Politiske embedsmænd er det eneste, der kan genskabe tilliden til embedsstanden

Djøf annoncerede i dagene mellem jul og nytår, at de nu nedsætter et såkaldt "ekspertudvalg", som skal "undersøge samspillet mellem embedsværkets faglighed og politikernes ønsker".

Baggrunden for Djøfs beslutning er det, som den selv kalder "de seneste måneders mudderkastning i offentligheden" under især granskningskommissionens arbejde. Mudderkastning, som "slider tilliden til myndighederne ned" og har "sat spørgsmålstegn ved tilliden til det politiske system".

Det er lidt uklart, hvad ekspertudvalget konkret skal foretage sig. Det tætteste, Djøf kommer noget, som man kan kalde et kommissorium, er, at udvalget skal lave "et røntgenfotografi af dansk politik og bibringe debatten ny viden" og komme med konkrete forslag til, "hvad vi kan gøre fremover". Det sidste kommer vi tilbage til.

Djøf har over de senere år dygtigt markeret sig med en række udvalg og kommissionen, som er kommet med kvalificerede bidrag til samfundsdebatten. En af de mere kendte er den såkaldte TechDK-kommission som med altid meningsglade Stine Bosse i spidsen har offentliggjort en række udspil om, hvordan teknologien forandrer samfundet.

Selvom Djøfs mange udvalg og kommissioner kunne give indtrykket af, at organisationen er en næsten altruistisk samfundsdebattør, som bare vil samfundets objektivt set bedste, skal man huske på, at det ikke nødvendigvis er tilfældet.

Djøf er og bliver en fagforening for embedsmænd. En fagforening, der som alle andre fagforeninger har som dens primære opgave at beskytte deres medlemmers interesser, løn og arbejdsforhold.

Det er der intet i vejen med – overhovedet – men det gør Djøf til en part i spørgsmålet om forholdet mellem politikere og embedsmænd.

En part, som indtil nu først og fremmest har været optaget af at forsvare og anprise det eksisterende system, hvor de almindelige embedsmænd også fungerer som politiske, partineutrale rådgivere for deres skiftende ministre.

Danmark adskiller sig fra mange af de lande, som vi normalt sammenligner os med, ved ikke at have politisk ansatte embedsmænd omkring ministrene

Benny Damsgaard
Kommentarskribent

Derfor peger alt også i retning af, at det nye ekspertudvalg kommer frem til stort set det samme som sidst, hvor Djøf nedsatte et udvalg, der skulle se på forholdet mellem den politiske ledelse og embedsværket. Det var i 2014, hvor det såkaldte Bo Smith-udvalg konkluderede, at vi har "en velfungerende forvaltning og et embedsværk, der er deres opgave voksen".

Hvad der desværre også er stort set sikkert er, at Djøfs eget udvalg ikke vil foreslå, at vi herhjemme gør som i vores nabolande: At vi skiller sagsbehandlingen og den politiske rådgivning ad og indfører politisk ansatte embedsmænd i toppen af ministerierne.

Politisk ansatte embedsmænd, som kommer og går med ministeren, og som uden mistanke, om at vedkommende går ud over sit mandat, kan hjælpe ministeren med at udarbejde politiske forslag, rådgive politisk taktisk og med profilering i medierne.

Danmark adskiller sig fra mange af de lande, som vi normalt sammenligner os med, ved ikke at have politisk ansatte embedsmænd omkring ministrene. Man har det for eksempel i større eller mindre grad i både Norge, Sverige og Tyskland for bare at nævne tre af de nærmeste.

Herhjemme har de fleste danske ministre kun ret til at ansætte én særlig rådgiver. Ministrene i regeringens koordinationsudvalg har mulighed for to og for statsministerens vedkommende tre.

De opgaver, som de særlige rådgivere løser, varierer meget fra minister til minister og fra rådgiver til rådgiver. Fælles for dem alle er dog, at tendensen går i retning af, at de arbejder stadigt mere med politisk rådgivning.

Langt hovedparten af den politiske rådgivning, som danske ministre i dag nyder godt af, foretages dog af helt almindelige embedsmænd, som bliver siddende, selvom regeringsmagten skifter.

Det er for eksempel rådgivning om, hvordan ministeren kommer ud af svære sager (minksagen er et godt eksempel herpå), hvordan der svares til problematiske samråd (Støjbergs mange samråd om adskillelse af asylpar er et godt eksempel herpå), hvordan støttepartier håndteres og meget andet.

Alt sammen noget, hvor embedsmændene hele tiden skal vurdere, hvor langt de kan gå i betjeningen af deres minister, og hvor der nemt kan opstå en tvivl om, hvorvidt de agerer partipolitisk neutralt.

Så længe du lader det, der på papiret skal være uafhængige, partineutrale embedsmænd stå for politisk rådgivning, vil der nemt kunne opstå tvivl om deres neutralitet

Benny Damsgaard
Kommentarskribent

Til sammenligning bliver der i Sverige ved hvert regeringsskifte udskiftet godt 200 politiske ansatte embedsmænd i toppen af ministerierne. De svenske, politiske embedsmænd er ansat til udelukkende at hjælpe ministeren med at udvikle og promovere vedkommendes politik.

Den øverste politiske embedsmand i hvert ministerie har titel af statssekretær, er reelt en slags viceminister og har endda ret til at udtale sig på vegne af ministeren.

Under de politiske embedsmænd har man i Sverige de "almindelige," statslige embedsmænd, som er ansat til at administrere love og regler og objektivt sagsbehandle.

De almindelige embedsmænd beskæftiger sig kun i meget begrænset omfang med politisk rådgivning og sparring. Den del er stort set indkapslet til de politiske embedsmænd omkring ministeren. Resultatet er et mere rent system, hvor tvivlen om, hvorvidt de almindelige, neutrale embedsmænd er gået for langt, er mindre.

Der er ingen tvivl om, at danske embedsmænd er dygtige til at rådgive politisk, og at de er blevet stadig dygtigere og ikke mindst villige til det. Der er dog heller ingen tvivl om, at så længe du lader det, der på papiret skal være uafhængige, partineutrale embedsmænd stå for politisk rådgivning, vil der nemt kunne opstå tvivl om deres neutralitet. Og den tvivl vil være stigende, med deraf følgende nedadgående tillid til embedsstanden og det politiske system generelt.

Men hvorfor foreslår Djøf så ikke politiske embedsmænd? Så er vi tilbage ved, at Djøf er og bliver en fagforening for embedsmænd, som har til opgave at beskytte deres interesser og jobs.

Et lag af politisk udpegede embedsmænd i toppen af ministerierne vil gøre det mindre attraktivt at være almindelig, ikke-politisk embedsmand. Ambitiøse embedsmænd vil naturligvis gerne være i nærheden af der, hvor magten udøves og formes, og hvor de høje lønninger og den store prestige er. Derfor forsvarer man systemet, som det er – også selvom det langsomt undergraver sig selv.

Det mest interessante ved Djøfs nye udvalg bliver derfor, om Djøf mod forventning denne gang har modet til reelt at gøre noget ved den stigende mistilid?