Kommentar af 
Lars Olsen

Lars Olsen: OK-opgør kan udløse dramatisk drejning i dansk politik

De folkelige protester omkring store bededag kom bag på både regeringen og fagbosserne. Hvis de igangværende overenskomstforhandlinger fører til storkonflikt, griber regeringen ind – og konsekvenserne kan blive dramatiske.

Regeringstoppen kalkulerer med, at midterprojektet har en uudtalt folkelig appel – at vælgerne i sidste ende vil belønne Socialdemokratiet og regeringen for at tage ansvar og gøre det nødvendige, skriver Lars Olsen.
Regeringstoppen kalkulerer med, at midterprojektet har en uudtalt folkelig appel – at vælgerne i sidste ende vil belønne Socialdemokratiet og regeringen for at tage ansvar og gøre det nødvendige, skriver Lars Olsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lars Olsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Mig skal de ikke tage pis på".

I 1956 greb den socialdemokratiske regering ind i overenskomsterne. Forligsmandens skitse blev ophøjet til lov. På Christiansborg Slotsplads samledes den største massedemonstration i efterkrigstiden.

"Reaktionen ude omkring på landets arbejdspladser var voldsom. Der blev indkaldt til protestmøder og på mange virksomheder, hvor man hidtil ikke havde strejket, blev arbejdet nedlagt. Foran Christiansborg samledes en stor folkemængde – man skønnede omkring 100.000," skriver historikeren Claus Bjørn i biografien H. C. Hansen og fortsætter: 

"Det var ved denne lejlighed, at H. C. Hansen ved synet af de mange demonstranter på slotspladsen skal have klemt cigaren fastere i munden og sammenbidt have erklæret: 'Mig skal de ikke tage pis på'".

Lige nu er realiteten, at regeringens politik har bragt store grupper i skred – ikke mindst blandt de lønmodtagervælgere, der satte deres lid til den "gamle" Mette Frederiksens socialdemokrati

Lars Olsen
Journalist og forfatter

Mette Frederiksen kan om få uger befinde sig i noget lignende. Hvis de igangværende overenskomstforhandlinger fører til storkonflikt, vil den lamme afgørende samfundsfunktioner, og regeringen vil gribe ind.

Med opgøret om store bededag er regeringstoppen i forvejen på kant med folkestemningen og fagbevægelsen – et indgreb vil føre fra asken til ilden, selv om folkelige modreaktioner antager andre former end dengang. Og flere veje kan føre til dette.

Forhandlingerne mellem fagforbundene og arbejdsgiverne kan bryde sammen på vigtige overenskomstområder, men det kan også ske ved, at fagbevægelsens medlemmer stemmer nej ved den efterfølgende urafstemning og dermed udløser konflikten. Under alle omstændigheder kan konsekvenserne blive voldsomme – for dansk politik og ikke mindst Socialdemokratiet som arbejderparti.

Udviklingen er på mange måder paradoksal. Kredsen omkring Mette Frederiksen arbejdede ihærdigt på, at alliancen med fagbevægelsen skulle bringes helskindet gennem en ny regering hen over midten: Højere dagpenge de første tre måneder, større fradrag for faglige kontingenter og lønloft til dele af de offentligt ansatte.

Da fagbosserne blev orienteret om regeringsgrundlaget, var stemningen god – deres første offentlige reaktioner var da også relativt positive, nærmest lettede. Så fulgte opgøret om store bededag.

Den folkelige modstand var uventet massiv. Danskerne føler sig tydeligvis ikke hensat til den krisesituation, som regeringstoppen søger at fremmane. Dansk økonomi er bomstærk. Forsøget på at etablere et "kryds" mellem store bededag og stigende forsvarsudgifter faldt til jorden som tomt spin. Regeringen har stadig sværere ved at forklare Finansministeriets talgymnastik.

Fagbosserne traf et strategisk valg: De ville ikke halse efter protesterne, men stille sig spidsen. Kun derved kan de bevare legitimiteten blandt medlemmerne; hvis folk får afløb for deres protest, vil de – måske – stemme ja til et hæderligt overenskomstresultat, lyder ræsonnementet. Formentlig med rette.

Her er det næste paradoks. Vreden mod regeringen kommer ikke primært fra fagbevægelsens venstrefløj, der traditionelt siger nej til hvad som helst, men fra besindige socialdemokratiske faglige ledere. De oplever et tillidsbrud hos Mette Frederiksen, der siden 2015 har orienteret Socialdemokratiet imod de klassiske kernevælgere i arbejderklassen, men tilsyneladende har fået andre prioriteter.

Læs også
 

Hér er det også værd at erindre 1956. Forud for datidens regeringsindgreb gik en månedlang krise mellem regeringstoppen og fagbevægelsen, hvis førstemand, Eiler Jensen, talte med store bogstaver:

"Tingene har taget fart i uventet retning. På De samvirkende Fagforbunds informationsmøde i Odense i søndags holdt Eiler Jensen en chokende tale (…) Det betød, at fagbevægelsen frigjorde sig fra partiets, nærmere betegnet H. C.’s ledelse. (…) Dette er oprør. Tvivlen om rigtigheden af at gribe ind siver langt ind i gruppen," skrev økonomi- og arbejdsminister, Jens Otto Krag (S), i sin dagbog.

Indgrebet havde da også store politiske konsekvenser. Kommunisterne vandt frem i fagbevægelsen, og Gallup spåede stor fremgang til DKP. H. C. Hansen blev imidlertid reddet fra uventet kant. Et halvt år senere fulgte Sovjets blodige invasion i Ungarn. Kommunisternes fremgang blev til dyb krise, de forspildte muligheder bestyrkede DKP-formand Aksel Larsen i at bryde med Moskva – og Danmark fik et nyt parti: SF.

Et indgreb i overenskomsterne vil næppe udløse lige så massive arbejderprotester som dengang. Til gengæld kan reaktionen fra vælgerdybet blive endnu voldsommere.

Det politiske mønster er i dag mindre stabilt. Langt flere skifter parti eller sågar blok. SVM-regeringen og opgøret om store bededag har allerede nu flyttet betydelige vælgergrupper. Særligt SF står til flot fremgang.

Lige nu er realiteten, at regeringens politik har bragt store grupper i skred – ikke mindst blandt de lønmodtagervælgere, der satte deres lid til den "gamle" Mette Frederiksens socialdemokrati

Lars Olsen
Journalist og forfatter

I den seneste Voxmeter går Socialdemokratiet tilbage til 22,9 procent, mens SF, Enhedslisten og Alternativet opnår 24,4 procent tilsammen. Danmark er tæt på "rent rødt" flertal, men med en stærkere venstrefløj, end vi er vant til.

Men, men, men: Det er et øjebliksbillede. I de fleste europæiske lande går utilfredse arbejder- og S-vælgere nok så meget til højre, sådan var det også med "det gule Danmark" i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev størst i Syd- og Vestsjælland og hele det sydlige Jylland. Valgforskernes kortlægning hed ganske betegnende Oprør fra Udkanten, også Enhedslisten og det nye Alternativet nød godt af protestvalget. 

Det var dette mønster, Mette Frederiksen og co. ændrede fra 2015 til 2022. En ny generation af socialdemokrater satte fokus på samfundets sammenhængskraft og de tilsidesatte grupper – socialt og geografisk. Arne-pension, opgør med centraliseringen, velfærdsforbedringer, stram udlændingepolitik. Socialdemokratiet blev det store arbejderparti med højborge i provinsbyer og forstæder.

I dag er pejlemærkerne nogle andre. Finansministeriet og dets regnemodeller spiller atter førsteviolin. Lars Løkke Rasmussen og Venstre trækker ofte samme vej. De "røde" dele af ministerholdet kæmper for at fastholde mere folkelige prioriteringer – tiden vil vise, i hvilket omfang det lykkes og får ørenlyd i offentligheden.

Regeringstoppen kalkulerer med, at midterprojektet har en uudtalt folkelig appel – at vælgerne i sidste ende vil belønne Socialdemokratiet og regeringen for at tage ansvar og gøre det nødvendige. Det er også muligt, især hvis regeringen formår at løse nogle af samfundets reelle udfordringer.

Lige nu er realiteten imidlertid, at regeringens politik har bragt store grupper i skred – ikke mindst blandt de lønmodtagervælgere, der satte deres lid til den "gamle" Mette Frederiksens socialdemokrati. Om dette på længere sigt fører danskerne til venstre eller højre, kan vi kun gisne om i dag.

Dansk politik er inde i en dynamik, der kan udvikle sig ganske dramatisk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Olsen

Journalist, forfatter, foredragsholder
cand.phil. i samfundsfag (Københavns Uni. 1983)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024