Kommentar af 
John Wagner

Tronskiftet kan inspirere Mette Frederiksen – eller give hende en ny begyndelse

Efter dronning Margrethes pludselige abdicering bliver statsministerens dagsorden en helt anden. Mette Frederiksens ageren de kommende måneder bliver et studie i personligt og politisk lederskab – eller mangel på samme, skriver John Wagner.

Det handler nu først og sidst om lederskabet - og dermed tilliden eller mistilliden til Mette Frederiksen som statsminister i en tid med store sikkerhedspolitiske udfordringer, som hun har tacklet ganske imponerende, skriver John Wagner.
Det handler nu først og sidst om lederskabet - og dermed tilliden eller mistilliden til Mette Frederiksen som statsminister i en tid med store sikkerhedspolitiske udfordringer, som hun har tacklet ganske imponerende, skriver John Wagner.Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
John Wagner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med tronskiftet søndag 14. januar har statsminister Mette Frederiksen (S) uventet, men sikkert ikke uvelkomment for hende, fået en overraskende chance for en ny begyndelse.

Efter SVM-regeringens første annus horribilis skulle fokus på ældrepolitikken have været nytårstalens forsøg på at fange vælgere tilbage til de tre regeringspartier og ikke mindst Socialdemokratiet.

Men nu blev og bliver det anderledes. 

Som følge af Hendes Majestæt Dronning Margrethes pludselige abdicering bliver statsministerens dagsorden en helt anden.

Nok nævnte Mette Frederiksen i sin nytårstale ældrepolitikken, sundhed og fertilitetsbehandling. Men nu bliver overskriften på det nødvendige forsøg på at genoprette flertalsregeringens fundament 'stabilt lederskab' i en tid med krig i Europa og i Mellemøsten, og hvor nationen skifter regent. 

Internt i Socialdemokratiet vakler troen på et stærkere Socialdemokrati med Mette Frederiksen i spidsen.

John Wagner
Politisk kommentator

Lederskabet vil ceremonielt komme til udtryk de kommende uger ved tronskiftet.

Derefter forventes en række af politiske udspil på velfærdsområderne - specielt på ældre- og sundhedsområdet - hvorefter tiden kan være inde til en regeringsrokade.

Måske allerede før valget til Europa-Parlamentet 9. juni, da både udpegning af Danmarks næste EU-kommissær og sandsynligvis en europaminister - til at forberede Danmarks EU-formandskabsperiode i 2025 - trænger sig på. 

For statsministeren er det nemlig nu, der skal handles. Hvis hun ikke med et tronskifte i embedsperioden, med de udefrakommende trusler, der normalt vil medføre et indre sammenhold, og med et også historisk, økonomisk råderum, kan vende udviklingen i meningsmålingerne, er fremtidsudsigterne for Socialdemokratiet lige så dystre, som udsigten til fred i Ukraine og Mellemøsten er. 

Læs også

Internt i Socialdemokratiet vakler troen på et stærkere Socialdemokrati med Mette Frederiksen i spidsen.

Nederlag ved europaparlamentsvalget er til at leve med, for det valg har partiet aldrig prioriteret højt. Helt anderledes vil det være med kommunalvalget i november 2025, som ikke bare handler om antallet af regionsrådsformænd og borgmestre, men også om en god eller dårlig opstart på valgkampen forud for folketingsvalget i slutningen af 2026. Senest! 

Og så er spørgsmålet, om Mette Frederiksen formår at vinde terræn på tronskiftet - eller lader sig inspirere af Dronningens exit i utide. Eller måske netop i tide, før det bliver uomgængeligt. 

Statsministerens ageren de kommende måneder bliver et studie i personligt og politisk lederskab - eller mangel på samme?

Meget lig med Poul Schlüters (K) udfordringer i slutningen af 1980'erne, hvor han med en folkeafstemning om den såkaldte EF-Pakke i 1986, Nato-valget i 1988 og en efterfølgende regeringsændring, hvor Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti blev smidt ud af Firkløverregeringen til fordel for Det Radikale, viste koldblodig handlekraft. 

Mette Frederiksen har tidligere anerkendt Poul Schlüters skarpsyn.

John Wagner
Politisk kommentator

Mette Frederiksen har tidligere anerkendt Poul Schlüters skarpsyn, da Socialdemokratiet svigtede under Anker Jørgensen (S) og Svend Auken (S).

Men det er svært for Mette Frederiksen at lave en "Schlüter", når konflikterne og sagerne mangler, fordi der aldrig i dansk politik har været mere enighed om det meste end netop nu. 

Derfor handler det nu først og sidst om lederskabet - og dermed tilliden eller mistilliden til Mette Frederiksen som statsminister i en tid med store sikkerhedspolitiske udfordringer, som hun har tacklet ganske imponerende. I en tid med behov for reformer på velfærdsområdet, som hun ikke længere kan tale sig fra. Og i en tid med klimaudfordringer, som hun gang på gang synes at glemme eller gemme. 

Efter tronskiftet må også statsministeren beslutte, hvad hun vil. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Poul Schlüter

Fhv. statsminister (K), fhv. partiformand & MF, fhv. MEP
cand.jur. (Københavns Uni. 1957)

Svend Auken

MF (S), fhv. miljøminister, Folketingets 1. næstformand, Formand for Europaudvalget
Cand.scient.pol.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024