Midten kommer ikke til at styre - for der er ingen midte

Et samarbejde hen over midten. Et Danmark der regeres uden om fløjene. Et opgør med blokpolitikken.

Slogans som disse er poppet op igen og igen de seneste par år, og de har fået konstant næring med Lars Løkke Rasmussens usædvanlige langstrakte partidannelse. Sammen med Radikale og de genopstandne kristendemokrater vil Moderaterne byde ind på at repræsentere midten i dansk politik.

Midterfantomet har fået ekstra næring, efter den radikale leder Sofie Carsten Nielsen for nylig åbnede op for at muligheden af at pege på den konservative leder Søren Pape Poulsen som ny statsminister, ”hvis politikken er den rigtige”. Ligesom den tidligere radikale leder Niels Helveg Petersen, der tilbage i 1982 sikrede den konservative Poul Schlüter ti år som statsminister.

Men der er en verden til forskel på 1982 og 2021.

Den gamle akse
Poul Schlüter kom til magten med hjælp fra en borgerlig konstellation af Venstre, Konservative, Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Fremskridtspartiet og Radikale.

Den helt afgørende politiske skillelinje gik dengang langs den gamle højre-venstre skala, den økonomisk-fordelingspolitiske akse. Her havde gruppen af borgerlige partier trods alt visse fællesnævnere.

Dengang spillede rets- og udlændingepolitikken ikke nogen særlig rolle. Schlüters borgerlige backinggruppe var broget, men det var ikke en konstellation med uforenelige modsætninger. Det er der i dag.

Som ild og vand
Hvis man bevæger sig væk fra de overordnede, abstrakte floskler om ”midten” og i stedet ser på, hvilken politik en borgerlig regering under Søren Pape Poulsen (K) eller Jakob Ellemann-Jensen (V) kan føre, falder luftkastellet sammen.

For hvilken udlændingepolitik kan der føres med støtte fra Radikale, Moderaterne, Kristendemokraterne - og Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige? Det radikale bagland er frustreret over udlændingeminister Mattias Tesfayes (S) stramme linje. Mon frustrationen vil blive mindre med en Marcus Knuth (K) som udlændingeminister?

Hvilken retspolitik kan der føres med den konstellation? Kan man forestille sig en konservativ ledet regering, der fører en lempeligere retspolitik end socialdemokraterne?  

Hvilken EU-politik skal der føres med både de radikale supereuropæere og modstandere og skeptikere fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti?

Selv den økonomiske politik vil volde problemer. For hvorfor skulle Dansk Folkeparti pludselig give sig til at støtte ”velfærdsreformer” og topskattelettelser, når de ikke ville gøre det under VLAK-regeringen?

Det er simpelthen ikke muligt at identificere en sammenhængende politik, en sådan gruppering af partier kan enes om.  

Midten af navn
Dertil kommer spørgsmålet om, der i dag findes partier, der kan kvalificere sig til betegnelsen midterpartier.

Radikale kan med lidt god vilje stadig kaldes et midterparti ud fra den fordelingspolitiske akse, men når det gælder retspolitik, udlændingepolitik og EU er Radikale et decideret fløjparti.

Kristendemokraterne står nogenlunde på den fordelingspolitiske midte og ligger lidt til den bløde side i udlændingepolitikken. Men frem for alt vil koblingen af kristendom og politik være fremmed for de fleste danske midtervælgere.

Lars Løkke Rasmussens Moderaterne har endnu ikke offentliggjort et egentligt program, og noget af det eneste konkrete Løkke har været fremme med er en SU-reform og lavere erhvervsskatter. Det sidste vil utvivlsomt glæde Moderaternes sponsorer, men er næppe en folkesag for et midterparti.

Løkke har også gjort sig til talsmand for fortsatte velfærdsreformer, et emne der hele vejen igennem har kendetegnet hans karriere. Men det er ikke der, den politiske midte ligger. Vælgernes store flertal ønsker hverken topskattelettelser eller højere pensionsalder, og da Løkke i sin sidste regeringsperiode lagde op til netop det, vendte et kæmpe flertal af vælgerne tomlen nedad. Løkke har aldrig været en midterpolitiker, når det gælder den økonomiske politik.

Løkke ligger nærmere midten i værdipolitikken, hvor hans foreløbige markeringer tyder på en ”light” udgave af den stramme udlændingepolitik. Men på det område foregår der allerede et bredt samarbejde over midten, og ud fra alle målinger at dømme ligger den udlændingepolitiske midte i krydsfeltet mellem S, V og K.  

Hvis man går ud fra, at den politiske midte er der, hvor kompromiset ligger mellem blokkene, lever ingen af bejlerne op til definitionen på midterpartier. Det er her, den store forskel til 1982 ligger.