har brug for en grundlæggende debat om, hvordan den bryder ud af middelklasse-boblen og mobiliserer sig blandt arbejderklassen og grupper på kanten.

Sahra Wagenknecht sætter fingeren på det ømme punkt: Hvis det skal ske, må venstrefløjen langt tættere på det levede liv blandt de underprivilegerede, også når det gælder egne kæpheste som indvandring og klima.

Om hendes eksperiment lykkes, vil tiden vise – men det er værd at følge.