Velfærdskrisen er det ufortalte drama i dansk politik

"Den offentlige sektor skal køre længere på literen."

Hvis du, kære læser, ikke helt kan placere ophavsmanden til dette citat, er det med god grund. Det var en standardfrase under Lars Løkke Rasmussens regeringer i 10'erne. Det blev fremsagt af Løkke selv, af daværende innovationsminister Sophie Løhde (V), og det fremgik ligefrem af et regeringsdokument i 2017. 

Antagelsen var, at man med blandingen af stram økonomi og kreativ innovation kunne få det hele til den halve pris. Sådan gik det bare ikke. Reformsporet førte ikke til New Public Managements forjættede land, men lagde grunden til den velfærdskrise, der lige nu kradser i kommuner landet over.  

I stedet bevilgede VLAK-regeringen skattelettelser med rund hånd – og de penge mangler kommunerne i dag. Det vender jeg tilbage til. 

Sceneskift: Christina Schnack fra Udby er desperat. 1. september afskaffede Vordingborg Kommune Flextrafik, og datteren har 8,5 kilometer til skole ad en trafikeret landevej med mange lastbiler og traktorer.

Christina Schnack må selv køre datteren fra skole, og det kolliderer med jobbet i Farum. "Det kan endda betyde, at jeg må sige mit job op for at hente min datter," siger hun til TV2 Øst.

I Hårbølle på Møn er to af kommunens ældre næsten lige så desperate. Karsten Hansen og hustru har hverken bil eller kørekort, og de brugte Flextrafik ugentligt. "Vores mobilitet ødelægges med et slag," sukker Karsten Hansen. 

Formanden for Vordingborgs Teknik- og Miljøudvalg vrider hænder. Besparelsen på tre millioner var nødvendig. Kommunen har allerede prøvet alle tænkelige sparemuligheder. "Vi har ryggen mod muren," konstaterer Anders Andersen (S).

Kommuner og sygehuse planlægger i disse uger voldsomme besparelser. For eksempel at afskaffe oplæsning for blinde i Frederikshavn, et stop for vikarer og skoleudflugter i Rødovre, at nedlægge svømmehallen i en større by som Korsør og at lukke folkeskoler landet over. Nedskæringer i kernevelfærden, der mere og mere ligner en velfærdskrise. 

I sidste uge fremlagde SVM-regeringen så sit forslag til finanslov. Der investeres i erhvervsuddannelser, sundhed og psykiatri, og der ydes en millard kroner ekstra til velfærd i regioner og kommuner. Det er "en lidt sjovere finanslov", sagde finansminister Nicolai Wammen (S). 

Desværre forslår det som en skrædder et vist sted. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er velfærden siden 2015 underfinansieret med over 20 milliarder kroner, hvis den skulle følge "det fulde demografiske træk" med flere børn og ældre og øget velstand. Hvis udviklingen trækkes længere tilbage, mangler der endnu mere. Beløb af en helt anden størrelsesorden end regeringens "velfærdsløft".

Krisen i den nære velfærd dækkes af de regionale medier, men spiller en forbløffende lille rolle i landsmedierne og på Christiansborg.

Lars Olsen

Kontrasten prægede kritikken af finansloven fra borgmestre, SF og Enhedslisten, politiske analytikere pegede også på det. De store aviser og tv-kanaler skiftede imidlertid hurtigt tema – Christiania, butikstyverier, sommerens vilde vejr, de daglige frontberetninger fra Ukraine, alskens journalistiske historier.  

Krisen i den nære velfærd dækkes af de regionale medier, men spiller en forbløffende lille rolle i landsmedierne og på Christiansborg. 

Meningsmålingerne taler ellers deres tydelige sprog. Danskerne vil især bruge flere penge på nær velfærd som sygehuse, hjemmehjælp og folkeskoler – først længere nede kommer klima og forsvar. Områder, der til gengæld prioriteres højt af politikere og meningsdannere og sluger både opmærksomheden og pengene. 

Desværre er velfærdskrisen ingen overraskelse. Tallene er kortlagt i et hav af analyser: Frem til sidst i 00'erne fulgtes det private forbrug per borger og det offentlige forbrug per bruger nogenlunde ad. Når vi havde flere penge mellem hænderne i privaten, fik det offentlige også mere til ældre, skoler, børn med videre. 

Så kom finanskrisen. Under Løkkes første regering 2009-11 skete "en opbremsning i velfærdsudgifterne uden sidestykke i dansk økonomisk historie" – som det blev udtrykt i en analyse i Mandag Morgen.

Løkkes opbremsning fortsatte under Thorning-regeringen, den meste højrevendte S-ledede regering siden den tyske besættelse. Den fortsatte også under Løkke 2015-19, selv om den økonomiske krise nu var ovre – nu skulle den offentlige sektor som nævnt køre længere på literen.

Dramaet handler om selve vores samfundsmodel. Når børn og ældre uden bil stavnsbindes, skrider den basale tryghed i velfærdssamfundet.

Lars Olsen

Folketingsvalget i 2019 blev udlagt som et "klimavalg", men var nok så meget et velfærdsvalg – danskerne revolterede imod forringet velfærd, et massivt flertal forlangte flere penge til sygehuse, hjemmehjælp og daginstitutioner.  

Mette Frederiksens S-regering rettede da også op på velfærdsudgifternes fald i forhold til demografien, men slet ikke nok til at overvinde 10'ernes underfinansiering.  

Det er dét, kommunerne kæmper med i dag. Mange kommunalpolitikere kender mønsteret: Først effektiviseres der, så tages de ”lette” besparelser, og nu er der kun svære nedskæringer i kernevelfærden tilbage. Miseren fra Løkke- og Thorning-regeringerne hænger som et damoklessværd over kernevelfærden. 

Dramaet handler om selve vores samfundsmodel. Når børn og ældre uden bil stavnsbindes, skrider den basale tryghed i velfærdssamfundet. Det gør den også, hvis kvaliteten i daginstitutioner, skoler og ældrepleje bliver for dårlig. Konsekvensen er rekrutteringskrise i velfærdsfagene, og at familier må finde private løsninger for at passe deres børn eller køre dem til skole.